Ukraine vil vinde krigen. Men det er ikke nok

Jeg er ret sikker på, at EU i 2022 vil anerkende Ukraine som kandidat til medlemskab og begynde at forhandle om optagelse. Det er en lang vej, som vil kræve masser af reformer, men det bliver vores opgave. Og vi vil gøre det. For det er den eneste måde at stoppe Putin på, skriver den ukrainske journalist Sergiy Sydorenko.

Putin har ikke opnået, hvad han i sidste ende ønskede. Tværtimod har han samlet Ukraine om Europa, skriver Sergiy Sydorenko. Her holder Ukraines præsident,  Volodymyr Zelenskyj, pressekonference 3. marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergei Supinski / AFP / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg skriver dette til lyden af en høj luftalarm i Kyiv, men jeg går ikke i beskyttelsesrum. Forbløffende, hvor hurtigt folk har vænnet sig til den nye fare – jeg reagerer dårligt nok på sirenen, medmindre jeg kan høre eksplosioner i nærheden.

Men i den nordlige udkant af Kyiv, hvor min søster bor, har folk ikke det privilegium. Flere små byer – Butja, Irpen, Borodjanka, Vorzel, Hostomel – befinder sig nu på den vej, den russiske hær har valgt for at komme til hovedstaden. Her er ingen luftalarmer, for ingen behøver dem – ellers ville de lyde 24/7. Militærhelikoptere og kampfly er blevet den nye normal.

Den hovedvej til Kyiv, som går forbi byerne, er bogstaveligt talt tætpakket med russiske kampvogne og pansrede køretøjer, så de nye invasionsstyrker skyder sig vej gennem boligområderne ved at sigte vilkårligt på alt.

Men du finder knap nok tegn på panik der. Utroligt nok er den stærkeste følelse lige nu beslutsomhed.

Det samme gælder overalt i landet: 88 procent er overbevist om, at Ukraine vinder krigen, og 98 procent støtter den ukrainske hær, ifølge den seneste meningsmåling. De territoriale selvforsvarsstyrker har fra første dag været fulde af folk. Selv i de overvejende russisktalende områder står frivillige i kø for at slutte sig til hæren og forsvare Ukraine mod den russiske aggression.

Putins forestilling om, at Ukraine vil overgive sig, er ren indbildning.

Men lad mig fortælle, hvad jeg følte 24. februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine. Det var en stærk fornemmelse af déjà vu.

Tilbage i 2013, en tidlig, kold morgen 30. november, stod jeg og bankede desperat på en hoteldør for at vække den EU-diplomat, som overnattede der, for at fortælle om chokerende hændelser, som var ved at udfolde sig i Kyiv. Det var lige efter topmødet i EUs østlige partnerskab, hvor Ukraines præsident, Janukovitj, havde nægtet at skrive under på en samarbejdsaftale, som mange i Ukraine så som et symbol på deres europæiske drømme.

Grunden til, at han nægtede, var overhovedet ingen hemmelighed. Den havde et navn: Vladimir Putin.

Sergiy Sydorenko. Fold sammen
Læs mere

Putin og Janukovitj havde indgået en studehandel, som indebar, at Ukraine skulle distancere sig fra EU. I Vilnius gjorde Janukovitj, hvad han havde lovet: Lod sig ydmyge og besluttede ved sin tilbagevenden til Kyiv at lade det gå ud over proeuropæiske studerende, som havde forsamlet sig fredeligt på hovedpladsen i Kyiv. De blev omringet af Janukovitj-loyale specialstyrker og tævet grusomt uden nogen som helst grund. Ren hævn.

Det eksploderede over hele landet.

EU-diplomaten var chokeret over at høre det, men svarede så: »Sergiy, jeg ved, hvad der nu vil ske. Det ukrainske folk vil vælte Janukovitj, og hans efterfølger vil skrive under på associeringsaftalen. Men det bliver ikke en let tid.« Det viste sig at være sandt. Ukraine mistede 100 liv under Majdan-revolutionen, som blev udløst af disse begivenheder. Det var den pris, nationen betalte for sin europæiske fremtid.

Og så kom Putin.

Han gjorde, hvad ingen vestlig hovedstad forventede. Han besatte og annekterede Krim og besatte og ødelagde industriregionen Donbas. En hybridkrig mod Ukraine kostede over 13.000 liv. Rusland ødelagde verdensordenen tilbage i 2014, ikke nu. Ikke kun Putin gjorde det; Rusland gjorde det – det russiske samfund støttede bredt de militære handlinger i 2014 og støtter den blodige invasion nu i 2022. Putins popularitet stiger støt i meningsmålingerne.

Men Putin har ikke opnået, hvad han i sidste ende ønskede.

Tværtimod er det omvendt: Han har samlet Ukraine om Europa. Vi skrev under på associeringsaftalen, fik liberaliseret visumreglerne og gennemførte en række reformer. Opbakningen til EU og NATO er vokset kraftigt. Selv uden at få det gengældt fra EUs side, har Ukraine taget medlemskab af EU til sig som en national tanke.

Man kan kalde det en mørk vittighed, at den hurtigste måde at ødelægge den nationale tanke er at udslette nationen.

Men for Putin er det slet ikke nogen vittighed.

I 2008 sagde han for første gang åbent på NATO-topmødet i Bukarest, at han ikke anerkender den ukrainske nations ret til at eksistere, og det har han gentaget år efter år. I de seneste uger og dage er han gået fra ord til handling.

Lad os ikke vende et blindt øje til, at Europa ikke forstod det dengang i 2014. Men i 2022 er Vesten omsider begyndt at vågne op.

Og det er det, mit déjà vu handler om.

Selvfølgelig vinder Ukraine lige som med Majdan-revolutionen. Men det er ikke nok.

Jeg er ret sikker på, at EU i 2022 vil anerkende Ukraine som kandidat til medlemskab og begynde at forhandle om optagelse. Det er en lang vej, som vil kræve masser af reformer, men det bliver vores opgave. Og vi vil gøre det. Bare giv os en chance.

For det er den eneste måde at stoppe Putin på.

Formålet med hans handlinger i forhold til Ukraine er at forhindre os i at gå ind i EU og NATO. For at stoppe det, må man åbne døren. Jo før EU indser det, jo bedre vil det være for Europas sikkerhed.

Ukrainerne har med vores bedrifter vist, at vi er europæere. Vi fortjener det, for vi er den eneste nation, som kæmper for sin europæiske fremtid.

Og sidst, men ikke mindst: Ukraines integration i EU kan forandre det grimme Rusland, vi nu ser. Der findes ingen bedre måde at vise det russiske folk, at demokratisering fører til velstand, end at vise det med Ukraines eksempel.

Demokrati kan være smitsomt i det postsovjetiske rum. Det er Ukraine nøglen til.

Sergiy Sydorenko er redaktør på websitet European Pravda i Kyiv.

Oversat af Bibi Christensen