Undskyld, er der en professor til stede?

Det har ikke været nogen entydig succes med lærde professorer i erhvervslivets bestyrelser. Undtagelsen er Carlsberg. Hvorfor virker det ikke? Netop universiteterne og de højeste organer i erhvervslivet burde i den grad kunne berige hinanden.

Læs mere
Fold sammen
Carlsberg har en overflod af professorer i bestyrelsen. Forskningstunge virksomheder som Novo Nordisk og Lundbeck har ikke nogen. Novozymes en enkelt, Nykredit en enkelt. Danske Bank har tidligere haft rigtig mange professorer i bestyrelsen, men i dag er bestyrelsen ryddet for professorer.

Egentlig skulle man tro, at virksomhederne stod i kø for at plukke cremen af den højeste videnskab fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School og de andre højere læreranstalter i ind- og udland til bestyrelserne. Og dermed få vægtige input fra den akademiske verden, som ud over at have professorer med høj teoretisk viden også uddanner de kommende topchefer i erhvervslivet. Hvis ikke professorerne ved, hvordan man driver en virksomhed, hvem skulle så vide det?

Men helt så enkelt er det ikke. Måske jeg nu stikker hånden ned i et hvepsebo, men der er sådan set ikke så forfærdelig mange gode eksempler på, hvor professorer konkret har bidraget til at højne bestyrelsesarbejdet.

Der er dog en undtagelse. Carlsberg. Her er professorvældet og professorflertallet direkte skrevet ind i fundatsen, og det betyder, at Carlsberg altid skal have en professor for bordenden i bestyrelsen. Carlsberg-stifteren J.C. Jacobsen arbejdede i sin tid tæt sammen med forskere og professorer fra universitetet, og det samarbejde fandt brygger Jacobsen var så perfekt et match, at det skulle skrives ind i fundatsen.

Og hvordan er det så gået i Carlsberg? For år tilbage blev Carlsberg mobbet for professorvældet og professorstyringen i bestyrelsen. Som en støvet, gammeldags institution, der ikke kunne rykke tilstrækkelig hurtigt og slet ikke matche »drivet« i det brølende erhvervsliv. Medier i ind- og udland gjorde ind i mellem grin med Carlsberg-professorerne, blandt andet op til Carlsbergs køb af det britiske bryggeri Scottish & Newcastle. Hvad ved professorer om business?

Men de tog fejl. Den daværende formand, professor Povl Krogsgaard-Larsen, tog sammen med sin direktion, bistået af den gamle fusionsekspert Jens Bigum, som dengang også sad i Carlsberg-bestyrelsen, fusen på dem alle. Krogsgaard-Larsen fik ændret fundatsen, Carlsberg-bestyrelsen spillede højt spil og vandt magtkampen om Scottish & Newcastle, som i et hug løftede Carlsberg op blandt verdens fire-fem største og mest betydningsfulde bryggerier.

Og den nuværende formand, professor Flemming Besenbacher, er fortsat i samme højenergiske stil. Fundatsen er endnu engang blevet ændret, således at Carlsberg er klar til at foretage store opkøb, men dog samtidig fastholde Carlsbergfondets stemmemajoritet. Endnu engang har professorvældet i Carlsberg kunnet rykke hurtigere end omverdenen havde tiltroet Carlsberg-bestyrelsen.

Nogle vil hævde, at Danmarkshistoriens største virksomhedsopkøb, Scottish & Newcastle-handlen, på den korte bane ikke er en entydig, kommerciel succes. Afgørende er det dog, at Carlsberg har fået positioneret sig rigtigt på den lange bane i den eksklusive del af den globale bryggeritop.

Besenbacher er ikke bleg for at tage bladet fra munden. Når han kigger sig om i bestyrelserne, og især i finansbestyrelserne, imponeres han ikke. Han mener således, at alle de store bestyrelser fint kunne bruge en spørgende professor i bestyrelsen.

Man kan sige, at det har Danske Bank prøvet. I så rigt mål, men ikke med den store succes. Faktisk var Danske Bank-bestyrelsen i de glade 00ere på et tidspunkt overbefolket med professorer. De to økonomiprofessorer Claus Vastrup og Niels Chr. Nielsen samt marketingprofessor Majken Schultz. Vastrup er fra universitetet i Åarhus, de to sidste fra CBS i København.

Det kunne dog ikke forhindre Danske Bank i at ramle ind i sin værste krise siden 1920erne. I dag er der ingen professor i Danske Bank-bestyrelsen. Og man kunne såmænd finde andre eksempler, hvor koblingen professorer og bestyrelser ikke helt har virket.

Det kan synes overraskende, at CBS i København ikke er betydeligt stærkere repræsenteret i de store danske virksomheders bestyrelser. Man skulle tro, at de lærde fra CBS i den grad kunne bidrage med væsentlig viden til big-business bestyrelserne.

Men CBS-folket er – stort set – fraværende i bestyrelserne i de store selskaber. Flere af dem som eksempelvis professor Flemming Poulfelt har nogle poster, men det er typisk i mindre virksomheder, mens andre slet ingen poster har. Københavns Universitet og Aalborg Universitet er også fraværende, mens få professorer fra universitetet i Aarhus kommer til syne i bestyrelserne. Ud over Carlsberg-professorerne er det faktisk kun professor Nina Smith fra Aarhus Universitet, der stikker hovedet frem. Hun er i bestyrelsen både i Carlsberg og Nykredit.

For år tilbage, et par årtier siden, var det ikke velset, at det kapitalistiske erhvervsliv og den højere videnskab på universiterne blandede blod. Sådan er det ikke mere. Disse grænser er i dag langt fra så skarpe. Og egentlig skulle man mene, at netop universiteterne og bestyrelserne i erhvervslivet kunne berige hinanden.

Med meget, meget få undtagelser – vel kun Carlsberg – synes der ikke at være fundet en model for, hvordan både bestyrelserne og universiteterne har kunnet skabe merværdi – begge steder – ved at blande blod. Måske det handler om manglende respekt for hinandens områder. Måske professorer har det svært med hurtige beslutninger og den intuition, som også er en del af det at være virksomhedsleder. Og måske virksomhedsledere ikke respekterer og anerkender den værdi og de spørgsmål, professorer kan bringe ind i bestyrelsen.

Eller måske er der bare så pokkers, pokkers langt fra teoribøgerne til den kontante og uforudsigelige virkelighed.