Terrormordet på Kaj Munk

En dansk helt. I dag er det 60 år siden, Kaj Munk blev myrdet. Kaj Munk stod i vejen for den danske rigsbefuldmægtigede Werner Best, og Munk skulle være sonoffer for modstandsbevægelsens sabotage mod besættelsesmagten efter 29. august 1943. Mordet vakte vrede og harme i den danske befolkning.

Det er i dag nøjagtig 60 år siden, den danske besættelsesmagt under militær ledelse af Hermann von Hanneken udførte terrordrabet på præsten i Vedersø, digteren Kaj Munk. Men det var ikke von Hanneken, der sagde ja til mordet på den 45-årige succesrige skuespilforfatter og udfordrende præst. Det var den detroniserede rigsbefuldmægtigede, dr.jur. Werner Best, som med sine håndgangne mænd sørgede for, at mordet blev udført 4. januar 1944 med folk, som var indkaldt fra Tyskland og med tyskere under tjeneste i Danmark som tilrettelæggerne af »det grove« forarbejde i Danmark allerede i begyndelsen af december 1943.

Werner Best er den centrale skikkelse for, at mordet kunne finde sted. Dr.jur. Werner Best var næsten jævnaldrende med Kaj Munk (født 1903), fra tidlig start medlem af N.S.D.A.P. og med sin juridiske baggrund en af hovedmændene bag jødelovene, central medarbejder ved opbygningen af SS-Staat, aktiv i forbindelse med Krystalnatten 9. november 1938, øverstbefalende en tid for Gestapo omkring krigsudbruddet september 1939, chef for Krigsforvaltningen i Paris 1940-42, indtil han bliver den ledende chef for besættelsesmagten, den såkaldte rigsbefuldmægtigelse i Danmark, frem til undtagelsestilstanden i Danmark 29. august 1943. Det er i dette krydsfelt, 29. august 1943 - 4. januar 1944, Kaj Munk står i vejen for Werner Best.

Kaj Munk er noget så sjældent som en helt i dansk historie. Nogle vil kalde ham en martyr. Selv forudsagde han sin egen skæbne allerede som 23-årig i et brev til sin studiekammerat Blicher Winther i 1921: »Bare det, at der etsteds ude i Landet, om i en Præstegaard eller en Husmandssøn, lever et Menneske, der er Idealet tro, det er saa meget værd, at det er værd at leve for. Og maaske man endda engang kan faa Lov til at modtage Martyriets stedsegrønne Krans; - jeg kan sikkert let nok faa den.«

Underligt er udsagnet, og det har også været det uspiselige hos husmandssønnen fra Opager Mark på Vest-Lolland. Han vidste, at hans liv og skæbne var forudbestemt til noget stort. Og netop det har da også været det uspiselige for hans samtid og eftertid i denne del af verden, hvor hovedsigtet i liv og opdragelse, kristendom og fædreland, går ud på at være så anonym og passiv som mulig.

Det er let nok at sætte spøgsmålstegn ved 1920ernes og 30ernes politiske engagement, for og imod, for os, der lever i det første årti af et nyt årtusind. Og det bliver det da også gjort med flittighed. Listen er lang, og længere end denne kronik kan rumme. I flæng. Idealisme og engagement. Kaj Munk, Hal Koch, Frode Jakobsen, Martin Andersen Nexø, Aksel Larsen, nu sidst Bergstad og Valdemar Rørdam. Men Kaj Munk ejede noget i sit ståsted i tilværelsen, som ingen af de andre havde som stålsat fundament i sit virke: Kristendommen. Jeg kan kun komme i tanke om N.F.S. Grundtvig, som under Napoleons-krigene havde samme uforsonlighed i nogen fristelse til kompromis. Og det var det samme, der gjorde Kaj Munk til terroroffer. Det var derfor, han var så farlig for nazisterne, da han i domkirken i København prædikede for en næsten fyldt kirke til »en hemmelig« gudstjeneste, der trådte i stedet for den, Werner Best havde aflyst i Helligåndskirken. 5. december 1943 sagde Kaj Munk:

»Naar Kirken har stået så forholdsvis svag mellem de fremstormende ny Religioner, så skyldes det ikke kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os. Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste, det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind - ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os. Romerne troede, at blot man slog ihjel, så var de døde. Men de Kristnes Blod var en Udsæd.«

Samme dag blev Kaj Munk udpeget som terroroffer på et møde på Dagmarhus med Werner Best ved bordenden. Kaj Munk skulle være et sonoffer for de anslag, modstandsbevægelsen havde udført mod besættelsesmagten i tiden efter 29. august 1943, hvor modstandsbevægelsen for alvor havde fået betydelig tilgang. Det har jeg bl.a. beskrevet i mine bøger om Kim Malthe-Bruun, Martin A. Hansen og mine to bøger om mordet på Kaj Munk.

