Ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

Aller-ejers champagne på en Yacht i Polynesien, en hårdt kæmpende andelshaver og en presset Nordea-topchef præger ugens op- og nedture.

Se og Hør-ejer Bettina Aller opdaterede fredag sin Facebook-side med et billede, hvor hun skåler i champagne ombord på sin store yacht i havet ud for Tonga i Polynesien. Det skete samme dag, som Aller-familiens håndgangne mand, direktør Pål Tore Krosby, var ude i talrige medier i et stramt styret mediestunt, hvor han forklarede om Allers reaktion på Se og Hør-skandalen. Dårlig timing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

OPTURE:

Kold luft i Humlebæk

Det var lidt af en bombe, der sprængtes med opgøret i topledelsen i det ellers succesrige Coloplast med base i Nordsjællands Humlebæk. På gossipredaktionen vurderede vi for og imod, om hvem der er vinder og hvem der er taber i den sag. Og her er så udfaldet: Efter devisen om, at det er i de gode tider, man skal foretage ændringer, så man undgår at falde i hullerne i dårligere tider, bliver Coloplast-formanden Michael Pram Rasmussen vinder i den sag. En smiling killer, der vedkender sig forpligtelsen til at bruge magten.

Taberen hedder Lene Skole, som derfor forlader Coloplast. Hun har siddet i direktionen i snart ti år, de senere år sammen med topchefen Lars Rasmussen. Bestyrelsen har imidlertid ment, at det var tid for en udvidelse af direktionen. Det var Lene Skole imod, og så var karrieren i Coloplast slut – hun fortsætter til en stilling som direktør i Lundbeckfonden. Lene Skole kan selvfølgelig godt have en pointe med sin utilfredshed med ændringerne i toppen, men det er nu engang ejergruppen og dennes forlængede arm, bestyrelsen, der har det sidste ord omkring sammensætningen af direktionen.

Buldozeren fra Klostergården

Der er behov for bulldozere som Lars Erik Sebbelov. En fri mand, der er økonomisk uafhængig, som ikke har en masse hensyn at tage og som derfor har saften og kraften til at slå i bordet, også over for hæren af advokater i banker og realkreditselskaber. Ja endog modet til at gå i kødet på chefen for skifteretten i København, dommer Torben Kuld Hansen. Lars Erik Sebbelov, 69 år, er ejer af en værdifuld virksomhed og så er han også andelshaver i boligforeningen Klostergården AB.

Klostergården er en af de andelsboligforeninger, der er gået konkurs i kølvandet på den finansielle krise, og som derfor har haft en række slagsmål med sin bankforbindelse Nordea, der har store penge i klemme. Klostergårdens andelshavere har selvfølgelig selv en stor del af skylden for de økonomiske problemer, men Lars Erik Sebbelovs involvering viser, at hverken panthaver (Nordea) eller skifteretten kan skalte og valte med juraen efter forgodtbefindende. Så vidt er det kommet, at skifterettens dommer Torben Kuld Hansen af Højesteret er dømt inhabil i forhold til Klostergården. Det er en utrolig sag i retssamfundet Danmark – bragt til veje af Lars Erik Sebbelov.

Lyden af Tommy Andersen

Gossipredaktionen er til stadighed på jagt efter den gode historie, iværksætteren, ham eller hende, der – trods rygtet om Danmark som et u-iværksætterland – bare ikke kan lade være med at bøvle på. En af dem er Tommy Andersen, serieiværksætteren som han kaldes. Han er medejer og leder vækstraketten Libratone, der udvikler og producerer trådløse højtalere med bl.a. Apple i kundekredsen. Modsat storebror B&O i Struer, så har Libratone succes på top- og bundlinjen.

Nu tilføres Libratone så et trecifret millionbeløb fra asiatiske investorer, og det gør, at Libratone og Tommy Andersen kan tage næste skridt op ad stigen. Nu hvor vi er ved de gode historier, som Berlingske dyrker hver dag på de faste Vækst-sider i Business, så kunne man også nævne den blot 22-årige medstifter og direktør i iværksættervirksomheden Agera, Rico Andersen, eller iværksætterteamet i Airhelp-virksomheden, Henrik Zillmer, Greg Roodt og Nicolas Michaelsen. Så helt galt står det altså ikke til med iværksætterkulturen i Dronningens Danmark. 



