Uber tabte ikke til taxibranchen – men til den danske model

Uber versus taxibranchen er ikke kampen mellem ny og gammel teknologi. Innovationen består jo bare i, at Uber sætter sort arbejde i system.

»Taxibranchen er ikke maskinstormere – vi er meget langt fremme med al den ny teknologi, man kan tænke sig – og vi er klar til at fortælle politikere og andre, hvorledes ny teknologi uden problemer kan indpasses i taxibranchen,« skriver Carsten Aastrup. Illustration: Sergio Perez
Læs mere
Fold sammen

Taxibranchen har i mange år ønsket mere liberalisering og professio­­na­lisering i videste forstand. Med den kommende taxilov er vi på vej i den rigtige retning.

De nuværende fire tilladelsestyper afløses nu af en universaltilladelse, kørsel for private skal foregå via et kørselskontor, der kommer øget fokus på chaufførers uddannelse og ordnede forhold i det hele taget, herunder at samfundet ikke mister skatte­betaling. Der sættes skarpt på forbruger­beskyttelse, trafiksikkerhed, krav til udstyr og miljøkrav.

Alt dette burde ingen jo kunne være uenig i, og der er rigelig med plads til Uber i Danmark inden for rammerne af den moderniserede taxilov, hvis de altså vil spille efter de samme regler som os andre.

Men det vil de ikke.

Ubers forretnings­model svarer til en fodboldkamp mellem to hold, hvor det ene hold ikke spiller med offside- reglen. I en lige og fair konkurrence har Uber ikke en kinamands chance for at begå sig. Og det er nok Ubers egentlige problem.

Uber versus taxibranchen er ikke kampen mellem ny og gammel teknologi. Det er kampen mellem taxikørsel i privatbiler uden nogen form for regulering versus taxikørsel i taxier.

Man kan politisk gå ind for den ene eller anden model med en større eller mindre grad af regulering. Men at stille det op, som om man er imod fremskridtet, hvis man er imod Uber, er efter min mening forkert.

Lad mig slå fast, at Uber ikke er ny teknologi. Teknologien har været kendt og brugt herhjemme i adskillige år, og allerede i maj 2011 gennemførte 4x48 Dantaxi den første app-bestilling. Vi valgte dengang at sende appen ud i lovligt registrerede taxier – og ikke i private biler. Det kunne vi sagtens have gjort – men det har jo ikke noget med innovation at gøre.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan ellers fornuftige folketingsmedlemmer kan falde på halen over en virksomhed, der bruger kendt teknologi til at sætte en app i private biler – og så mene, at det er innovation. Innovationen består jo bare i, at Uber sætter sort arbejde i system.

Vi har for nylig introduceret en ny app, Moove, der kan meget mere end hidtil kendte apps i branchen, og det er sten­sikkert, at Uber ikke kan noget teknologisk, som den etablerede taxibranche ikke kan. Så på teknologifronten har vi ikke noget at frygte fra Uber.

Taxibranchen er ikke maskinstormere – vi er meget langt fremme med al den ny teknologi, man kan tænke sig – og vi er klar til at fortælle politikere og andre, hvorledes ny teknologi uden problemer kan indpasses i taxibranchen. Vi er mere end klar til at diskutere, hvordan vi løser udfordringerne med taxameter, sædefølere etc. Vi er helt med på kunstig intelligens, big data og andre nye teknologier, der rummer muligheder for produkt- og ydelsesudvikling.

Derfor er det også vigtigt, at Folketinget hele tiden tilpasser lovgivningen, så teknologien kan bruges. Men det forudsætter, at virksomheder samtidig arbejder med forretningsmodeller, der svarer til velfærdssamfundets moralbegreber.

Virksomheder med nye og innovative forretningsmodeller skal indstille sig på, at deres strategi skal være i harmoni med alment accepterede spilleregler i dette samfund – det vil sige indordne sig i et godt samspil mellem forretningsmodel, dansk lovgivning og den danske model, som er hele fundamentet for velfærdssamfundet.

Ingen udefra kommende virksomhed kan med rimelighed forvente, at dansk lovgivning automatisk ændres, så den passer til alle de forretningsmodeller, der kommer ind over grænsen.

Hvad vil der ske, hvis en østeuropæisk fødevarevirksomhed ønsker at etablere sig i Danmark – men under de regler, de kender fra deres hjemland? Eller hvis en asiatisk tekstilproducent har lyst til at etablere sig her i landet, men med en miljøpolitik og indstilling til arbejder­beskyttelse svarende til den i deres hjemland?

Uanset om de kan lide det eller ej, skal virksomheder naturligvis indrette sig efter de spilleregler og rammebetingelser, som vores demokratiske systemer nu engang fastlægger.

Alle virksomheder har en legitim ret til at påvirke den politiske proces, til at påvirke lovgivning etc. Med LA som spydspids har Uber fået maksimal medieopmærksomhed og maksimal dialog med hele det politiske system. Der er ingen, der i processen med ny taxilovgivning har nægtet Uber at fremføre deres synspunkter og ønsker.

Ubers ønsker kunne bare ikke rummes inden for de rammer, som et markant flertal af Folketinget har besluttet sig for. Men det er jo spillereglerne for alle virksomheder, der ønsker at ændre en lovgivning, at man er nødt til at acceptere folkestyrets beslutninger – og så derefter indrette sig efter dem. For så hen ad vejen at forsøge at få reglerne ændret.

Uber er oppe imod nordeuropæisk og dansk mentalitet, hvor der er konsensus i hele befolkningen om ordnede forhold på arbejdspladserne, med ordentlig medarbejderbeskyttelse og rettigheder.

Ikke noget med sort arbejde og liberalistisk anarki, hvor chauffører med ordentlige ansættelsesforhold afløses af ubeskyttede daglejere uden rettigheder, af folk der er nødt til at have tre-fire forskellige småjob for at få en dagligdag til at hænge sammen.

Vi accepterer ikke, at selskabernes profit forsvinder ubeskattet ud af landet. Virksomheder i Danmark har også samfundsansvar.

Den danske model er accepteret fra venstre til højre i Folketinget, i LO og DA/DI, fra top til bund i samfundet. Og det kan selv Uber ikke lave om på.