Tillid er samfundets fundament

Kronik: Det vigtigste er, at når en dansk politiker lover danskerne noget, så holder han eller hun det faktisk. Det samme når en virksomhedsleder lover sit personale noget. Eller når vi lover hinanden noget i familien: at vi så også rent faktisk holder det og ikke kommer med søforklaringer.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vores dagligdag er gennemsyret af tillid. Vi har tillid til familie og venner. Vi har tillid til medtrafikanter, pædagoger, lærere, embedsfolk, dommere, politi, politikere, håndværkere osv. Og vi har typisk også tillid til andre medborgere generelt – i hvert fald i et land som Danmark, hvor næsten tre ud af fire danskere stoler på folk, de ikke kender.

Til trods herfor vrimler den danske presse med eksempler på tillidsbrud: Forbrydelser, svigt, snyd, skandaler. Tænk blot på Peter Brixtofte-sagen, der startede i foråret 2002, eller Tønder-sagen i 2005. Ja, og naturligvis den nuværende sag om Stein Bagger og IT Factory. Her afspejler den enorme nyhedsinteresse vel meget godt almindelige folks manglende tillid til finanssektoren generelt, og finansielle ledere i særdeleshed.

Indrømmet: Vi lever i en hektisk tid med finanskrise og oplevede tillidsbrud. Alligevel bør vi huske, at der er tale om afvigelser fra det normale – primært heri består nyhedsværdien. Uden tillid ville vi opleve verden som kaotisk. Vi ville ikke engang turde vove os udenfor døren og da slet ikke ud i trafikken. Tillid udgør dog ikke bare fundamentet under vore private liv men under hele samfundet som sådan.

I økonomisk henseende bidrager tillid til at sænke transaktionsomkostninger. På dansk betyder det, at det at jeg kan stole på dig, sparer os begge to for en masse bøvl, tid og penge. Laver du en aftale med mig – f.eks. at jeg skal holde et foredrag – så behøver vi ikke have kontrakt på det. Du ved, jeg dukker op, ligesom jeg tager det for givet, du betaler det, vi har aftalt. Et ord er et ord, som det har heddet i Danmark siden vikingetiden. Sammen sparer vi så udgifterne til kontrol. Og det kan faktisk være en stor besparelse, hvis vi altså kan stole på hinanden. Som sådan sparer et højtillidsland som Danmark mange penge hver dag, fordi folk stoler på hinanden – mens lavtillidslande som Irak og Brasilien tilsvarende har store udgifter, fordi borgerne generelt ikke tør stole på hinanden.

At vi er et højtillidsland fremgår af store internationale spørgeskemaundersøgelser. Sammen med de øvrige skandinaviske lande og Holland ligger Danmark i top, hvad angår social tillid, dvs. tillid til folk man ikke kender. Det afspejler naturligvis også en virkelighed, hvilket bl.a. viser sig i lav korruption. På den anden side er det nok ikke helt tilfældigt, vi har udtrykket ’blåøjethed’. Det afspejler jo netop de lidt naive, skandinaviske befolkninger. Også sort arbejde, der er udbredt i et land som Danmark, hører til medaljens bagside.

Også set i lyset af finanskrisen bliver tillid interessant at kigge nærmere på. Ligesom under den store depression i 1930erne er almindelige menneskers tillid til banksektoren ved at forsvinde. Men også tilliden internt i finanssektoren er væk. Som man fx læser på websiden The Market Oracle (9/12): »Så længe mistilliden i banksektoren forbliver høj, og banker ikke vil låne til hinanden, vil kreditsituationen være fastlåst«. Bemærk her, at ordet kredit kommer fra det latinske credere: At tro, også med betydningen at stole på. I rent monetær forstand er en sådan tillidsbaseret kredit – som økonom Paul Krugman for nyligt skrev i New York Times (3/12) – »for de finansielle markeder det, som motorolie er for bilmotorer«.

Mangel på arbejdskraft, fysisk og human kapital kan på sigt ryste økonomier. Men manglen på tillid (’kredit’) og tillidsværdighed (’kredibilitet’) i bred betydning kan tilsyneladende få hele nationaløkonomier til at kollapse i løbet af ganske kort tid. Tænk blot på en lille økonomi som den islandske.

