Jeg har lige fået en mail om, at jeg har arvet en bunke penge fra en ukendt slægtning et sted ude i verden. Tænk sig, at netop jeg skulle være så heldig.

Internettet er en fantastisk opfindelse. Hvis uendeligheden var digital, ville dens navn forkortes WWW. Vi skelner dårligt nok længere mellem den virkelige og den virtuelle verden. Internettet er for længst blevet en integreret del af vores virkelighed. Det er blevet vores fortid, vores nutid og vores fremtid. Vores ufattelige hukommelse, vores grænseløse indkøbscenter, vores globale mødested – alt sammen der, på skærmen lige foran os.

Vi kan få alt, holde øje med alt – og hinanden. På mange måder er internettet blevet det, vi drømte om: En verdensomspændende frihed, demokratisering af samtalen (dog ikke altid kønt) og nedbrydning af afstande mellem mennesker (desværre også afstanden til de mennesker, som jeg helst ikke vil være tæt på).

Internettet er en velsignelse – men også en snigende forbandelse i mit liv. Lad mig give nogle eksempler:

Min yngste søn på 19 år er på jordomrejse. Da jeg var ung, var jeg på rundrejse i Kina, og min mor og far var heldige, hvis de fik et brev om måneden. Jeg var fri. Mine forældre egentlig også – i lykkelig uvidenhed. Nu kan jeg se, så snart min søn er på nettet. En Facebook-lampe lyser grønt, og Messenger siger »aktiv«. Jeg overvåger min egen søn. For lige at tjekke, at han har det godt. Jeg kan ikke lade være. Og føler mig ufri.

På Facebook møder jeg mere og mere et verdensbillede, der er et spejl af mit eget. Algoritmerne giver mig mere af det, jeg har i forvejen, og jeg forfølges gud-hjælpe-mig af de samme (herresko)annoncer overalt. Og føler mig fanget.

Internettet gør mig fri, men også fanget, og jeg har undertiden fornemmelsen af at være en del af et klaustrofobisk fællesskab. Jeg får lyst til at bryde ud – og samtidig til at hindre andre i at bryde ind i. For den løfterige mail, som frister mig med en arv fra en ukendt slægtning, er naturligvis fup. Også de »smukke kvinder« på Facebook, der lokker mig med et smægtende foto og et »Hey honey«. Eller den tryglende mail fra en god ven, som står i akut pengenød i udlandet.

Vi danskere får stadig tre gange så ofte stjålet ting i den virkelige som i den virtuelle verden. Alligevel føler jeg mig nu mere truet af digitale indbrudstyve, fordi jeg møder deres åbenlyse forsøg på at trænge ind: Dating-tyve, pharming-fupmagere, identitets-tyve – eller phishing-bedragere, der er blevet så gode til at efterligne offentlige myndigheder og logoer, at vi snart dårligt tør åbne en mail fra Skat.

Enhver ny frihed medfører også nye farer, som vi må håndtere. En frihed, som vi beskytter ved at indhegne den. Sådan er det. Derfor må vi leve i spændingsfeltet mellem digital frihed og fangenskab. Blot kunne jeg ønske mig, at jeg blev lige så god til at beskytte mit digitale liv imod indbrudstyve som mit fysiske.

Og især at vor tids nye guder, algoritmerne, ville udfordre mit verdensbillede i stedet for bare at bekræfte det: Åbne et vindue mod en anden verden end min egen. Som i journalistikken. For det er gennem modstanden og modsigelsen, at vi udvikler os som mennesker og som samfund.

Ikke gennem et bevidstløst medløb. For så bliver vi for alvor ufrie.