Ugens optur: Fakta taler mod kvindekvoter

Replik. Malplaceret at tale om »håbløs ubalance« mellem mænd og kvinder i topledelse.

Læs mere
Fold sammen

Peter Suppli Benson skriver i Berlingske Business 6. oktober i »Ugens op- og nedture«, at kvinders fremmarch i toppen af dansk erhvervsliv mangler, og at der er en »håbløs ubalance« mellem mænd og kvinder i toppen af virksomheder, som ikke kan løses uden »hårde tiltag«.

Tallene viser et noget andet billede.

DIs analyse fra august 2017, som bl.a. bygger på tal fra Erhvervsstyrelsen, viser, at andelen af kvinder i de store, danske selskabers ledelse og bestyrelser fortsat stiger. På bare tre år er andelen af kvinder i de børsnoterede selskaber steget med 70 pct. I large cap-selskaberne udgør kvinder nu mere end en fjerdedel (26,4 pct.) af de generalforsamlingsvalgte bestyrelses­medlemmer.

Gennemgangen viser også, at udviklingen i fødekæden til toplederstillinger og bestyrelsesposter er godt på vej – 23 pct. af alle ledelsesposterne i den private sektor er besat af kvinder.

Det tal skal ses i lyset af, at kun 33 pct. af de heltidsbeskæftigede i den private sektor er kvinder. Derfor er det faktuelt forkert at tale om en »håbløs ubalance«. I den offent­lige sektor er andelen af de heltids­beskæftigede kvinder 65 pct., og 54 pct. af lederposterne er besat af kvinder.

Den positive udvikling i det private erhvervsliv herhjemme står i klar modsætning til udviklingen i Norge. Efter ti år med kvoter er fødekæden til bestyrelserne i de kvoteomfattede selskaber gået helt i stå. Den står faktisk bomstille. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at fødekæden i de norske selskaber (AS), som ikke er omfattet af kvotelovgivningen, er i en positiv udvikling i forhold til at øge andelen af kvinder på toplederposterne. Fødekæden synes at virke – netop når virksomhederne ikke er omfattet af kvoter.

Hertil kommer, at Danmark ligger rigtig godt sammenlignet med de andre europæiske lande. Andelen af kvinder i de store selskabers bestyrelser er steget markant gennem de seneste ti år både herhjemme og i de 27 andre lande i EU-28. I Danmark ses en markant stigning op til 28 pct. mens det for EU-28 er steget til 24,6. Andelen af kvinder i bestyrelserne i Danmark ligger med andre ord 13,8 pct. over niveauet for EU-28.

Fakta er altså, at virksomheder løbende arbejder med god selskabsledelse og fastsætter måltal på bestyrelsesniveau samt arbejder for at få flere kvinder til at forfølge en toplederkarriere. En tilgang som har medført, at kvinder i den grad har gjort indtog i bestyrelseslokalerne i de danske selskaber, hvilket gør kvoter helt unød­vendige.

Derfor er det mildt sagt malplaceret, at Berlingske Business på kommentarplads igen forsøger at bygge en brændende platform for kvoter og taler om en »håbløs ubalance«.