Thomas Larsen: 10 år der forandrede Danmark

I morgen er det 10 år siden, at Uffe Ellemann-Jensen meddelte, at han ville gå som Venstres formand for at give stafetten videre til Anders Fogh Rasmussen. Thomas Larsen fortæller her om arvtageren, som i dag er den dominerende kraft i dansk politik. Og meget langt fra at være slået.

Uffe Ellemann- Jensen og Anders Fogh Rasmussen skjulte ikke deres glæde, da danskerne stemte ja til Amsterdam-traktaten i maj 1998. Godt en måned forinden havde Ellemann ved Venstres Landsmøde overladt formandsposten i partiet til Fogh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Uffe Ellemann-Jensen indkaldte til pressemøde den 17. marts 1998 for at fortælle, at han ville gå som Venstres formand, gennemførte han et af de mest konsekvente ledelsesskift i den nyere politiske danmarkshistorie.

Manden, der af mange blev opfattet som arrogant og magtbegærlig, demonstrerede, at han om nogen evnede at slippe magten for at give plads for en ny generation.

Selv Ekstra Bladet, som i årevis havde uddelt nytårstorsk og gerådet i slagsmål med Ellemann, kvitterede og skrev med kæmpe typer: »Godt gået!«

Når hans afgang aftvang så stor respekt, var det fordi ingen i Venstre ville have forsøgt at presse ham ud. Nok blev han ikke regeringschef ved valget få dage forinden – den 11. marts – men han var så tæt på. Han havde præsteret et af de bedste resultater for sit parti i hen ved 40 år, og kun sølle 87 færøske stemmer holdt ham ude af Statsministeriet.

Alligevel var han klar over, at det ville være rigtigt at stoppe.

Lang tid før valget havde han besluttet sig for at trække sig, hvis han ikke erobrede regeringsmagten, og sent på valgaftenen kaldte han derfor sine to væbnere – næstformanden Anders Fogh Rasmussen og partisekretæren Claus Hjort Frederiksen – op til sit rummelige kontor på 2. sal af Christiansborg, hvor han så ofte havde stået ved det hævede bord for at taste sine syrlige betragtninger om politiske modstandere ind på computeren, mens den udstoppede røde ræv så til fra sin plads på reolen.

Ellemann skænkede en sjus, og over for sine to kampfæller redegjorde han nøgternt for sine overvejelser og sagde til slut: »Anders, nu må du tage over.«

Først på pressemødet få dage senere lod han offentligheden få et indblik i det dilemma, han stod i, da han fortalte, at han følte sig for ung til at stoppe og for gammel til at blive. Eller som Berlingske Tidende præcist registrerede det i en overskrift: »Fanget mellem to aldre«.

SET I TILBAGEBLIK VAR Elle-manns beslutning rigtig.

Efter sit første katastrofale valg som ny formand havde han i tæt samspil med Fogh og Hjort ført sit parti frem, gjort det til ungdommens parti, givet det en ny profil og ført det fra land mod by. Han var kommet helt frem til dørtrinnet til Statsministeriet, og nu skulle en ny formand have chancen for at komme helt ind.

Om sin kronprins sagde Ellemann: »Han bliver en bragende god formand, det vil jeg garantere.«

Interessant nok var det langtfra en udbredt opfattelse: Fogh var en ufolkelig teknokrat, han manglede karisma og gennemslagskraft, og han var ikke en så stærk kommunikator som Ellemann, lød det.

Kort sagt, mange undervurderede Foghs potentiale.

Men ikke alle.

Den person, som gav en af de mest præcise karakteristikker af Foghs styrke, var Hans Engell, som allerede i 1997 blev interviewet af overtegnede i forbindelse med en biografi om Ellemann. I løbet af interviewet talte vi om de to politikere, som Engell anså for at være de stærkeste på Borgen – nemlig Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen – og Engell sagde:

»De er hurtigst i hovedet, de har den bredeste politiske indsigt, de er gode talere, og de tænker ideologisk begge to. De hæver sig faktisk over samtlige 177 på Christiansborg.«

VED VALGET I NOVEMBER 2001 opfyldte Fogh profetierne: Han tordnede ind i Statsministeriet. Venstre fik ikke blot magten, men blev også landets største parti og reducerede Socialdemokratiet til en ydmygende position som toer, den politiske midte blev sat ud af kraft, de Radikale blev sat uden for indflydelse, og Dansk Folkeparti blev en ny magtfaktor i dansk politik.

