Tysk professor råber op: Giv Trump livstidskarantæne fra politik

Uskadeliggørelse af Trump, vaccinenationalisme og svensk gangsterrap. Tre internationale citater fra ugen, der gik, sætter ord på verden lige nu.

Donald Trump bør afsættes og forhindres i at gøre comeback. Det kan gøres på demokratisk vis. Sådan lyder budskabet fra den tyske professor Jan-Werner Müller. ANDREW CABALLERO-REYNOLDS

Om mindre end to uger vil Joe Biden blive taget i ed som USAs næste præsident. Men hvad skal der ske med Donald Trump? Spørger man den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller er svaret indlysende efter vrede Trump-tilhængeres stormløb på Kongressen. I en klumme for Project Syndicate argumenterer han for at afsætte den siddende præsident hurtigst muligt for at undgå embedsmisbrug. Men ikke nok med det.

»Det afgørende skridt er ikke bare at fjerne Trump, men at give ham livstidskarantæne fra politik. Selvom det ville medføre en permanent indskrænkning af et individs grundlæggende politiske rettigheder, tillader mange demokratier ikke desto mindre denne mulighed. Ifølge den tyske grundlov, for eksempel, kan de, der misbruger ytringsfriheden og andre fundamentale friheder med henblik på at underminere det liberale demokrati, miste deres rettigheder.«