Gennem længere tid har det fra centrum-venstre været fremført, at der er store dynamiske effekter af nogle offentlige udgifter. Så store, at det er usikkert, om lavere topskat finansieret af lavere offentligt forbrug overhovedet har en positiv effekt på beskæftigelsen.
Typisk er det blevet fremført, at lavere udgifter til daginstitutioner kan have så store negative effekter på beskæftigelsen, at de positive effekter af lavere topskat forsvinder.
De økonomiske vismænd har i deres seneste rapport analyseret mulige dynamiske effekter af offentligt forbrug.
Som det fremgår af vismandsrapporten, er der meget få empiriske resultater fra undersøgelser, der måler en effekt på arbejdsudbuddet/produktiviteten af at øge udgifterne på et specifikt udgiftsområde (f.eks. plejehjem, idrætsfaciliteter, kultur mv.).
Vismændene gennemfører i den forbindelse en undersøgelse af de dynamiske effekter af flere penge til børnepasning. Børnepasning er et af de områder, der oftest nævnes i debatten som et offentligt udgiftsområde, der har positive dynamiske effekter. Og det er et af de områder, hvor man må forvente størst og sikrest effekt. Vismændene finder en meget lille effekt af færre børn pr. voksen. Hvis der tilføres 2½ mia. kr. til øgede normeringer, øges arbejdsudbuddet med 250 personer ifølge vismændene.
Vismændene betegner dette som en »minimal« selvfinansieringsgrad. Sammenligner man med de dynamiske effekter af lavere skat, så er effekten særdeles beskeden. Anvendes 2½ mia. kr. på lavere topskat, så øges arbejdsudbuddet med 2.850 personer ifølge Finansministeriet.
Det er 11 gange så meget som effekten af flere penge til daginstitutioner. Tager man en af de mindst effektive skattelettelser – lavere bundskat – så er den 3½ gange så effektiv som flere penge til daginstitutioner.
For 2½ mia. kr. lavere bundskat øges beskæftigelsen med 900 personer. Vismændenes analyse viser, at alle skattelettelser (med få undtagelser som f.eks. lavere grundskyld og øget personfradrag) finansieret af lavere udgifter til børnehaver vil have positive effekter på beskæftigelse og velstand. Dette skal ikke ses som en anbefaling af lavere udgifter til daginstitutioner.
Det skal ses som en illustration af, at det er særdeles svært at forestille sig, at lavere skat på arbejde finansieret af lavere vækst i offentligt forbrug skulle have en beskæftigelseseffekt på 0 eller lavere.
Vismændene konkluderer, at overførselsindkomster (dagpenge, kontanthjælp, efterløn) mv. overordnet reducerer beskæftigelsen.
Vedrørende det offentlige forbrug kan der både være positive og negative effekter. I princippet kan udgifter til sundhed og uddannelse øge produktiviteten og beskæftigelsen. Omvendt kan øget offentligt forbrug via indkomsteffekten reducere arbejdsudbuddet (når det offentlige stiller gratisydelser til rådighed, så behøver man ikke arbejde så meget).
Vismændene pointerer, at når der er tale om positive dynamiske effekter, så må de antages at være aftagende med mængden af ressourcer, der anvendes på området. Når udgiftsniveauet kommer over et vist niveau, kan produktivitetseffekterne blive negative. Dette er relevant, når det erindres, at Danmark har det næststørste offentlige forbrug som andel af BNP blandt OECD-lande. Spørgsmålet er, om f.eks. uddannelsessystemets udfordringer er manglende ressourcer.
Thornings Produktivitetskommission kom frem til, at det var bedre ressourceudnyttelse, der var brug for, herunder at unge i større omfang vælger uddannelser, der giver et job og en god løn.
Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk
