Tendens: Kønsdømt

Tom Jensen: Sommerens debat har afsløret, at vi måske nok har fået ligestilling, men at det ikke ligefrem har skabt nogen ligevægtstilstand, hverken hos mænd eller kvinder.

Historien om kvinder, der får børn uden på nogen unødvendig måde at involvere mænd, har af logiske grunde optaget læserne denne sommer. For er der noget, der kan engagere mennesker, er det som bekendt forholdet mellem kønnene. Og netop her er det, at debatten, som den har udviklet sig, også bliver så slående. For der gik næppe fem minutter fra publiceringen af den første nyhedshistorie, til de første dømmende og fordømmende portrætter af henholdvis den moderne mand og kvinde fulgte, og siden gik det slag i slag.

Der var kommentaren om mændene i 30erne, som åbenbart enten er neanderthal-lignende brunstdyr eller så bløde, hensynsfulde og tilpassede, at de nærmest opløser sig selv. Der var diagnosticeringen af mændene, som tilsyneladende ifølge moderne forskning enten er succesfulde karrierekanoner på toppen af samfundspyramiden med styr på det hele – eller bumsen på bænken med en brun papirspose og en rulle sejlgarn som indbegrebet af den moderne taber. Omvendt har man i kommentar efter kommentar set kvinden anno 2009 portrætteret som enten den stræbsomme, seriøse og kvalitetsbevidste superwoman, der simpelthen ikke har plads i sit liv til de mere eller mindre (men oftest mere) håbløse mænd, og derfor vælger at nøjes med sig selv, nu man kan, og så det barn, man heldigvis nu kan få uden at skulle belemres med et handyr. Eller også er kvinden blevet beskrevet som en moderne menneskelig trafikulykke, der har sejret sig selv ihjel på job- og kærlighedsmarkedet, hvor hun er gået så målbevidst, kræsent og ucharmerende til værks på begge områder, at ingen mand med fornuftens fulde brug i nogenlunde behold gider indlade sig med hende, hvorfor hun nødtvungent – jagtet af biologiens nådesløse ur – må gå på klinikken for at få børn, mens hun ulykkeligt venter på ridderen på den hvide hest, som bare aldrig kommer.

Akkompagnementet til disse portrætbrøl har oftest været nogle ikke videre flertydige meninger om, hvordan kvinden hhv. manden i stedet burde være. Netop her var det, jeg kom til at tænke på, hvor langt vi på den ene side er kommet siden Matador-Danmark. Og hvor lang vej vi på den anden side har endnu. Matador-Danmark var præcis som sommerens kønsdebat præget af meget fastlåste synspunkter om kønnene og deres karakteristika. Det var overretssagfører Varnæs, som i sine politiske taler hyldede kvinden som hjemmets trygge favn, mens hattedamerne fra husmoderforeningen nikkede bekræftende. Det var Mads Skjern, der gik i firdobbelt baglås, da han opdagede, at sønnike, som efter forskrifterne burde være manden, der skulle overtage hele imperiet, i stedet var bøsse med hang til både franske mænd og haute couture. Siden dengang er disse kønsdogmer gået mere eller mindre i opløsning, og tak for det. Men hvor det i Matador-Danmark handlede om at fastlåse kønnene dér, hvor de befandt sig i forvejen, har både kvinder og mænd anno 2009 nu i stedet åbenbart opbygget et stort og uforløst behov for at fortælle hinanden, hvordan hinanden burde være i stedet for dem, man nu er. Sommerens debat har afsløret, at vi måske nok har fået ligestilling, men at det ikke ligefrem har skabt nogen ligevægtstilstand, hverken hos mænd eller kvinder, og man sidder tilbage med fornemmelsen af, at lidt færre fordomme og en lidt større tolerance og accept af hinandens forskelligheder ikke ville være nogen skade til, nu vi forlængst har brudt barrieren til kønnenes gamle enemærker fra Matador-tiden.