Tendens: Slem moralisme

Tom Jensen: I en situation, hvor det er følelser og akut politisk pres, der afgør, om mennesker kan få asyl, kan taberne meget vel være de virkeligt forfulgte. At skulle beskyldes for ondskab, fordi man påpeger dette, er en virkelig bedrøvelig udvikling i den danske samfundsdebat.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er dårlig stil at skamme folk ud i en politisk diskussion ved at anføre, at ens politiske modstander har et forkvaklet menneskesyn. Ikke desto mindre er det blevet kernen i debatten om de afviste irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke.

Både politikere, debattører og læserbrevskribenter anlægger en dyb moralsk stemmeføring i talrige indlæg med den slet skjulte dagsorden at folk som mener, irakerne bør sendes hjem, er inhumane, udemokratiske, menneskefjendske. Lad os ikke falde i den fælde her, men nikke anerkendende til flygtningevennernes humanisme og bekymring for de udviste irakere.

Det er utvivlsomt ærligt ment. Men derfor kan man jo godt tage fejl på det grusomste. Lad os derfor gennemgå nogle af de mest almindelige påstande i debatten om irakerne.

"Irakerne har været her i mange år og har slået rod og fået børn. Derfor er det umenneskeligt at tvangshjemsende dem nu." Påstanden fremføres vidt og bredt. Og det er ikke uforståeligt, at en iraker, der har stiftet familie i Danmark, helst vil blive. Problemet er, at man også må slutte modsat.

For grunden til, at irakerne er her, er jo, at de har valgt ikke at rejse hjem, selv om det er godtgjort af Flygtningenævnet, at de ikke er personligt forfulgte. Lader man irakerne blive, konkluderer man dermed, at man kan få opholdstilladelse i Danmark, blot man bliver her længe nok, selv om man ikke har nogen grund til det. En forudsigelig følge heraf er et voksende asylpres udefra, der kan gå ud over mennesker, som virkelig er personligt forfulgte, og som derfor bør gives asyl.

"Det er for farligt at rejse hjem. Ikke mindst de afviste asylsøgere selv påstår dette, åbenbart støttet af UNHCR." Problemet med denne argumentation er for det første, at den danske regering har fået Iraks garanti for irakernes sikkerhed, og for det andet, at f.eks. Sverige også har en hjemsendelsesaftale.

For nylig tog TV2s Rasmus Tantholdt til Najaf i det centrale Irak og fandt en fredelig by, som indbyggerne ikke kunne se nogen fare i at vende tilbage til. Den slags virkelighedstjek kunne debatten have godt af at få flere af. Unødige skrækhistorier om hverdagen i Iraks byer er i hvert fald næppe det, der skal til for at få dem på fode igen.

"Der bombes i Bagdad og flere andre byer, og vi kan ikke sende folk tilbage til bomber og terror." Påstanden er senest fremført af den radikale integrationsordfører Morten Østergaard.

Igen må man tilbage til udgangspunktet: Folk kan få asyl, hvis de er personligt forfulgte. Også med hensyn til denne påstand må man slutte modsat. Hvis vi ikke kan sende folk tilbage til områder, hvor der er eksploderet en terrorbombe, er det det samme som at konkludere, at terror i en by hvor som helst på kloden er en invitation til asyl og opholdstilladelse i Danmark.

I så fald: Velkommen til det meste af Pakistan, store dele af Indien (herunder hele Bombay) og en god bid af Indonesien. Argumentet holder simpelthen ikke. Terror i et område er ikke adgangsgivende til asyl i et andet land, heller ikke i Danmark.

Det synspunkt, at de afviste irakere ikke skal have opholdstilladelse i Danmark, bygger med andre ord hverken på ondskab eller menneskefjendskhed, sådan som det uafladeligt påstås. Det bygger på den enkle forudsætning, at hvis man kortslutter asylsystemet politisk, så risikerer man en situation, der rammer langt flere end 282 afviste irakere.

I en situation, hvor det er følelser og akut politisk pres, der afgør, om mennesker kan få asyl, kan taberne meget vel være de virkeligt forfulgte. At skulle beskyldes for ondskab, fordi man påpeger dette, er en virkelig bedrøvelig udvikling i den danske samfundsdebat.