Verden blev en smule farligere i 2007

Mest bekymrende, når man gør status her ved årsskiftet, er nok tendensen til stadigt skarpere fronter i den ideologiske spænding mellem religioner og civilisationer.

Blev verden et bedre sted i 2007, hvis man med »bedre« tænker på stabilitet, sikkerhed og frihed? Hvis man lægger alle plusser og minusser på en vægt, så viser min vægt en svag overvægt af minusser. Så mit svar på spørgsmålet er et nej. Og i tilgift er der en masse usikkerhed, som rækker ind i 2008.
Jeg vil så gerne være optimist, og klynge mig til de mange positive bevægelser, som vitterligt kan findes i det samlede internationale billede. Men jeg har bare vanskeligt ved at falde for den blåøjede optimisme, som må have bemægtiget sig redaktørerne af det amerikanske Time Magazine, når de udnævner Vladimir Putin til det, der i gamle dage hed »Man of the Year« med den begrundelse, at han har givet Rusland stabilitet og status… For Rusland er et af de steder, hvor tingene er gået i den gale retning i 2007.
Men der er da også sket positive ting.

I den positive vægtskål finder man en række udviklinger i og omkring Irak og Afghanistan. Efter flere års håbløshed eller stagnation ser det omsider ud til, at der er en svag udvikling at spore i positiv retning, om end præget af stor usikkerhed – ikke mindst når det gælder Vestens håndtering af udfordringerne.
2007 var året, hvor Danmark trak sig ud af Irak – og hvor det kom til at stå klart for alle, at danske soldater er engageret i en egentlig krig i Afghanistan. Den farligste og mest krævende i mange, mange år.
Den forsigtige optimisme omkring Irak bygger på, at den massive forøgelse af den amerikanske militære indsats har ført til større grad af stabilitet – hvis det udtryk overhovedet kan bruges, når der stadig dræbes mange mennesker hver dag i den religiøst og etnisk motiverede vold. Men tallet er dog faldende, og livet og en hverdag er begyndt at spire frem i ruinerne. Det store spørgsmål i den kommende tid bliver, om irakerne formår at finde sammen om selv at løse opgaverne. Kurderne i nord er kommet i åben konflikt med Tyrkiet, og shia- og sunni-muslimerne i resten af landet lever i en meget skrøbelig sam­eksistens. Så let bliver det ikke.
I Afghanistan bliver det store spørgsmål, om det lykkes at gennemføre en ny strategi, der ændrer balancen mellem den civile og den militære indsats – og om NATO kan samles om den stærkere militære indsats, som er forudsætningen for stabilitet. I Danmark kan vi være stolte over den indsats, de danske soldater yder. Men det er naturligvis uholdbart i længden, at det er så få af NATO-landene, der er villige til at trække det tungeste læs. Og det må give anledning til bekymring, at den folkelige opbakning for den danske indsats i Afghanistan er dalende.
Udviklingen i regionen under ét er bekymrende: Drabet på Benazir Bhutto i Pakistan er kulminationen på de voksende politiske spændinger, og situationen op til det planlagte valg i januar er helt uoverskuelig. I de centralasiatiske republikker er de sidste rester af en demokratisk udvikling ved at være visket bort. Og Iran synes fortsat uden for rækkevidde, når der skal skabes garantier imod atomvåbenprogrammerne. Det må være kommet som en stor overraskelse for den iranske ledelse, at de amerikanske efterretningstjenester kom med deres rapport, der hurtigt blev stemplet som en »frifindelse« af iranerne – især af kredse, der normalt ikke fæster lid til, hvad der kommer fra USA. Og Rusland var hurtige til at beslutte sig til at sende uran til de iranske atomkraftværker.
For mindre end 14 dage siden sad jeg på et hotelværelse i det gamle Saigon og så CNN. En russisk sikkerheds­politisk ekspert med det ildevarslende navn Satanovski forklarede, hvorfor Rusland gjorde det: Når de amerikanske efterretningstjenester nu siger, at iranerne har opgivet deres atomvåbenprogrammer, så er der fri bane for os til at give dem uran, sagde han. Og tilføjede: Jeg tror ikke på iranerne, og jeg forstår ikke, hvorfor amerikanerne har offentliggjort sådan en rapport. Efter hr. Satanovski kom en indisk sikkerhedspolitisk ekspert, der tørt konstaterede: Vesten spiller systematisk sine kort af hænde i vores region: Presset tages væk fra iranerne, russerne belønnes med en svimlende høj oliepris, og man tillader dem at skubbe USA ud af Centralasien…
Det gav kuldegysninger at høre de vurderinger netop i Saigon, få hundrede meter fra den gamle amerikanske ambassadebygning, hvor de sidste evakueringer fandt sted for små 33 år siden. Og det illustrerede de mange usikkerhedsmomenter, som præger den internationale situation her ved årsskiftet.
I den positive vægtskål finder man dog aftalerne med Nordkorea om at stoppe atomvåbenprogrammerne – og den positive rolle, Kina spillede i den forbindelse. Med til at skabe en forsigtig optimisme hører også, at Kinas (og Indiens) økonomi synes at være robust overfor de udsving, der kom som følge af den amerikanske kreditkrise. Det kan være med til at afværge en egentlig global økonomisk krise.

