Vær kreativ med crowdsourcing

Perspektiv: Der må være tusindvis af danske virksomheder, som har oplagte crowdsourcing-muligheder, som de ikke bruger. Ligesom vi kunne udvikle vort demokrati ved at bruge mere crowdsourcing, skriver Lars Tvede.

»Der må være tusindvis af danske virksomheder, som har oplagte crowdsourcing-muligheder, som de ikke bruger,« skriver Lars Tvede Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste 10-15 år har budt på mange forunderlige historier om unge talenter, der på ganske få år skabte enorme succeser i IT og medier. Påfaldende mange af disse vedrørte varianter over temaet crowdsourcing.

Helt kort kan dette defineres som struktureret samarbejde mellem fremmede i virtuelle organisationer.

O.K, det lød lidt tørt, men velkendte eksempler er medier, hvor indholdet kommer fra brugerne (såsom Wikipedia, YouTube og LinkedIn), eller software, der skrives i fællesskab af tusinder af mennesker (som Linux).

Det kan også være hjemmesider, der rangordner og beskriver eksempelvis hoteller og restauranter verden over (f.eks. Tripadvisor). Et beslægtet fænomen er desuden applikationsmarkeder som Apples App Store, som med hundredtusindvis af software- og mediepakker (applikationer) totalt udkonkurrerer de mere lukkede tilbud fra Nokia og andre.

Faktisk er historien om Apples nedsabling af bl.a. Nokia karakteristisk for, hvad der sker i en branche, når en af deltagerne mobiliserer crowdsourcing, og de andre ikke gør.

Udbyderne af sådanne crowdsourcing services skaber nemlig en grundstruktur, der ikke behøver være særligt dyr, og derefter kommer indholdet meget friktionsfrit fra tusinder eller millioner af mennesker og virksomheder verden over.

Dette kræver ingen individuelle kontraktforhandlinger eller møder. Ofte er der for udbyderen af en crowdsourcing platform meget forbavsende få investeringer involveret i at mobilisere samarbejde omkring ens produkt, og mange af de software-redskaber, der skal bruges, kan i dag købes for små penge som hyldevarer og eksempelvis kombineres med billig og fleksibel cloud computing.

Så crowdsourcing kan beskrives som skabelse af økosystemer af folk, der ikke kender hinanden, omkring en ide eller et produkt. Men det kan også kaldes er også en ide til, hvordan der kan skabes ideer, hvilket gør det til en såkaldt »meta-ide«. Sådanne ideer har ofte været afgørende for at bringe vor civilisation og velstand til nye højder, for de udløser eksplosioner af kreativitet.

Det klassiske eksempel på en afgørende meta-ide er samhandel. For titusinder af år siden begyndte nogle af vore forfædre at drive samhandel – med fremmede! – i stedet for blot at bytte objekter og tjenester med deres nære venner og familie. Dette udvidede kredsen af mennesker, de samarbejdede med, og folk fik adgang til produkter, de aldrig selv ville have tænkt på. De blev derfor inspirerede, specialiserede – og kreative.

En anden forrygende meta-ide var selvsagt Internettet, og det er primært grundet dette, at den tredje – crowdsourcing – nu blomstrer op.

Fælles for markedsbaseret samhandel, Internettet og crowdsourcing er, at det af-personaliserer samarbejde. Det gør det således muligt for Poul, Palle og Pil at samarbejde meget effektivt med folk, de overhovedet ikke kender. Ved crowdsourcing drejer samarbejdet sig om ideer, produktudvikling, medier, innovation og meget andet.

Egentlig er ideen ikke ny. Den engelske regering udskrev eksempelvis i 1714 en konkurrence om at hjælpe skibe med at identificere deres position på længdegraderne. Dette var jo crowdsourcing, for i stedet for at ansatte nogle til at løse denne kreative opgave lod man hvem som helst forsøge. Det meste af belønningen gik til en selvlært snedker og urmager, som lavede et ur, der var præcist under søgang.

I nyere tid er brugen af sådanne innovationskonkurrencer eksploderet og er bl.a. anvendt i stor skala og med betydelig succes af IBM, det amerikanske militærforskningsinstitut DARPA samt en række velgørende institutioner så som X-Prize.

Antallet af crowdsourcing-modeller vokser nu konstant, men det kan opdeles i nogle hovedtemaer.

Nogle bruger det således til at få udviklet applikationer omkring deres kerneprodukt. Sælger man eksempelvis video­over­vågningsudstyr, eller udvikler man robotter, kan man jo lave en app store for software, der gør ens hardware »klog«.

Andre crowdsourcing projekter kan gå ud på at lave kollektive medier som f.eks.YouTube.

Crowdsourcing bruges også til at bedømme virksomheder og produkter.

I Danmark har Saxo Bank eksempelvis lavet såkaldt social trading, hvor bankens computere identificerer de mest talentfulde investorer blandt kunderne, som så tilbydes status, hvor andre kan følge og endog automatisk kopiere deres handler.

Mange virksomheder opretter interne konkurrencer om eksempelvis kommende produkter, hvor der skal gættes på det forventede salgstal eller den måned, produktet lanceres. Andre skaber en form for passiv crowdsourcing. Køber man eksempelvis noget på Amazon, eller søger man information via Google, vil computere følge ens adfærd og bruge den til at hjælpe den næste køber eller informationssøger bedre.

Der må være tusindvis af danske virksomheder, som har oplagte crowdsourcing-muligheder, som de ikke bruger. Mange flere kunne eksempelvis benytte sociale medier, lave app stores, innovationskonkurrencer, data exhaust analyser, ratingsystemer og meget andet.

Tilsvarende udgør crowdsourcing et gigantisk potentiale for den offentlige sektor. Efter min mening skal vi væk fra tanken om, at man altid ansætter eksperter til at løse et problem. I stedet skal man tænke mere på at lægge opgaver ud til hele folket. Nogle eksempler:

  • Hvorfor udskrives der eksempelvis ikke løbende afbureaukratiseringskonkurrencer? Kan offentlig forskning ikke ofte løses af innovationskonkurrencer, som eksempelvis kan tages op af studerende, som ellers keder sig på skolebænkene?
  • Hvorfor lægger staten ikke i højere grad statistik ud på åbne databaser, så enhver – ikke kun de statsansatte eksperter – kan analysere den?
  • Bør sociale opgaver ikke ofte lægges ud som social impact bonds?

Med en stigende brug af crowdsourcing kunne vi udvide vort demokrati fra en model, der prioriterer topstyring og ekspertvælde til en, der åbner mere for den enkeltes direkte bidrag. Med den tilgang kunne vi lave grundlaget for verdens mest kreative samfund.