Uddannelse er billetten til fremtiden

Synspunkt.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Under overskriften »Robotter vil skabe en halv million danske job« satte Berlingske Business forleden fokus på de forandringer, som McKinsey ser i årene frem mod 2030.

Det er et vigtigt emne, men overskriften forleder en til at tro, at der kommer en masse nye jobs. McKinsey vurderer, at der kommer 25.000 flere jobs over de næste år, men det meste handler om forandrede jobs, hvor en lille halv million danskere i runde tal skal omstille sig og lære noget nyt.

Det er en monumental samfundsopgave, som vi skal løse på meget få år. Dels er det ikke alle, der lige ser sig selv tilbage på skolebænken igen. En analyse i Ugebrevet A4 viste i sommer, at knap 40 pct. af de faglærte og godt halvdelen af de ufaglærte slet ikke så et behov for mere efter­uddannelse. Dels må jeg som repræsentant for en del djøfere desværre konstatere, at den netop indgående trepartsaftale reelt ikke tilgodeser alle på arbejdsmarkedet. Groft sagt er hundredetusinder af akademikerne overladt til sig selv – og langt de fleste af dem ser endda behovet for at efter­uddanne sig i takt med udviklingen.

I Djøf er vi godt i gang med at afdække mulige perspektiver for fremtidens arbejdsmarked i vores projekt »A Working Future«. Det gør vi med udgangspunkt i en tro på fremtiden, men også en overbevisning om, at vi skal tage fat i årerne, hvis vi skal sejle sikkert ind i fremtiden fremfor at lade andre skubbe os hid og did i forandringens bølger.

For vi kan selvfølgelig godt sige, at det er den enkeltes problem. Men når forretningen ændrer sig, skal alle i en virksomhed jo tænke nyt og tilegne sig nye færdigheder. Det gælder også mig selv, der sidder som djøfer i en stor international virksomhed.

Ellers kan vi jo ikke levere det optimale på bundlinjen i en verden af forandring.

Her er ny viden og nye kompetencer en central del af det kommende årtis enorme omstillingsproces. Derfor er jeg helt enig med den danske direktør for McKinsey, når han siger, at der skal investeres mere i uddannelse og efteruddannelse. For alle, får jeg lyst til at tilføje.

Realiteten er bare, at den seneste trepartsaftale forspildte en gylden mulighed for at tænke alle på arbejdsmarkedet med i omstillingen. For akademikerne blev som sagt forfordelt i denne ombæring. Det er dårligt for den enkelte, for virksomhedernes konkurrenceevne og for samfundet.

Det går selvfølgelig ikke.

Derfor ser jeg nu med forventningens glæde frem til regeringens kommende strategi for digital vækst, hvor det pinedød er nødvendigt at tænke alle faggrupper med. Og i mellemtiden må vi arbejde videre med i fællesskab – virksomheder og medarbejdere – at sikre, at alle videreuddannes til at kunne udfylde fremtidens kompetencebehov.

For de danske virksomheder har brug for dygtige folk i alle positioner, hvis de skal stå distancen i en skærpet teknologisk og globaliseret konkurrence.