»I think the Fed has gone crazy,« tordnede den amerikanske præsident Donald Trump for godt en uge siden, da aktiemarkederne oplevede kraftige kursfald. Donald Trump er utilfreds med den amerikanske centralbanks (Fed, red.) rentepolitik, og når Trump bliver vred, kan det høres over hele kloden.
Feds officielle politik er, at renten skal stige. Siden slutningen af 2016 er renten løftet fra 0,5 procent til 2,25 procent, og Fed har et erklæret mål om at øge renten yderligere i år.