Tom Jensen efter statsministerens besøg i Israel: Vi mangler svar på et helt centralt spørgsmål

Efter dagens pressemøde i Israel mangler der konkret svar på, hvad Danmark reelt skal have ud af et samarbejde med Østrig og Israel, mener Berlingskes chefredaktør Tom Jensen.

Mette Frederiksen (S) besøgte torsdag Israel for at diskutere vaccine. Her står hun i et fitnesscenter i Israel med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu (til venstre), og Østrigs kansler, Sebastian Kurz (i midten). Fold sammen
Læs mere
Foto: Avigail Uzi/AFP/Ritzau Scanpix

Der kom ikke mange konkrete oplysninger frem på dagens pressemøde i Israel, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, fortalte, hvilke planer de har for en fælles vaccinationsindsats.

Regeringscheferne talte om at iværksætte et samarbejde, der vil indebære en forsknings- og udviklingsfond, som skal forske i vacciner, og om en intention om i fællesskab at etablere en fabrik, der skal producere vacciner.

Men det er for ukonkret et udbytte af statsministerens besøg i Israel, mener Berlingskes chefredaktør Tom Jensen.

»Hvis statsministeren afbryder genåbningsforhandlingerne i Danmark i flere dage for at tage til Israel, så skal hun være i stand til at komme ud med noget mere end det, der kom frem i dag,« siger han:

»Problemet er, at der efter alt at dømme om få måneder vil være rigeligt med vacciner i verden, og samtidig er medicinalvirksomhederne meget klare i meldingerne om, at de om meget kort tid vil være i stand til at omstille deres vaccineproduktion ret hurtigt til nye mutationer og varianter. Så hvad er det, den her udviklingsfond og fælles vaccinefabrik – hvis vi får sådan en – skal kunne, som man ikke kan allerede?«

Tom Jensen mener, at danskerne »med rette kunne have forventet, at der ville komme noget mere konkret ud af mødet, for at de skulle se, at der var tilstrækkelig værdi i, at hun tog derned«, og han påpeger samtidig, at mødet i princippet kunne være klaret online.

»Det er en enorm politisk chance at tage for statsministeren – at afbryde genåbningsforhandlingerne i Danmark for at tage derned og lave det photoup, som det reelt var, fordi de ikke tog imod spørgsmål,« siger Tom Jensen.

Klokken 17:40 vil statsministeren svare på spørgsmål fra journalister på et nyt pressemøde.

»Det helt centrale spørgsmål er, om Danmark, Østrig og Israel i dag har aftalt noget, som alle lande i hele verden ikke vil kunne få alligevel inden for den tidsramme, vi taler om. Det er jo ikke i morgen, der kommer en fælles vaccinefabrik. Det vil ifølge eksperterne tage i hvert fald et halvt år. Og dér vil den globale vaccineproduktion være oppe på et helt andet niveau end i dag. Så hvad er det, vi får ud af det her partnerskab, som vi ikke kan få allerede? Det mangler vi svar på,« lyder det fra Berlingske chefredaktør.