Udlandskommentar: Tyrkiets og Europas mørke fortid

Ingen opnår noget ved at slå hinanden i hovedet med historien. Vi bærer alle på grusomme forbrydelser, og det er måske på tide, at noget af fortiden befinder sig der, hvor den hører hjemme – i historiebøgerne og ikke i propagandalitteratur i de enkelte landes udenrigsministerier.

Hvis man tror, at tyrkernes værste problem er kurderne, så må man tro om igen. Tyrkerne har et endnu større mareridt. Det er, at verdenssamfundet anerkender op mod to millioner armenieres død som et folkedrab begået af det daværende ottomanske imperium i 1915.

USA har følt den tyrkiske vrede den seneste uge. Franskmændene har for længst gjort erfaringen. Det koster dyrt i eksport og samarbejde med Tyrkiet at tvivle på den officielle tyrkiske version af den armenske historie – nemlig at der ikke har fundet et folkedrab sted.

Hjemme på min bogreol er der et solidt to-bindsværk. Hvert bind består af cirka 2.000 sider. Den har stået der, siden jeg som ganske ung journalist var i Tyrkiet for at dække militærkuppet i 1980. Generalerne var lette at få i tale. De var lige efter kuppet i rigtig godt humør. De havde nemlig fået has på de to af de ledende politikere, den borgerlige Suleyman Demirel og socialisten Bülent Ecevit, og placeret dem i husarrest. Begrundelsen var, at de to politikere ved deres ubeslutsomme optræden var ved at føre Tyrkiet ud i kaos.

GENERALERNE VAR især glade for, at Vesten stiltiende havde forstået den særlige tyrkiske forfatning, som giver generalerne magt til at korrigere, hvis demokratiet er ved at løbe løbsk – en ret de havde fået af det moderne Tyrkiets stifter, Kemal Atatürk. Atatürk frygtede nemlig mere end noget andet, at det moderne Tyrkiet skulle gå under i politisk kævl og religiøs ekstremisme. Tyrkiet skulle være et moderne samfund efter vestligt forbillede, og generalerne var garanten for, at denne vision ikke skulle gå tabt.

DA GENERALERNE DENGANG i 1980 var mest højstemte og roste deres egen forståelse af Tyrkiets kompleksitet, så var det, at jeg spurgte til armenierne. Det resulterede i, at istapperne bogstaveligt talt voksede ud af væggene. Mit program med interessante diskussioner med lærde på universiteterne blev de følgende dage erstattet med et strabadserende program, hvor jeg fik lov til at møde unge tøjdesignere, der absolut ikke havde nogen mening om noget som helst politisk, men mere var interesseret i at fremvise deres nyeste haute couture. Jeg lærte meget om tyrkisk mode. Og så fik jeg tobindsværket med hjem, så jeg kunne blive klogere på det armenske spørgsmål.

Jeg slap billigt i den forbindelse. Det gjorde Frankrig ikke. Den franske regering gennemførte i 2001 en afstemning i parlamentet, der netop anerkendte de to millioner armenieres død som et folkemord. Det kostede den franske stat en nedgang i eksporten til Tyrkiet på 40 procent. Da Frankrig sidste år skærpede kursen og ville gennemføre en yderligere stramning, røg også det militære samarbejde.

Derefter måtte præsident Sarkozy træde i karakter. Han lod gennem sine embedsmænd forstå, at det nok ikke er sandsynligt, at denne skærpede lovgivning ville blive fremlagt i Senatet. Og dermed stillede tyrkerne sig tilfredse.

SOM VORES Washington-korrespondent, Karl Erik Stougaard, i Washington forleden kunne konstatere, er amerikanerne også ved at trække i land med deres Armenien-resolution.

»Tyrkerne er blevet sure, hvilket tilsyneladende er kommet som en overraskelse for den demokratiske ledelse i Kongressen, og nu lyder det fra mange sider, at de hellere må finde andre opgaver at kaste sig over. Opgaver, der er mere presserende her i oktober 2007,« som vores korrespondent så smukt formulerede det.

Sandheden er, at man ikke ustraffet leger med Tyrkiet. Tyrkiet er med deres NATO-medlemskab for vigtig en strategisk samarbejdspartner for Vesten. Og med deres nylige beslutning om at invadere den nordlige del af Irak for at straffe de kurdiske separatister, er der god grund til at tænke over, om resolutioner om fortiden er værd at fremsætte. Hvis det sker, vil USA miste kontrollen med det eneste fredelige område i Nordirak.

SÅ LÆREN er måske den samme, som vi har erfaret gennem EU. Ingen opnår noget ved at slå hinanden i hovedet med historien. Vi bærer alle på grusomme forbrydelser, og det er måske på tide, at noget af fortiden befinder sig der, hvor den hører hjemme – i historiebøgerne og på museerne og ikke i propagandalitteratur i de enkelte landes udenrigsministerier.

Det kræver selvfølgelig, at man erkender sin egen historie og står ved den. Og det kan være svært, men ikke umuligt – heller ikke for tyrkerne. Det er i hvert fald den eneste vej frem, hvis der skal skabes varig fred og samarbejde.