NEDTURE:

Håber champagnen smager dig, Bettina

Champagne er godt, meget champagne endnu bedre. Men mon ikke ganske mange fik champagnen, eller hvad de nu drak, galt i halsen, da Se og Hør-ejer Bettina Aller fredag opdaterede sin Facebook-side med et billede, hvor hun skåler i champagne ombord på sin store yacht i havet ud for Tonga i Polynesien. Det skete altså samme dag, som Aller-familiens håndgangne mand, direktør Pål Tore Krosby, var ude i talrige medier i et stramt styret mediestunt, hvor han forklarede om Allers reaktion på Se og Hør-skandalen.

Bettina Aller kan for min skyld gøre med sine penge, som hun vil. Men timingen i hendes Facebook-eskapader vidner om en Se og Hør-ejer, som totalt mangler situationsfornemmelse og reel erkendelse af, hvor stor skandalen er – på et blad, som hun og familien ejer og profiterer voldsomt af. Hun har været ude at sige undskyld til overvågningsofrene, en undskyldning som det er svært at tage alvorligt, når hun ikke i langt større udstrækning tager ansvar i oprydningen efter skandalen. Det kan godt være, at hun ingen viden har haft om tys-tys kilden. Men profitten fra de ulovlige historier er i hvert fald afgørende for, at hun kan leve sit champagneliv – uden at skænke skandalen en tanke.


I frit fald fra himlen

Der skal noget til, for at en bestyrelse fyrer en direktør, som man bare få dage tidligere har givet sin fulde og uforbeholdne støtte. For nu tidligere Krifa-direktør Jesper Wengel, er det fakta, efter at den kristlige direktør blev smidt ud af fagforbundet efter et oprør, der på kort tid sendte direktøren fra himmel til helvede. En håndfuld vigtige mellemledere gik nemlig til bestyrelsen og krævede Wengels fyring – en fyring, som bestyrelsen ikke ville give. Så forlod mellemlederne arbejdet, og en håndfuld andre medarbejdere gik samme vej. De ville ikke længere acceptere Wengels ledelsesstil, som kaldes enevældig og diktatorisk.

Den reaktion rystede bestyrelsen i en grad, så man valgte at fyre Jesper Wengel, der dermed må siges at være oplagt på denne uges taberliste – uanset, hvor meget hjælp han har fået ovenfra. For en ting er, at medarbejdere er vrede på deres direktør, en anden er, at de er villig til at sætte handling og job bag deres kritik og vrede. Den slags kan en bestyrelse dårligt sidde overhøring – uden at man risikerer, at en ellers succesrig virksomhed som Krifa ville blive flået i småstykker.


Clausen måtte trække blank

Fik du nærlæst interviewet, som vort søsterorgan, Berlingske Business, bragte forleden med Nordea-topchef Christian Clausen? På gossipredaktionen blev interviewet et af ugens mest omdiskuterede – ikke mindst fordi seniorredaktør Hansen selv har en lang sparekasse-karriere bag sig og derfor kender den gode Clausen godt.

Christian Clausen havde sagt ja til interviewet, selv om han vist ikke rigtigt havde lyst til at diskutere den kritik, som i tiltagende grad er blevet rejst mod Nordea-ledelsen. Medarbejderne oplever, at samarbejdet med ledelsen er blevet dårligere, at det er vanskeligt at forhandle, og at forholdene for de ansatte bliver stadig dårligere i en tid, hvor Nordea er i gang med detaljerede spareplaner.

Det har ført til offentlig kritik og det har – hvis man ser en kobling – ført til, at talrige fremtrædende Nordea-direktører over de seneste måneder har forladt banken. Den slags kritik ses ikke ofte, og det er første gang, at Christian Clausens stil og linje for banken for alvor udfordres. Det er skidt for en ledelse, når medarbejdere direkte lufter deres utilfredshed og interviewet viser da også en bankdirektør, der er presset og ikke rigtigt kan lide, at han nu udfordres internt.