Theresa May som balancekunstner

SYNSPUNKT. Det er vigtigt at forstå det indenrigspolitiske spil i Westminster, hvis man vil forstå den britiske regerings standpunkter i forhold til Brexit, skriver James Holtum, der er kommunikationsdirektør hos Rasmussen Global.

Den politiske kunstner Kaya Mar foran Westminster med et maleri med premierminister Theresa May på kærren, hvor trækæslet er skræmt af fra venstre minister for international handel Liam Fox, udenrigsminister Boris Johnson og Brexit-minister David Davis – alle euroskeptikere. Foto: Poul Ellis/AFP
Læs mere
Fold sammen

Danske forretningsfolk, der forsøger at forstå Storbritanniens Brexit-strategi, bør ikke overse det britiske Underhus’ rolle i formuleringen af partiets politik.

Premierminister Theresa May balancerer på en knivsæg over en politisk afgrund. I bunden af afgrunden ligger flere konservative premierministres politiske karriere gennem de seneste 30 år. Det er derfor ikke overraskende, at David Cameron koncentrerede sig om at sætte fødderne rigtigt og række hånden ud til de EU-kritiske i egne rækker – snarere end at holde blikket fæstnet mod horisonten.

Theresa May er i samme situation – ikke mindst efter det seneste parlamentsvalg.

Sandheden er nemlig, at en lille, men energisk gruppe parlaments­medlemmer har søgt at fremme tanken om Brexit i mindst et årti, og de har formået at udnytte skiftende regerings­chefers korte hori­sont og tendens til at sætte taktik over strategi til gradvist at flytte diskussionen i en mere EU-skeptisk retning.

Indrømmelserne til denne gruppe begyndte, allerede inden Cameron blev partileder i 2005. Han vandt posten på at love at trække partiets medlemmer af Europa-Parlamentet ud af centrum-højregrupperingen EEP og placere dem i en ny gruppe. Det fik mange parlaments­medlemmer til at skifte side – væk fra rivalen Liam Fox.

Løftet om at afholde en folkeafstemning om EU skyldtes en klodset kommentar, som Cameron fremkom med på en presse­konference i juni 2012, hvor han kritiserede nogle parlamentsmedlemmers ønske om en afstemning om EU-medlemskabet.

De pågældende parlamentsmedlemmer greb kommentaren i luften og fik støtte til deres offensiv af visse dele af pressen. Cameron måtte i al hast forfatte en avis­kommentar for at begrænse skade­virkningerne. Kort efter fulgte hans Bloomberg­-tale, hvor han lovede gen­forhandling og afstemning. Igen var løftet i det mindste delvist taktisk præget, idet det tog sigte på at holde styr på geledderne i partiet og undergrave United Kingdom Independence Party (UKIP) ved de efterfølgende valg.

Med resultatet af folkeafstemningen nåede denne gruppe af parlaments­medlemmer sidste kapitel i deres drejebog. Men sejren ved folkeafstemningen betyder ikke afslutningen på deres kamp. Det hyppigt latterliggjorte »Brexit means Brexit«-slogan, som Theresa May brugte indtil kvalmegrænsen, tog netop sigte på at vinde deres støtte ved at imødegå deres bekymringer om, at en reluctant remainer kunne sælge ud og indstille sig på den blødeste version af Brexit eller måske ligefrem slå ind på en proces, som kunne føre til en ny folkeafstemning.

Parlamentsmedlemmerne mobiliseres nu under navnet »European Research Group«. Mange af gruppens medlemmer såsom Bill Cash – der har sværmet for et post-Brexit Storbritannien i 30 år – udgjorde i tidligere tider en lille håndfuld politiske outsidere i det konservative parti. I dag er han én af en gruppe på omkring 80 parlaments­medlemmer, der har fundet sammen om den fælles sag.

Intet illustrerede dette bedre end det seneste konservative landsmøde i oktober 2016.

Normalt mødes denne gruppe i en slags eksil 100 meter væk fra den officielle partikonference, men denne gang var det de stædige remainers, der måtte mødes udenfor, mens European Research Group og dens støtter indtog de centrale pladser i konferencecentret. Gruppen mødes en gang om ugen og koordinerer via Whatsapp. Inden det seneste valg var gruppens strategi tydeligvis at støtte premierministeren. Gruppens leder, Steve Baker, optrådte som mellemmand mellem premierministerens kontor og gruppen af parlamentsmedlemmer. Det er et tegn på deres indflydelse, at Baker for nylig er blevet viceminister i Brexit-ministeriet.

Gruppen vil støtte Theresa May som premierminister – indtil videre. Men den er velorganiseret og hensynsløs, og i samme øjeblik hun ser ud til at udvande eller fire lidt på centrale løfter om at forlade Det Indre Marked og EUs toldunion, eller hvis hun skulle komme hjem med en mindre fordelagtig aftale om »skilsmissepengene« end forventet, vil de knipse hende ud over afgrunden.

Efter parlamentsvalget mente visse kommentatorer, at May ville bløde sin holdning til Brexit lidt op. Andre håbede det. Der er kræfter i partiet, som ønsker en anden tilgang til tingene, og hendes parlamentariske svækkelse betyder, at hun ikke kan ignorere dem længere.

For eksempel har der været talt om en mindre stivsindet holdning til EU-Domstolens deltagelse i fælles europæiske spørgsmål efter en Brexit-aftale. Men de er helt på det rene med, at en afsættelse af There­sa May kan føre til en mere stålsat brexiteer på premierministerposten. De må derfor fare med lempe.

Somme tider kan beslutnings­processen og retorikken, som kommer fra Downing Street, virke noget forvirrende. Men det er vigtigt at forstå det indenrigspolitiske spil i Westminster, hvis man vil forstå den britiske regerings standpunkter.

Premierministerens standpunkt kan sammenfattes i ét ord: Overlevelse.

Ironisk nok tænker nogle parlamentsmedlemmer langt mere strategisk, og de har investeret deres livsværk i at sikre, at »Brexit means Brexit« betyder et hårdt, man kunne også sige rent Brexit.

Til det formål har de kørt om hjørner med premierministre i flere end ti år, og de ser ikke ud til at ville stoppe nu.