Turde Danish Crown ikke påkalde sig ministerens vrede?

Danish Crown er sandsynligvis alt andet end glad for, at de måtte redde det lille og urentable slagteri på Bornholm.

Svindebonde Peter Kofoed Brandt (til venstre), produktionsdirektør Søren Eriksen og Bornholms borgmester Winnie Grossbøl var lettede onsdag morgen, da redningsplanen for Danish Crowns slagteri på Bornholm blev kendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Brandborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Slagteriet i Rønne blev som bekendt reddet forleden. Detaljerne i redningsplanen blev afleveret på et pressemøde, der var forlagt til Dansk Industris glashus på Rådhuspladsen i København. Og så skulle man jo tro, at Danish Crown – firmaet, der ejer slagteriet i Rønne og dermed selskabet, hvis ledelse skal skabe en god forretning ud af den fortsatte drift af bornholmer-slagteriet – ville være absolut hovedperson på et sådant pressemøde.

Men nej. I stedet for at tage hovedrollen var det nærmest, som om selskabets ledelse gemte sig på mødet. I stedet var det NNF, Dansk Industri – og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der satte ord på redningen.

Og hvorfor nu det? Det sandsynlige bud er, at Danish Crown er alt andet end glad for, at de måtte redde det lille og urentable slagteri på Bornholm. Undervejs i forhandlingerne om en mulig lukning af slagteriet gjorde Danish Crown det aldeles klart, at slagteriet er urentabelt og ikke ventes at kunne blive en god forretning fremover – redningsplan eller ej.

Det kan godt være, at medarbejderne siger ja til at investere i moderniseringer af slagteriet, og at både lokale og nationale myndigheder har hevet lidt støtte frem. Men den afgørende lønnedgang på otte pct., som Danish Crown havde krævet, kom ikke i hus.

Alt tyder på, at Danish Crown er blevet klemt op i et hjørne i forhandlingslokalet. At de har oplevet en særdeles engageret erhvervsminister, som undervejs i forløbet tydeligvis rykkede uhyre tæt på forhandlingerne og med garanti udtrykte sig »Henrik Sass-Larsen-klart« over for Danish Crown-ledelsen.

Han kan f.eks. have gjort det klart, hvor vigtigt det er for en stor virksomhed som Danish Crown, at man har befolkningens, politikernes og ikke mindst den siddende erhvervsministers velvilje og opbakning – en opbakning, som en minister hurtigt kan konvertere til kolde kontanter og støtte ved en senere lejlighed.

At Danish Crown hørte efter er tydeligt, og mon ikke det tjener dem bedst i det lange løb, mens de bornholmske slagteriarbejdere kan glæde sig over det kunstige åndedræt.