Valgfrihed gavner patienterne

Siden det udvidede frie sygehusvalg blev etableret er mere end 150.000 patienter blevet behandlet gratis på et dansk privathospital – patienter der ellers ville risikere at vente meget længe i det offentlige system.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Johannes Flensted-Jensen, S-medlem af Regionsrådet for Region Midt og Else Kayser, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, kritiserer i kronikken 5. december patienternes ret til at vælge gratis behandling på et privathospital, hvis patienten skal vente længere end en måned i det offentlige (det udvidede frie sygehusvalg).

Det må de selv om. Desværre bygger kronikken på en mistænkeliggørelse og ikke mindst fire fejlagtige påstande, som jeg som speciallæge på et større dansk privathospital gerne vil tage til genmæle over for.

1. påstand: Markedslogikken – ikke demokratiet – bestemmer, hvem der behandles. Betalingsevne og købekraft bestemmer. Forkert! Regeringen – der mig bekendt er demokratisk valgt – har helt åbent besluttet, at patienter med en række bestemte lidelser skal have ret – men ikke pligt – til at vælge et privat alternativ, hvis den offentlige sundhedssektor ikke kan løse sin opgave. At patientens betalingsevne har betydning i den forbindelse er direkte forkert. Præcis som i det offentlige er behandlingen for patienten helt gratis. En meningsmåling fra november i år viste da også, at 85 pct. af danskerne er glade for valgmuligheden.

2. påstand: Privathospitalerne vælger selv sine egne patienter. Forkert! Privathospitalerne indgår aftale med Danske Regioner om at behandle patienter med bestemte lidelser. Herefter afviser privathospitalerne kun de patienter, hvis der ikke er tilstrækkeligt behandlingskapacitet på privathospitalet, eller hvis det vurderes at være fagligt uforsvarligt at behandle patienten på det pågældende hospital. Senest har både Sundhedsstyrelsen og Dansk Sundhedsinstitut (DSI) konkluderet, at privathospitalerne ikke udsøger sig de lette patienter. Derimod er det korrekt, at vi ikke altid kan behandle de mere komplicerede tilfælde, f.eks. hvis patienten har flere sideløbende lidelser. Her må vi nogle gange – præcis som mindre offentlige sygehuse – henvise til de større hospitaler, hvor man har den påkrævede vifte af specialer.

3. påstand: Privathospitaler er dyrere end offentlige sygehus. Forkert! Privathospitalernes takster er i gennemsnit ca. 5 pct. lavere end de DRG-takster, der benyttes, når en patient sendes til behandling på et andet offentligt sygehus. Det er senest bekræftet af en analyse udarbejdet af DSI i maj 2007. Kritikere påpeger ofte, at privathospitalerne ikke har samme udgifter som offentlige sygehuse til akutberedskab, forskning og uddannelse.

Det er korrekt. Imidlertid har privathospitalerne en række andre udgifter som f.eks. købsmoms, lønsumsafgift og afskrivninger, som ikke belaster den offentlige sektor. Desuden har vi senest taget initiativ til at påbegynde uddannelse af både læger og sygeplejersker. Vi vil gerne opfylde vores del af ansvaret for at sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft i den danske sundhedssektor.

4. påstand: Kapaciteten i det offentlige svækkes mærkbart, fordi læger og sygeplejersker skifter til privathospitalerne. Forkert! Af de ca. 20.000 læger i Danmark arbejder der højst nogle få hundrede på danske privathospitaler. Hvis det vælter læsset i den danske sundhedssektor, er det fordi vores offentlige sundhedsvæsen er for dårligt organiseret. Det kan vi i den private sektor ikke tage ansvaret for. Husk på, at vi i Danmark har betydeligt flere læger pr. indbygger end gennemsnittet i OECD-landene.

Heller ikke offentligt ansatte lægers bijob på privathospitaler bør have nogen betydning. Overlægeforeningen har således for nyligt dokumenteret at kun 4 pct. af overlægerne har bijob. Derimod kan privathospitalerne leverer effektiv ekstra behandlingskapacitet, som kan aflaste det offentlige og hurtigt nedbringe ventelisterne.

Siden det udvidede frie sygehusvalg blev etableret er mere end 150.000 patienter blevet behandlet gratis på et dansk privathospital. Det er patienter, der ellers risikerede at vente meget længe i det offentlige system, med de konsekvenser det måtte have for patientens livskvalitet og mulighed for at forsørge sig selv.

Flere steder har vi allerede et godt samarbejde med afdelinger på offentlige sygehuse til gensidig inspiration og gavn. Det kan dog sagtens blive endnu bedre. Men det vil kræve en holdningsændring hos de repræsentanter for det offentlige system, der stadig holder stædigt fast i fortidens system.

Deres tankegang er ikke til gavn for patienterne. Og det er patienterne, det hele burde dreje sig om.