Universitetskandidater har en samfundsmæssig værdi

Kraka reducerer kandidater fra universiteter til en markdsøkonomi, der minder om 1990ernes Rusland

»Ligesom Danmark er en stat og ikke en virksomhed, er universiteternes formål bredere, end hvad der kan måles i økonomisk indtjening,« skriver lektor Tine Roesen, en »menig humanist«. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Så vidt man kan læse i et indlæg i Berlingske Business 1. maj skrevet af vicedirektøren i tænketanken Kraka, Jens Hauch, bliver der uddannet alt for mange universitetskandidater med lav samfundsøkonomisk værdi.

Som et indspil til regeringens reform af universiteternes tilskudsordning – taksameterreformen – har Kraka velvilligt leveret en tilskudsmodel, der skal »belønne uddannelser, der uddanner kandidater med høj værdi for samfundet«. Hauchs forudsigelser er, at »når der bliver uddannet færre på eksempelvis humaniora, vil overudbuddet af disse efterhånden reduceres og deres løn stige.«

Jeg er ikke økonom, men menig humanist, som blev chokeret over den manglende argumentation i dette indspil, og som uden tænketank i ryggen nu tillader mig at kritisere de uudtalte præmisser, der lægges til grund for de økonomiske prognoser.

For det første reducerer Jens Hauch uden videre samfundsmæssig værdi til samfundsøkonomisk værdi. Men ligesom Danmark er en stat og ikke en virksomhed, er universiteternes formål bredere, end hvad der kan måles i økonomisk indtjening.

Som Universitetsloven lykkeligvis fastslår (§2 stk 3), skal universitetet bidrage til udvikling af internationalt samarbejde, vækst, velfærd og udvikling i samfundet.

For det andet tages dimittenders erhvervs­indkomst som eneste mål for deres samfundsøkonomiske værdi. Hermed reduceres ikke bare værdi til økonomisk værdi, men også samfundsøkonomi til markedsøkonomi.

Ren markedsøkonomi så man i 1990ernes Rusland, men det vil næppe mange økonomer kalde det danske system. Og det er ikke svært at finde eksempler på job med høj samfundsøkonomisk værdi, der ikke nødvendigvis viser sig i den enkeltes lønniveau. Som for eksempel på de offentlige og overenstkomstregulerede områder, eksempelvis inden for sundheds-, uddannelses- og undervisningsministeriets resort.

Og hvad med alle ministeriernes egne embedsmænd, som for manges vedkommende kunne tjene mere i det private, men som i stedet er med til at bidrage til statens velfungerende? For slet ikke at tale om forsvarsministeriet. Ud fra løn-logikken er reklameforfattere uendeligt meget vigtigere end både læger, gymnasielærere og generaler, og vil sikkert altid være det.

Krakas beregninger, der forhåbentlig ikke er blevet lagt til grund for taksameter­refor-m­en, synes ukritisk baseret på Adam Smiths berømte homo økonomikus, uden hensyn­tagen til hvem der har undervist denne fiktive mand (og nu underviser hans børn), og hvem der forsvarer staten, behandler hans sygdomme og får det offentlige til at fungere, mens han optimerer sin indkomst.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk