Vi skal lære at kunne selv: Drop unødig import af arbejdskraft

Synspunkt. Nedsættelse af beløbsgrænsen for udenlandske ansatte vil ramme de danskere, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Vi bør efteruddanne de ledige og finde lærepladser til de unge, før vi importerer arbejdskraft fra lande uden for EU, forslår debattørerne. Arkivfoto: Morten Dueholm Fold sammen
Læs mere

Politikere og erhvervsorganisationer råber i kor: »Vi mangler arbejdskraft – hent borgere i lande udenfor EU til at hjælpe os«.

Men i stedet for at importere bør arbejdsgiverne tage fat om nældens rod, påtage sig deres ansvar og uddanne deres medarbejdere – ved at tage lærlinge og kompetenceudvikle dem, der allerede er i virksomheden.

Vi er naturligvis helt enige i, at virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er altafgørende for Danmarks vækst og vores velfærd. Vi mener dog også, at Danmark har velfungerende ordninger, som kan tages i brug, når virksomhederne mangler særligt specialiseret arbejdskraft. Og vel at mærke ordninger, som gør det muligt at rekruttere ud over det EU-arbejdsmarked, som tæller 250 mio. europæere.

Der er brug for en reel og langsigtet løsning i form af uddannelse og ikke et quickfix, der risikerer at holde herboende ude af arbejdsmarkedet. Netop for at sikre Danmark nu og i fremtiden skal vi sørge for, at alle borgere i Danmark kommer i arbejde. Det gør de bestemt ikke ved at sænke den såkaldte beløbsgrænse fra de nuværende 420.000 kr. inkl. pension og feriepenge pr. år til 325.000 kr.

Beløbsgrænsen var oprindeligt tiltænkt eksperter og specialister. Men man kan faktisk ikke ansætte eksperter og specia­- l­is­ter i Danmark for 27.100 kr. om måneden inkl. pension, sådan som DI og Dansk Erhverv foreslår.

Vi repræsenterer tilsammen flere end en halv million lønmodtagere i Danmark, som allerede i dag har masser af udenlandske kolleger på deres arbejdsplads. Og de skal være så velkomne – så længe de arbejder på samme ordentlige vilkår som danskerne.

200.000 har allerede fundet vej til Danmark via de ordninger, vi har, så man kan dårligt påstå, at udlændinge holdes ude.

Men lige nu er der en del danskere, som føler sig holdt ude. 110.000 ledige danskere drømmer om at få et job at stå op til om morgenen. Nogle af dem har givet ikke de kompetencer, som virksomhederne har brug for, men så lad os da give dem de kompetencer, så de ikke skal forblive på arbejdsmarkedets reservebænk.

Oven i det har vi 70.000 unge, som hverken er i uddannelse eller job, og vi har 10.000 unge, som mangler den læreplads, der kan gøre dem til en del af den eftertragtede arbejdskraft. Og skulle det knibe med at finde en herboende med et hoved eller med hænderne skruet helt særligt på, så er der rigelige muligheder for virksomhederne ved at søge inden for EUs grænser – alene i Sydeuropa er der lige nu godt otte mio. ledige.

Med ovenstående in mente kan vi ikke forstå iveren efter at ville sænke beløbsgrænsen – med mindre det altså handler om, at arbejdsgiverne vil have indonesere, kinesere, nigerianere og chilenere herop for at lægge pres på løn- og arbejds­vilkår.

Vi mener som fagforeninger for såvel ufaglærte og håndværkere som ingeniører og IT-professionelle, at det er vores opgave at sikre vores medlemmer en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og en løn, de kan leve af. Og netop de ordentlige forhold er, hvad virksomhederne skal bruge som trækplaster for at tiltrække kvalificerede medarbejdere.

Vi frygter, at en nedsættelse af beløbsgrænsen vil betyde, at de danskere, som står på kanten af arbejdsmarkedet, helt falder ud, fordi de ganske enkelt ikke får chancen for at komme ind. Vi vil derfor opfordre erhvervsorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og de ansvarlige politikere til at sætte alle sejl til nu og sikre alle herboende borgere en plads på arbejdsmarkedet – gennem uddannelse.