Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Statsministeren har netop skudt de nye trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelse i gang. Kompetenceudvikling er en vigtig del af løsningen på de udfordringer, vi står overfor på det danske arbejdsmarked med mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Det er derfor afgørende, at systemet bliver mere attraktivt og kan være med til at hjælpe med at klæde arbejdsstyrken på med de rette kompetencer.
Arbejdsmarkedet er under store forandringer i disse år, i takt med at digitalisering og ny teknologi spiller en stadig større rolle i mange virksomheder.
Sideløbende opstår der flaskehalse på arbejdsmarkedet, og ifølge PwCs CXO Survey 2017, hvor flere end 500 erhvervsledere har deltaget, er manglen på kvalificeret arbejdskraft en af CXOernes største bekymringer i år.
Så meget desto vigtigere, at vi har et stærkt og effektivt system, der kan klæde arbejdsstyrken på med de rette kompetencer.
Undersøgelsen tegner desuden et billede af, hvad det er for nogle medarbejdere, som erhvervslederne forventer bliver særligt vigtige for deres virksomhed fremover.
Her peger flest erhvervsledere på, at medarbejdere, som er særligt dygtige til kunder, relationer og salg i høj grad er vigtige for deres virksomhed (68 pct.), mens 46 pct. af erhvervslederne peger på medarbejdere med digitale kompetencer.
Som følge af den teknologiske og digitale udvikling er digitale kompetencer i stigende grad vigtige for virksomhederne i dag, men det er fortsat helt afgørende at have ansatte med kundevendte kompetencer.
I en tid hvor digitalisering er allestedsnærværende, er dette især vigtigt at tage med i overvejelserne om voksen- og efteruddannelsessystemet.
Vi har selvfølgelig brug for at uddanne flere IT-eksperter i Danmark, ligesom der er behov for, at de digitale kompetencer bliver løftet på tværs af uddannelsessystemet, herunder voksen- og efteruddannelsessystemet.
Ingen tvivl om det. Men det er mindst lige så vigtigt for virksomhederne, at medarbejderne har forretningsforståelse, er dygtige til at skabe relationer og salg samt kan tænke innovativt og kreativt.
Det understreger, at digitalisering og teknologi nok er vigtige for at fremme salg, men at medarbejdernes evner til at skabe relationer og salg samt tænke kreativt fortsat er nødvendige for væksten i et videnssamfund.
På trods af at en stor del af CXOerne er bekymrede for vanskelighederne ved at rekruttere medarbejdere, forventer langt de fleste vækst, og over halvdelen af erhvervslederne forventer at ansætte flere i det kommende år.
Det er positivt, men det kan blive svært at indfri vækstforventningerne, hvis ikke virksomhederne kan rekruttere de medarbejdere, de har brug for. Derfor er vi nødt til at øge virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk