Topskat vs. vuggestuer: LO prioriterer håb over dokumentation

Foto: Claus Bech.
Læs mere
Fold sammen

Cheføkonom Allan Lyngsø fra LO beskylder i Business 23. juni Cepos for at fordreje vismændenes undersøgelse af børnepasning. Det er ingenlunde rigtigt. Fra venstre­fløjen har det i lang tid lydt, at flere penge til offentligt forbrug (børnepasning, ældre­pleje, biblioteker mv.) i Danmark vil medføre øget beskæftigelse. Der har hidtil ikke været videnskabelige resultater, der underbygger tesen/håbet. Rent teoretisk kan øget offentligt forbrug både have positive og negative effekter på beskæftigelsen.

Det spændende ved den seneste vismandsrapport er, at den beregner en konkret effekt af flere penge til daginstitutioner. Rapporten viser, at man kan øge arbejdsudbuddet med 250 personer, hvis der anvendes to en halv mia. kr. på daginstitutioner (flere forældre afkorter deres barselsorlov). Vismændene betegnede denne effekt som »minimal«. Til sammenligning kan arbejdsudbuddet ifølge Finansministeriet øges med 11 gange så meget (med 2.850 personer), hvis de to en halv mia. kr. anvendes på topskat.

Venstrefløjen har gennem lang tid kørt hårdt på, at de positive udbudseffekter af flere penge til daginstitutioner kan være lige så store som topskatteeffekten. Nu har vi så endelig fået en undersøgelse fra vismændene, men resultaterne falder åbenbart ikke i LOs smag. Vores synspunkt er, at man selvfølgelig skal indregne positive og negative effekter af øget offentligt forbrug, men KUN når de kan dokumenteres i videnskabelige undersøgelser.

Ifølge Allan Lyngsø består CEPOS’ fordrejning i, at vismændene alene beregner effekten af bedre normeringer på deltagelsen på arbejdsmarkedet (dvs. man starter tidligere på arbejdsmarkedet efter endt barselsorlov). Derudover kunne der også være positive effekter i form af flere arbejdstimer for de beskæftigede, fordi forældrene med højere normeringer i vuggestuen gerne vil lade deres børn være længere tid i vuggestuen. Her leverer vismændene ikke nogen beregninger. Men selv om man indregnede en timeeffekt, der er lige så stor som deltagelseseffekten, dvs. på 250 personer ekstra, vil topskatten fortsat være fem en halv gange så effektiv til at øge beskæftigelsen. Det er vigtigt her at pointere, at der ikke er videnskabeligt belæg for en positiv timeeffekt. I øvrigt må man forvente, at udgifter til daginstitutioner er et af de områder, hvor der er størst dynamiske effekter af øget offentligt forbrug. På andre områder må man forvente en mindre effekt eller en negativ effekt. Politikerne kan derfor med sindsro lette topskatten og finansiere det ved lavere vækst i det offentlige forbrug. Effekten på arbejdsudbuddet vil være positiv.

Derudover er Finansministeriets skøn for de dynamiske effekter af topskat yderst forsigtige. Vismændene fandt i 2011 en topskatteeffekt, der er dobbelt så stor som den effekt, Finansministeriet lægger til grund. Finansministeriet ser bl.a. i deres beregninger bort fra de positive effekter på produktiviteten (som Thornings Produktivitetskommission mente var betydelige). Endvidere ses der bort fra, at lavere topskat kan gøre det nemmere at tiltrække dygtige udlændinge, ligesom det bliver mere attraktivt at vælge uddannelser, der giver en høj løn.

Så uanset hvor meget man håber på det i LO-hovedkvarteret, kommer de dynamiske effekter af at bruge flere penge på daginstitutioner ikke i nærheden af de positive effekter af lavere topskat.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk