Uden helte, med kokain

I det hele taget er helte noget af det, der er vendt tilbage i mine 30ere. Jeg beundrer Lise Nørgaard for at have truffet stærke familie-fravalg i en tid, hvor familien nærmest valgte sig selv, og mange levede som gengangere i ægteskaber, der var de rene parcel-mausolæer.

Som ung i 80erne beundrede jeg ikke kun Madonna og George Michael, men også Darth Vader, Star Wars-trilogiens mørke tjener. Dog ikke for hans livslange indsats for at reducere stolte galakser til menneskelige ølbrikker – jeg beundrede ham for et særligt øjeblik, der til gengæld gjorde hele forskellen.

Ca. 12 år gammel sidder jeg i den lokale biograf i Århus-forstaden Risskov og ser The Return of the Jedi sammen med min ældste storebror. Et vendepunkt. Luke Skywalker, der har vist sig at være Darth Vaders søn, er såret af ondskabsinkarnationen Kejseren, og noget rører sig nu i Vader, som ellers ikke har ry for at være blød. Det er kærligheden. Resolut dræber han Kejseren, velfortjent og brutalt, men bliver selv dødeligt såret, og da Luke løfter den sorte maske af sin døende far, er det første gang, de ser hinanden i øjnene. Luke, siger Darth Vader og erkender med en styrke, der rammer mig som en knytnæve i biografmørket, jeg har levet mit liv forkert, jeg har truffet alle de forkerte valg.

Han dør, og jeg græder som pisket.

Det er noget stort over mennesker, som kan kaste et usentimentalt blik på deres liv og tage deres eksistens på sig, også selv om den er forfejlet. Det er helte, der er i stand til det. De kan rejse sig af ruinerne af sig selv, ranke ryggen moralsk og stå ved deres handlinger og nederlag. Den slags afføder respekt i min bog.

I det hele taget er helte noget af det, der er vendt tilbage i mine 30ere. Jeg beundrer Lise Nørgaard for at have truffet stærke familie-fravalg i en tid, hvor familien nærmest valgte sig selv, og mange levede som gengangere i ægteskaber, der var de rene parcel-mausolæer. Jeg beundrer Suzanne Bjerrehuus for at være sig selv fra det yderste af sit blonde hår til den tånegl, der med sikkerhed er lakeret knaldrød, også i kræft- og krisetider. Og så beundrer jeg Paula Larrain for at rejse sig op en morgen og gå fra snurrende tv-kameraer, fordi teknikken og forholdene svigtede, men det gjorde hendes professionalisme ikke. Mod, mine damer og herrer.

Naturligvis er historien også fuld af modige mænd, som indtager månen, opfinder livsvigtige vacciner, padler over Atlanten i en bananbåd og standser kampvogne med en blomst. Tillykke. Så fint er verden nemlig indrettet, at den ikke helte-screener for genetisk kode, kun for mod og symbolske hår på brystet.

Da jeg en aften på min Facebook spørger, hvem folk beundrer og opfatter som deres helte, bliver der først helt stille. ”Hvorfor?”, er der en, der spørger. Skeptisk som havde jeg bedt ham om koden til sit dankort. Jeg når at tænke, at vi i dag kun er vant til at dyrke fodboldhold, og ellers bedst kan forsamles om forargelsen, når der er en, der træder lidt ved siden af – som f.eks. Jørgen Leth, Jeppe Nybroe og Jeppe Kofod, der alle har prøvet at blive ramt af klyngebomber af forargelse parret med smålighed og nypuritanisme.

Men så kommer svarene væltende.

Prins Henrik, Nelson Mandela, Ayn Rand, Batman, Coco Chanel, Steve Jobs, Pippi Langstrømpe, den kristne survivor Johannes Møllehave og jadekatten Suzanne Brøgger. Barack Obama, Susan Sontag og Madeleine Albright. Nyligt afdøde Svend Auken sniger sig også ind og belønnes for at have beskæftiget sig vedholdende med miljøet, dengang det endnu ikke var trendy.

Der aftegner sig et billede af helte, der forandrer verden og af helte, der forandrer sig selv. Sekulariserede helte, der ikke behøver at mule en græsk hær for at træde i karakter, og som i mange tilfælde har en såre menneskelig historie at fortælle om at være eventyrlig i deres eget liv uden at der går kruspersille og om lidt er kaffen klar i den. Det gør der i Robert Normann og Halfdan Rasmussens ”Noget om helte”, som sikkert er dejlig at synge til gravøl og guldbryllupper, men ikke særlig opbyggelig i sin sødladent ironiske insisteren på, at de største kampe er dem, vi kæmper mod havens ukrudt. Kun en Archilleus med tredobbelt lobotomi ville nikke anerkendende til det.

Selv har jeg en svaghed for mennesker, der er i stand til at komme igen. Ligesom Darth Vader og – i lidt mere jordnær skala – Karen Blixen efter sit afrikanske kollaps og ikke mindst for min lækre Liberalist, som i lyserød skjorte og jakkesæt drikker vin med mig en eftermiddag på Østerbro – på snart behørig afstand af det, der var hans midlertidige Waterloo.

Han minder mig om, at i vores generation, 30erne, zapper vi mellem heltene og er utro i vores beundring. Han beundrer selvfølgelig politisk mørkeblå ronkedorer, og mens han snakker om dem, ser jeg ud over Søerne og får den tanke, at der både er langt mellem de sorte svaner og mellem heltene i 30erne.

Er vi så rundede af velfærdsstaten og den socialpolitiske 80er-folkeskole, at vi har mistet musklerne i vores arme, fordi der ikke har været noget at kæmpe for? Er vi blevet en flok ironikere og useriøse slapsvanse i forlængelse af vores østrogene institutionsliv? Jakob Ejersbo tog konsekvensen og kaldte os en fortabt generation i sin posthume udgivelse ”Eksil”.

Og måske har han ret. Måske er vi en generation uden egne helte, mere optaget af at spille Playstation end af at sætte en politisk dagsorden, og med et mere naturligt forhold til kokain (hvilket en unavngiven jetsetter bevidner om) end til at træde i karakter.

Nedslående. Hvis det her er sandt, gider George Lucas næppe instruere en eneste film med nogen af os. For når vores generations Darth Vader får masken pillet af, siger han: Luke, jeg skulle have spillet mere Playstation, jeg skulle have shoppet mere i Holly Golightly.

Og Luke vil sige: Tag dig sammen, din generationstaber.