Trods kriser og fejl undervejs har Fogh siden valgsejren været den dominerende kraft i dansk politik, og i dag er han ved at ophæve de politiske naturlove, som for længst burde have virket så langt inde i en regeringsperiode.

Fogh er således ikke i nævneværdigt omfang ramt af slitage, og på afgørende felter står han bomstærkt over for en trængt opposition:

n Sammen med den konservative leder Bendt Bendtsen – hvis indsats alt for ofte undervurderes – har Fogh skabt en historisk stærk VK-akse, og selv efter års regeringsslid er samspillet tæt og harmonisk i modsætning til splittelsen i oppositionen.

n Alliancen med Pia Kjærsgaard og DF er fortsat robust og gør det muligt for Fogh at stå i spidsen for en de facto flertalsregering, som med stor sikkerhed kan gennemføre politik – nu også med støtte fra Naser Khader og Ny Alliance.

Parlamentarisk og alliancemæssigt står Fogh derfor i en styrkeposition, men også politisk har han støbt et bærende fundament under sin regeringsledelse.

Han har placeret Venstre i en position, så partiet på én og samme tid står stærkt i værdipolitikken – især udlændingepolitikken – i forhold til oppositionen, og han har brudt Socialdemokratiets monopol på velfærdspolitikken.

Dét krydspres har skiftende S-formænd fra Nyrup over Lykketoft til Thorning indtil nu været ude af stand til at dæmme op for, og derfor er Socialdemokraterne stille, men uafvendeligt ved at tabe førstefødselsretten til magten.

ENDNU ER DET FOR TIDLIGT at gøre regnebrættet op over Foghs samlede resultater, men én ting er sikker. Når han i næste måned officielt kan fejre sit 10-års jubilæum som partiformand – og samtidig kan runde 30 år som medlem af Folketinget og dermed sætte en tyk streg under sin parlamentariske erfaring – står han ekstremt stærkt.

Måske af samme grund spekulerer oppositionens ledende politikere og strateger håbefuldt i muligheden for at eksportere Fogh til et internationalt topjob. Selv om de ikke siger det direkte, har de erkendt, at Fogh bliver sværere at slå end Helle Thorning-Schmidt forestillede sig.

Selv om ønsketænkningen siger meget om Foghs styrke, er de mange historier om hans mulige afsked med dansk politik alt andet end hjælpsomme for regeringschefen.

Umiddelbart kunne man tro, at det ville være smigrende konstant at blive fremhævet som kandidat til et internationalt topjob, men hos mange vælgere sår historierne tvivl om hans fortsatte engagement i dansk politik, og hvis han ikke får en af topposterne, vil modstanderne lynhurtigt svinge om og sige: Nå ja, bedre var han altså heller ikke – selv om det langtfra alene handler om kunnen og kompetence, når internationale topjob skal besættes.

Derfor bliver en række af historierne bevidst sat i omløb for at skade Fogh.

Tankevækkende nok tager mange det næsten for givet, at Fogh er på vej væk. Sandheden er snarere, at Fogh forfølger to spor. Han vil givet være parat til at afslutte karrieren på internationalt plan, hvis han får et af de tunge job. Men han er fortsat dybt optaget af den politiske udvikling herhjemme og ser flere år ud i fremtiden for at tage bestik af de udfordringer, som toner frem for Danmark.

Derfor kan hans modstandere få sig en slem overraskelse, hvis han bliver. I de 10 år, hvor Anders Fogh Rasmussen har været i front for Venstre, har han været med til at skabe et dramatisk politisk opbrud og sat markante aftryk på samfundsudviklingen. Og han synes langtfra færdig med sit projekt.