Mødet på Dagmarhus 5. december 1943 udløste hele tre mordforsøg på andre mulige sonofre, bl.a. de konservative politikere Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller, men kun mordet på Kaj Munk blev fuldbyrdet.

Manden, Werner Best satte til at planlægge mordet og føre det ud i livet, hed Hans Wäsche og var efterretningsmand for Werner Best og dennes SS-leder, Rudolf Mildner.

Wäsche var en mand med dybt kendskab til dansk kultur og havde gennem mere end ti år fulgt Kaj Munks virke som debatskabende skuespilforfatter. Ikke mindst skuespillene »Cant« (1935), der handler om en diktators fald, »Han sidder ved Smeltediglen« (1938) om forfølgelserne af jøderne, men først og fremmest skuespillet »Niels Ebbesen« (1941), som opfordrede til væbnet opstand med besættelsesmagten Tyskland. Skuespil som trak fulde huse. Og for »Niels Ebbesen«s vedkommende som et illegalt skrift tyskerne forgæves forhindrede udgivelsen af. I det hele taget fulgte Wäsche Kaj Munk på tætteste hold efter 9. april 1940, og det var da også Hans Wäsche, som var bagmanden bag den advarsel, som blev sendt gennem den nazistiske presse her i landet i eftersommeren 1943 i forbindelse med den illegalt udgivne prædikensamling »3 Prædikener« fra samme år.Kaj Munk var uforfærdet og en af de få modige mænd, tiden kunne opvise. Vi har en lang række vidnesbyrd efter krigen fra forfattere som Erik Aalbæk-Jensen, Tage Skou-Hansen, Martin A. Hansen, maleren Sven Harstern Mikkelsen eller fra de to unge, som ikke oplevede befrielsen, Morten Nielson og Kim Malthe-Brun, at det netop var Kaj Munk og hans uforfærdede kamp i skrift og tale, der for dem gjorde det afgørende udslag i deres engangement i modstandskampen. For med hensyn til Kaj Munk er tidspunktet også vigtigt. Perioden fra efteråret 1943 og frem til januar 1944 var de få de mænd og kvinder, der turde stå frem og kæmpe åbent.

Derfor var Kaj Munk mere end tydelig for Werner Best og hans mordere. De var fem i alt. Planlæggeren Wolfgang Söhnlein, SS-mændene Frederich Schwendt og Louis Nebel samt bagmændene Werner Best og Hans Wäsche foruden to chauffører og håndlangere (men uden viden om selve mordplanen), Kurt Carstensen og A. Gföller.

Det var Söhnlein, der tilrettelagde selve mordruten fra Odense til Vedersø via Herning 2. januar, til mordet var udført 4. januar 1944 ved midnatstid med tre skud med projektiler af kaliber 7,65 mm og 9,00 mm.Kaj Munk blev fundet i Hørbylunde Bakker ved daggry næste morgen i vejgrøften. Ved liget lå en seddel, hvorpå der stod: »Du Svin har alligevel arbejdet for Tyskland«. Ingen i den danske offentlighed troede på den seddel, dertil var Kaj Munks modige og på alle måder enlige kamp mod besættelsesmagten utvetydig. Mordet rejste en vrede og harme i den danske befolkning. Terrormordet blev et vendepunkt under krigen mod nazisterne. Poul Henningsen, der var »gået under jorden« og 5. januar 1944 befandt sig i Sverige, skrev et mindedigt til ære for Kaj Munk, hvor det hedder:

»Vist vil vi sænke hodet ved hans død. Men vi skal tyde det signal, som lød, at fjenden ikke lammer vores kraft. Vend det mod dem, der dræber ham. Så får endog hans død sit værd.«

Det skete. Befrielsen kom 4. maj 1945, men mordet på Kaj Munk 4. januar 1944 var et tveægget sværd, der samlede Danmark fra venstre til højre på et tidspunkt, næsten ingen turde sige nazisterne imod.

Efter krigen blev morderne dødsdømt, men alle siden benået.tKronikken i morgen:

»Markedsstyrede gymnasier, nej tak« siger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Gorm Leschly.Kaj Munk var uforfærdet og en af de få modige mænd, tiden kunne opvise.