Topchef-syndromet: Når ledere ikke evner at håndtere dårlige nyheder

SYNSPUNKT. Trump er et fænomen, vi kender fra ledelsesgangen, hvor topchefer isolerer sig fra kritik og omgiver sig med folk, der skaber et behageligt ekkokammer, skriver Michael D. Watkins, professor i ledelse og organisation.

Foto: CARLOS BARRIA.
Læs mere
Fold sammen

Da jeg læste artiklen om præsident Trumps aversion mod dårlige nyheder, kom jeg til at tænke på betydningen af en tilsvarende holdning hos ledende erhvervsfolk.

I artiklen citeres fra en historie i The Washington Post, der handler om, hvordan Trump reagerer på mediernes omtale af kvindemarchen og den negative sammen­ligning af folkemængden ved hans indsættelsesceremoni set i forhold til præsident Barack Obamas for otte år siden:

»Præsident Trump var kun lige vendt tilbage til Det Hvide Hus lørdag efter det sidste indslag i indsættelsesceremonien, en stilfærdig gudstjeneste, da vredesudbrudene begyndte at tårne sig op. Trump tændte for fjernsynet og så der den uheldsvangre sammenkobling – massive og verdens­omspændende demonstrationer vendt mod hans kun ét dag gamle præsidentembede og billeder af den tydeligvis mindre folkemængde ved hans indsættelse, hvor der var åbne områder at se rundt omkring The Mall. Mens hans pressetalsmand, Sean Spicer, stadig var i færd med at pakke sine flyttekasser ud i sit nye, rummelige kontor, blev Trump tydeligt mere og mere ophidset.«

Resultatet var, som vi ved i dag, en hastigt sammenkaldt pressekonference, hvor Spicer gentagne gange aflivede de angivelige forkerte oplysninger om publikums størrelse ved Trumps indsættelse og skosede journalisterne i hårde vendinger. Ved samme lejlighed lykkedes det ham at underminere sin egen status over for medierne.

CEO-syndromet

Selv om der naturligvis er tale om et ekstremt eksempel, der tilmed udspillede sig i fuld offentlighed, så er den slags opførsel, som præsident Trump lagde for dagen, alt andet end usædvanlig; jeg ser den også blandt erhvervslivets topchefer.

Jeg kalder fænomenet »CEO-syndromet« – den farlige tilbøjelighed hos visse ledere til at håndtere dårlige nyheder meget uhensigtsmæssigt. Dertil kommer påvirkningen af alle, der arbejder for den pågældende, samt betydningen for virksomhedens eller organisationens sundhedstilstand.

Det gælder kort sagt, at ledere, som ikke kan håndtere dårlige nyheder, ender med at være omgivet af mennesker, som enten undgår dem eller snakker dem efter munden.

En sådan optræden åbner helt oplagt for en sårbarhed i organisationen, som kan være skæbnesvanger. Hvis dårlige nyheder afvises eller ligefrem undertrykkes, er kriser nærmest uundgåelige. Problemer, som burde være adresseret og taget hånd om, får lov at simre i undergrunden, indtil de eksploderer i skadelige, men »forudsigelige overraskelser.«

Ud over de velkendte farer ved denne type benægtelse får ledere, der ikke selv kan håndtere virkeligheden, også deres underordnede til at lægge afstand til den. Det udløser en proces, hvor disse underordnede bliver stærkt afhængige af deres leder, idet de fanges ind i spillet om at opretholde en konstrueret »virkelighed«.

Følgende smukke eksempel indfanger på fornem vis virkningen af en leder, der ikke kan håndtere dårlige nyheder, på den øvrige del af organisationen:

»Ved at opmuntre sine underordnede til at tale usandt kan en leder undergrave deres uafhængige position generelt, men måske særligt i forhold til offentligheden, medierne og andre medlemmer af organisationen. Det får disse personer til at blive endnu mere afhængige af lederen og samtidig mindre tilbøjelige til at gøre oprør mod kommando­strukturen. Det er en klassisk taktik, når en leder mistror sine underordnede og sådan set også forventer at mistro dem i fremtiden, at han direkte eller indirekte fremmer denne kæde af løgnagtighed.«

På denne vis »inficerer« toplederens dysfunktionalitet hele organisationen, og det får ofte katastrofale resultater.

Lad det ikke ske for dig

Hvor denne opførsel i visse tilfælde ganske enkelt er en del af lederens personlighed, så er ingen, selv ikke den bedste leder, helt immun over for »CEO-syndromet«. Positionen helt øverst i en organisation er ladet med magten til at skabe forandringer – i hvert fald indtil murene styrter sammen. Det er en helt usædvanlig leder, der ikke af og til falder for fristelsen til at skærme sig selv fra dårlige nyheder og lade andre om at håndtere dem. Men det er kun den helt usædvanligt modige (eller dumdristige) medarbejder, der for alvor insisterer på »at sige tingene, som de er«.

Særligt udsatte for dette syndrom er ledere, der har haft rollen i længere tid, og som langsomt har isoleret sig selv fra kritik for i stedet at omgive sig med folk, der skaber et behageligt ekkokammer.

Så lad ikke dette ske for dig.