USA er et polariseret land, hvor både venstre- og højrefløj forsøger at boykotte og lukke munden på meningsmodstandere. Nu peger den langhårede tv-stjerne Phil Robertson, kendt fra realityshowet »Duck Dynasty«, i et indlæg for Fox News på menneskesønnen som et af de mest spektakulære ofre for en omsiggribende »cancel culture«, der i dag trives på de sociale medier.
»Det ultimative forsøg på cancel culture kan man naturligvis finde i orkestreringen af mordet på Kristus. Ypperstepræsterne og synedriet opgejlede den hastigt forsamlede folkeskare og fremførte en række vidner for at fremsætte falske anklager mod Herren. Der fandtes ingen sociale medier i det første århundrede, men det forhindrede ikke cancel culture i at gøre sin ting. Det må have taget de jødiske ledere et par timer at samle en hob. I dag kan man gøre det nærmest øjeblikkeligt.«