Hvad kan vi så lære af det? Jo, for det første at det er fint med uddannelse, moderne produktionsapparater, sindrige lovgivninger og administrative systemer. Men hvis vi ikke kan have tillid til hinanden – ikke tør give hinanden kredit og måske heller ikke selv er kreditværdige – ja, så bryder det hele alligevel sammen som et korthus. For det andet at der netop er tale om tillid til mennesker og ikke systemer. At det hænger sådan sammen, røber sig tydeligst i anormale tilstande, altså i forbindelse med tillidsbrud – som f.eks. Stein Bagger-sagen så glimrende illustrerer. F.eks. læser man i Ekstra Bladet (17/12) i en tidstypisk artikel med titlen »Hvor blev tilliden af?« af chefredaktør Bent Falbert: »Griske folk stolede på, at Stein Bagger kunne skaffe dem en masse penge, og fik en lang næse til gengæld for deres tillid. Spekulanter og svindlere går ned med flaget, og små mennesker betaler prisen«.

Hermed ikke være sagt, at institutioner som f.eks. international lovgivning om pengestrømme ikke kan understøtte tillid. Men hvis folk ikke har tillid til de personer, der laver disse systemer, er vi lige vidt. I en artikel i Time (30/9) kobler Michael Scherer da også kreditkrisen i USA sammen med »a crisis of political credibility« – altså en politisk troværdighedskrise. Befolkningen mister med andre ord tilliden til landets øverste ledere, dvs. til netop disse personer.

Set i det perspektiv er det noget vrøvl, når nogen siger, at velfærdssamfundet kun er en forretning. At denne forretning kun kan ’køre rundt’, hvis så og så mange er i arbejde, så og så mange får uddannelse osv. Velfærdssamfundet fungerer frem for alt, fordi vi danskere har tillid til – og rent faktisk kan have tillid til – hinanden. I det lys bliver det vigtigste, at når en dansk politiker lover danskerne noget, så holder han eller hun det faktisk. Det samme når en virksomhedsleder lover sit personale noget. Eller når vi lover hinanden noget i familien: At vi så også rent faktisk holder det og ikke kommer med søforklaringer.

Tillid og tillidsværdighed gør altså en forskel. Eller som allerede nævnt: Fraværet af tillid og oplevede tillidsbrud har en voldsom indvirkning, følelsesmæssigt såvel som økonomisk. Sociologen James Coleman fortæller f.eks. om skotten John Law, der i 1717 fik koncessionsrettighederne over Mississippi territoriet. Tilliden til Law var enorm, og folk investerede voldsomt i aktieselskabet. Men pludselig sprang boblen, og investorerne gik i panik og forsøgte at indløse deres aktier, før de blev værdiløse. Et par eksempler fra vort eget land, der for nyligt har været fremme i medierne, er Alberti-skandalen i 1908 samt Landmandsbankens krak i 1922. I begge tilfælde er der tale om, at almindelige mennesker sætter deres lid (og penge) til personer, der ikke viser sig denne tillid værdig. Og resultatet blev økonomisk-politisk krise og generel utryghed i samfundet.

I nyere historie finder vi nogle af de bedste eksempler på mistillid og økonomisk stagnation i Sovjetunionen – et lavtillidssamfund gennemsyret af statskontrol og brutalt ledet af en mærkelig mand, ingen nærede tillid til, og som ikke selv nærede tillid til nogen. Ja, frem til kommunismens sammenbrud i 1991 led mange sovjetborgere af en decideret »mistillids-psykose«, som forfatteren og dissidenten Vladimir Bukovskij har benævnt det.

Tag også nutidige lavtillidslande som fx Zimbabwe, ghanistan, Somalia eller Irak, hvor diverse politisk, slægts- eller religiøst baserede ’klaner’ til stadighed bekæmper hinanden med katastrofale følger for hele samfundet. I et land som Irak har den nutidige mistillid, korruption og vold tydeligvis dybe rødder. Således beretter en iraker om livet i Irak før den amerikanske invasion: »Irakere er blevet opdraget til at udspionere deres naboer, at mistro hinanden, at nære mistillid til enhver, der tilbyder en hjælpende hånd, og til at adlyde enhver, der har magten«.

Tillid indvirker i allerhøjeste grad på samfundsøkonomier. samme grund er tilstedeværelsen af tillid og samarbejdsevne i en befolkning i forskningen blevet kaldt en kapital: Social kapital.

Ikke mindst set i lyset af den internationale finanskrises rasen er vi danskere heldige med, at vi stoler så meget på hinanden, og faktisk også med god grund. Denne sociale tillid skal vi aktivt værne om. Og borgere og organisationer, der undergraver tilliden, skal vi aktivt bekæmpe.

Den høje tillid udgør fundamentet under velfærdssamfundet.