Varm luft i en kold tid

Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet markerer sin 10-års fødselsdag med fødslen af et journalistløfte. Mediebranchens økonomiske og teknologiske udvikling presser journalistikken, der har behov for at genfinde sig selv.

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I mit virke som journalist lover jeg hermed, at jeg vedholdende og med åbent sind vil opsøge og formidle den bedst opnåelige version af sandheden.

Min journalistik er til for borgerne. Jeg er bevidst om mit demokratiske ansvar og min pligt til at overvåge magthaverne. Derfor vil jeg følge min samvittighed og være både kritisk og selvkritisk.

Min journalistik vil være uafhængig og fair, og jeg vil være åben om mine metoder. Jeg vil bestræbe mig på at fremstille stoffet med sans for proportioner, prioritere det væsentlige og gøre min formidling forståelig, interessant og relevant. Jeg ved, at jeg risikerer at begå fejl, men jeg vil erkende dem og lære af dem.

Endelig er det er min ambition at gå nye veje og bidrage til journalistfagets udvikling.«

Sådan lyder teksten til et journalistløfte, som studerende, undervisere, forskere og branchefolk har arbejdet sig frem til og er enedes om. Teksten er nu overdraget til Styrelsen for Center for Journalistik på SDU, som skal beslutte, hvordan fremtidens journaliststuderende skal vedkende sig ordlyden.

Ideen til et journalistløfte er inspireret af lægeløftet fra 1815. Jurister og teologer har tilsvarende tekster, som nedkoger faglighed og samfundsansvar til en bouillonterning og indkredser standsetik og professionsnormer, som alle skal vedkende sig for at kunne virke autoriseret i faget.

Nu er journalist-titlen ikke beskyttet, og man skal ikke nødvendigvis have en journalistisk uddannelse for at arbejde som journalist. Men i en tid, hvor journalistikkens troværdighed ikke bare presses udefra, men også indefra af økonomi, teknologi, kommercialisering, tempo og meget andet, har vi fundet det væsentligt at prøve at føre idéen ud i livet, vel vidende at der for nærværende næppe vil være grobund for at iværksætte sanktioner over for eventuelle brud på løftet.

Altså kan man med rette kritisere et journalistløfte for ikke at kunne realiseres til fulde, og automatreaktionerne har da også stået i kø, ikke mindst fra medlemmer af Dansk Journalistforbunds Hovedbestyrelse, der har kaldt ideen om et løfte for »populistisk«, »selvoptaget« og udtryk for »grinagtig selvglæde«.

Dem om det, men ånden har nu været en helt anden, og det kan virke besynderligt, at netop journalisternes eget fagforbund på den måde afviser at gå ind i en debat om journalistisk etik og troværdighed.

For sigtet med løftet er netop dette: at finde en måde at gribe om den sæbe, som journalistisk etik af mange årsager efterhånden er blevet. Et er nemlig, at journalister vedbliver med at være placeret på brugtvognsforhandler-niveau, når befolkningen udtaler sig om forskellige faggruppers etiske standarder og troværdighed. Noget andet og vigtigere er, at medierne i jagten på en mening med livet i internet-tiden, på mange måder lægger snubletråde ud for sig selv, hvad etik og troværdighed angår.

Helt åbenlyst er det opskruede produktionstempo især i nyhedsbranchen med til at øge fejlkilderne for journalistikken. Der er simpelthen ikke tid til at tjekke og efterprøve oplysninger i et ordentligt omfang. Ligesom der ofte heller ikke er tid til at researche historierne for andet, end om andre medier har skrevet historierne tidligere.

Journalisterne laver stadigt færre historier, som udspringer af egne idéer, for i stedet blot at dække de begivenheder, som ofte er iscenesat af medierådgivere og informationsmedarbejdere, der i stigende antal arbejder for eksempelvis partier, organisationer og virksomheder. Ja, selv kulturlivet har snart flere folk ansat til at iscenesætte begivenhederne for journalisterne, end der er journalister på mediernes kulturredaktioner. Journalister stopfodres af et stærkt stigende antal producenter af grydeklare historier. Færdigretter er fristende i en presset hverdag, men sundt er det sjældent.

Spørgsmålet er, hvor den journalistiske etik bliver af i den udvikling?

