Siden 2001 har VK-regeringen og Dansk Folkeparti stået i spidsen for en stram udlændingepolitik – bakket op af et meget stort flertal af danskerne.

Når det er lykkedes at holde oppositionen langt væk fra magten, skyldes det naturligvis også, at især Venstre og DF har erobret store dele af velfærdspolitikken fra Socialdemokraterne. Men regeringsblokkens faste greb om magten er ikke blevet mindre af, at vælgerne konsekvent har støttet opgøret med 1990ernes udlændingepolitik under S og R.

Gennem flere måneder har debatten om asylbørnenes forhold imidlertid presset regeringen i defensiven, og det har været tiltagende svært for VK-ordførerne at blokere kritikken af, at børnene i asylcentrene lever under stærkt belastende forhold.

Med en løsning, som betyder, at ca. 60 børnefamilier kan flytte uden for asylcentrene i særlige boliger, at børnene kan komme i daginstitutioner og skoler, og at unge kan tage en ungdomsuddannelse, har Anders Fogh Rasmussen (V) bøjet sig.

Og det var på høje tid. Havde han ikke grebet ind, ville politikere fra V og K have undsagt regeringens linje. Nu tegner det i stedet til, at Fogh kan ride stormen af.

Lykkes det, vil regeringen og DF igen kunne stå som vælgernes garant for en stram udlændingepolitik – men uden den konstante kritik af at sætte sårbare asylbørn i en urimelig situation.

Her og nu kan det se ud, som om Foghs løsning rent politisk rammer ved siden af.

Han bliver kritiseret af både oppositionen og Dansk Folkeparti. Men et nærbillede viser, at han kan vinde opgøret. Han har givet en vigtig symbolsk indrømmelse, som gør, at regeringen ikke i nær samme omfang vil blive konfronteret med konstante mediehistorier om forholdene i asylcentrene. Han bliver sværere at angribe for oppositionen, og derudover ved han, at især Socialdemokraterne får svært ved at holde balancen i den kommende tid, eftersom partiet gerne vil gå videre end regeringen. Som S-ordføreren Sophie Hæstorp Andersen fastslog i går, skal asylfamilier med børn også kunne uddanne sig og arbejde. Fogh vil følge udmeldingerne fra Socialdemokraterne ekstremt nøje og bruge dem til at minde vælgerne om, at hvis Helle Thorning-Schmidt skal føre udlændingepolitik med de Radikale og SF, vil det betyde en tilbagevenden til tidligere tiders udlændingepolitik.

Fogh anslog allerede det tema i går, da han sagde: »Jeg ved godt, at det kan lyde nemt – lad dem dog arbejde. Men jeg beder alle om at tænke nøje efter, hvad konsekvensen ville være. Det vil betyde fri indvandring og tilbagevenden til 90ernes løsagtige udlændingepolitik.«

I forhold til Dansk Folkeparti er problemerne også til at overskue.

Nok kritiserer Pia Kjærsgaard det nye udspil, fordi det efter DF-lederens mening belønner forældre, som efter at have fået afslag på asyl bliver i Danmark og dermed tager børnene som gidsler. Men bag uenigheden er der også forståelse for statsministerens skridt.

I den sidste tid har Fogh været yderst omhyggelig med at fortælle DF-ledelsen om sine intentioner. Der har været møder på kryds og tværs mellem regeringschefen, integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), Peter Skaarup fra DF-ledelsen – samt samtaler mellem Fogh og Pia Kjærsgaard.

Ingen i DF-ledelsen føler, at Fogh er gået bag deres ryg, og uenigheden om den fremlagte model er håndterbar, lyder det fra begge lejre. Det er samtidig vurderingen, at V og K kan komme bedre overens med de mange borgerlige vælgere, som naturligt har haft ondt af asylbørnene – som er fanget i et håbløst ingenmandsland – mens DF over for sine vælgere kan markere, at partiet godt vil hjælpe børnene, men ikke vil give en lillefinger til de voksne, som har fået afslag på asyl.

Når Fogh valgte at give efter for presset på nuværende tidspunkt i stedet for at stå fast, er der på Christiansborg ingen tvivl om baggrunden: Det skyldes, at statsministeren endnu en gang befrier regeringen for en dårlig sag og fortsat holder alle muligheder åbne for et folketingsvalg.

I de lange korridorer på den gamle borg syder det igen med valgrygter, og den slags kan ende med at blive selvopfyldende. Det er samtidig en kendsgerning, at det kan blive svært for regeringens topforhandlere at sikre en bred aftale om regeringens stort anlagte kvalitetsreform, hvis alle aktører er mest optaget af at positionere sig i forhold til en kommende valgkamp. I den situation trækker man som bekendt fronterne hårdt op – i stedet for at komme hinanden i møde.