Rusland fortsatte i 2007 den kurs, som blev indvarslet i sommeren 2006 med præsident Putins stærkt kritiske udfald mod Vesten. Tonen er blevet skærpet, og det samme er den aggressive optræden overfor naboerne – især de små naboer, der tidligere hørte til den sovjetiske interessesfære – og senest opsigelse af gamle nedrustnings- og afspændingsaftaler. Valget til Dumaen i 2007 var en parodi på demokratiske valg, og Rusland har nu i praksis indført et etpartisystem.
I begyndelsen af det nye år vil Putin blive afløst på præsidentposten af Medvedev, men det vil næppe føre til ændringer i kursen. På den ene eller den anden måde vil Putin bevare sit solide greb om magten – og det betyder på den ene side en vis form for stabilitet, hvor nogle vil trøste sig med, at det kunne være endnu værre – men på den anden side vil det betyde, at Rusland kun er medspiller på den globale scene, når det er i Ruslands direkte egeninteresse.
Energivåbnet er blevet anvendt demonstrativt, og de voldsomme stigninger i olieprisen i årets løb har fyldt den russiske statskasse – og selvtillid. Desværre er denne selvtillid ikke blevet brugt til at styrke Ruslands rolle i international politik, men til at forstærke indtrykket af en »spielverderber«, som hellere spænder ben end bidrager til afbalancerede løsninger. Det gælder i Mellemøsten, i forholdet til Iran – og i den stadigt mere spændte situation omkring Kosovo, som bliver en af de helt store udfordringer for EU i 2008.
EU har hidtil været splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal håndtere Rusland. Den tyske kansler Angela Merkel benyttede det tyske formandskab til at bremse den eftergivenhed, som hendes forgænger stod for – og der er vel også håb om, at den nye franske præsident vil optræde anderledes end forgængeren Chirac (selv om Sarkozy ringede og ønskede Putin til lykke med hans imponerende valgsejr i december…).
I den positive vægtskål for 2007 skal med, at Europæisk Råd omsider enedes om den reformtraktat, der er afgørende nødvendig for at styrke samarbejdet – og at endnu nogle grænser blev brudt ned, da de baltiske og central- og østeuropæiske medlemmer kom med i Schengen-samarbejdet. Men når det gælder en fælles EU-energipolitik – som er en nødvendig forudsætning for et afbalanceret forhold til Rusland – kniber det endnu med sammenhold og visioner.

Mest bekymrende, når man gør status her ved årsskiftet, er nok tendensen til stadigt skarpere fronter i den ideologiske spænding mellem religioner og civilisationer.
I Mellemøsten synes man længere fra fredelige løsninger end for et år siden. De indbyrdes stridigheder mellem palæstinenserne har ført til, at det der endnu ikke er en egentlig palæstinensisk stat allerede er delt mellem et Gaza og en Vestbred, hvor forholdene er fortvivlende.
De spektakulære udslag af religiøs fanatisme, som har erobret medierne – dommen over den voldtagne kvinde i Saudi-Arabien og sagen om bamsen Muhammed i Sudan – har bidraget til at skabe et billede af »civilisationernes sammenstød« som let kan over­døve, at der først og fremmest er tale om et sammenstød inden for en verdensreligion, nemlig islam, og ikke nødvendigvis en konfrontation mellem Iilam og Kristendom. I den situation er der behov for en kombination af værdifasthed og moderation, som har vist sig at være vanskelig – på begge sider af det, der i stigende grad begynder at ligne en delelinie.
Også på det punkt blev Verden et lidt farligere sted at leve i 2007.