Verden over er medierne økonomisk presset, der tjenes ikke de samme penge ind på internet­gyngerne, som der tabes på papirkarrusellerne. Slet ikke. Men selvfølgelig er behovet for uangribelig, ambitiøs, kritisk (og dermed dyr) journalistik ikke blevet mindre.

Public service-medierne kæmper som bekendt med store økonomiske vanskeligheder, men det er intet imod det mismod, man gribes af, når de månedligt opgjorte oplagstal for aviserne tikker ind. Dem dækker aviserne ikke lige så intenst, som de skriver om DRs og TV2s problemer, men der er her, på nær et par særlige undtagelser, tale om ren og komplet unuanceret nedtur, for flere medier endda med tocifrede procenttal pr. år, og der er ingen tegn på bedring.

Resultatet er naturligvis, at der må sættes journalistisk tæring efter næring. Altså færre journalister, der skal producere mere på kortere tid – endda til flere medieplatforme.

Alene derfor må og skal journalistisk etik og troværdighed helt frem på banen – ikke mindst på en journalistuddannelse, der skal levere en ordentlig vare til mediebranchen.

Vi er med andre ord inde i en periode, hvor der verden over tales intenst om journalistisk troværdighed, men hvor det går rigtig stærkt på redaktionerne. Hvor der skæres hjørner, og hvor nogle journalister snyder på vægten. Konkurrencen er benhård ligesom kravene om at levere baskere på rekordtid. Og så har hele standen altså et blakket ry.

Hvis man derfor – i stil med lægeløftets ansvars­pådragende effekt – råber »er der en journalist til stede?« og svaret er bekræftende, er der en overhængende risiko for at en del mennesker vil løbe skrigende bort – af de forkerte årsager.

Verdens første journalistuddannelse blev startet – under megen modstand fra mediebranchen – i Missouri i 1908 af Walter Williams. Han formulerede noget han kaldte »A Journalist’s Creed«, som man vel nærmest kan kalde et journalistløfte. Teksten, der kan læses på www.sdu.dk/journalistik indkredser mange af de væsentlige etiske udfordringer i journalistikken, som sør’me også er gældende i dag, 100 år senere. Her tales om public service, uafhængighed, klar tale, tillid, respekt for læserne og ikke mindst om, at journalisten kun skal skrive »what he holds in his heart to be true«, hvilket jo er en smuk og højtidelig måde at tale om tilstræbt objektivitet.

Journalistisk etik hører hjemme i journalistens hjerte, mave og hoved. Derfor bør et journalistløfte være et, den enkelte indgår med sig selv uden hensyn til, hvor man er ansat for tiden.

Det er der mindst tre grunde til:

For det første tyder meget på, at kontakten mellem journalisten og modtageren i fremtiden bliver mere direkte. Nogle mediechefer taler i dag om, at det redigerende led kan spares væk(!), hvilket i ekstrem grad aktualiserer den enkelte journalists ansvar over for modtageren og samfundet.

For det andet har frihed og personligt ansvar altid spillet en stor rolle på journalistiske arbejdspladser. I den verden nytter det at appellere til det bedste i journalister, der ofte har en veludviklet sans for rigtigt og forkert. Mange journalistiske arbejdspladser har interne regler og etiske kodeks, men journalistik er et selvstændigt virke, hvor mange af de afgørende etiske valg træffes af den enkelte. Her kan løftet appellere til den enkeltes ansvarsfølelse og ambition. Ikke til angsten for at fejle.

For det tredje handler mange regler og retningslinjer i mediehusene om, hvad man ikke må, og Pressenævnet kommer på banen, når skaden er sket.

SDUs journalistløfte handler om det, journalister skal stræbe efter. Vi håber, at det i sig selv kan være en inspirerende og appellerende ambition at stræbe efter et løfte, der består af lige dele passion og professionalisme.

Håbet med et journalistløfte er ikke, at studerende ved dimittering skal afsige tomme fraser og varm luft, men at de skal tage løftet med sig ud i den kolde medieluft og huske på det, når de oplever sig presset.

Og at de dér, uden for mange omveje, skal kunne vende tilbage til journalistikkens kerne og minde sig selv om, at de måske nok er ansat til at skabe omsætning og web-trafik for en ejerkreds, men at samfundet bekostede dem en uddannelse, som indebærer et ansvar, der er større.