Tendens: Exit poll-skræk

Tom Jensen: I den omsiggribende tendens til, at alt skal kontrolleres og forbydes, er turen nu atter kommet til meningsmålingerne og de såkaldte exit polls, hvor man spørger vælgerne, hvad de rent faktisk har stemt på en valgdag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den omsiggribende tendens til, at alt skal kontrolleres og forbydes, er turen nu atter kommet til meningsmålingerne og de såkaldte exit polls, hvor man spørger vælgerne, hvad de rent faktisk har stemt på en valgdag. Årsagen er forløbet i søndags, hvor danskerne stemte til både Europa-Parlamentsvalget og om en fornyelse af tronfølgeloven. Mod de fleste odds fik dramaet omkring netop tronfølgeloven den danske befolkning til at vælte ind på stemmestederne i et hidtil uset omfang i forbindelse med et Europa-Parlamentsvalg. Det endte med et ja til en ændret tronfølge og en stemmeprocent i den absolut flotte ende af det europæiske register ved EP-valget, og det skulle man så tro var glædeligt for demokratiet, hvis legitimitet jo i høj grad beror på, om folk gider deltage.

Men åbenbart var det en dårlig nyhed, at danskerne så flittigt mødte op for at stemme. I hvert fald hvis man skal tro valgforsker Johannes Andersen, som bakket op af Socialdemokratiet nu slår til lyd for at forbyde exit polls på valgdage. I dette tilfælde med det argument, at målingerne på afstemningsdagen i søndags viste, at ændringen af tronfølgeloven var i akut fare for ikke at blive stemt igennem, idet 40 procent af alle stemmeberettigede som bekendt skulle krydse ja til ændringen, før den kunne vedtages. Denne fare mobiliserede angiveligt de kongetro vælgere i et omfang, der fik afgørende betydning for, at tronfølgelovsændringen alligevel endte med at få støtte fra tilstrækkeligt mange danskere, som mødte op i hobetal i de allersidste timer inden afstemningsstederne lukkede søndag aften klokken 20. Det er egentlig lidt sjovt; for to år siden argumenterede Socialdemokraterne også for at forbyde exit polls på valgdagen, men her var årsagen den stik modsatte. I 2007 viste målingerne i dagens løb, at den borgerlige regering ville sejre. Det virkede ifølge politisk ordfører Henrik Sass Larsen stærkt demotiverende på vælgerne at få denne oplysning. Eller oversat til forståeligt dansk: Målingerne fik potentielle socialdemokrater til at blive hjemme i sofaen og blev dermed til en slags selvopfyldende profeti, der var med til at sikre en ny periode med en borgerlig regering i Danmark. Bruger man logikken fra i søndags burde reaktionsmønstret dog ellers have være det modsatte; her var frygten for at tabe valget med til at få folk af huse. I 2007 fik frygten dem åbenbart til at blive hjemme, hvis man skal tro Socialdemokraterne, der må have et detailkendskab til vælgerpsykologi, som rækker ud over det helt almindelige.

Men bundlinjen er nok, at det ikke er logik eller gode argumenter, der tæller for dem, som ønsker at udvide forbudshysteriet til også at omfatte meningsmålinger og exit polls. Det afgørende er et dybtfølt behov for at kunne (stats)kontrollere verden meget mere, end tilfældet er. Det er således afslørende, hvordan valgforskere og politikere anser det for negativt, at exit polls er med til at ændre vælgernes adfærd. Som om demokratiet ikke netop går ud på, at vælgeres adfærd kan ændres. I den forbindelse kan meget spille ind: Grundholdninger, en politisk diskussion til festen lørdag aften, humøret, taktiske overvejelser – eller en exit poll. Muligvis kan de mange politiske målinger indimellem føles massive og overfortolkede i medierne. Men at forbyde dem er det samme som at ville kontrollere vælgernes motiver for at vælge, som de gør. Det ville være en begrænsning af ytringsfriheden og dertil en mistillidserklæring til den enkelte vælger. Den slags skulle politikerne egentlig holde sig for gode til.

I den omsiggribende tendens til, at alt skal kontrolleres og forbydes, er turen nu atter kommet til meningsmålingerne og de såkaldte exit polls, hvor man spørger vælgerne, hvad de rent faktisk har stemt på en valgdag. Årsagen er forløbet i søndags, hvor danskerne stemte til både Europa-Parlamentsvalget og om en fornyelse af tronfølgeloven. Mod de fleste odds fik dramaet omkring netop tronfølgeloven den danske befolkning til at vælte ind på stemmestederne i et hidtil uset omfang i forbindelse med et Europa-Parlamentsvalg. Det endte med et ja til en ændret tronfølge og en stemmeprocent i den absolut flotte ende af det europæiske register ved EP-valget, og det skulle man så tro var glædeligt for demokratiet, hvis legitimitet jo i høj grad beror på, om folk gider deltage.

Men åbenbart var det en dårlig nyhed, at danskerne så flittigt mødte op for at stemme. I hvert fald hvis man skal tro valgforsker Johannes Andersen, som bakket op af Socialdemokratiet nu slår til lyd for at forbyde exit polls på valgdage. I dette tilfælde med det argument, at målingerne på afstemningsdagen i søndags viste, at ændringen af tronfølgeloven var i akut fare for ikke at blive stemt igennem, idet 40 procent af alle stemmeberettigede som bekendt skulle krydse ja til ændringen, før den kunne vedtages. Denne fare mobiliserede angiveligt de kongetro vælgere i et omfang, der fik afgørende betydning for, at tronfølgelovsændringen alligevel endte med at få støtte fra tilstrækkeligt mange danskere, som mødte op i hobetal i de allersidste timer inden afstemningsstederne lukkede søndag aften klokken 20. Det er egentlig lidt sjovt; for to år siden argumenterede Socialdemokraterne også for at forbyde exit polls på valgdagen, men her var årsagen den stik modsatte. I 2007 viste målingerne i dagens løb, at den borgerlige regering ville sejre. Det virkede ifølge politisk ordfører Henrik Sass Larsen stærkt demotiverende på vælgerne at få denne oplysning. Eller oversat til forståeligt dansk: Målingerne fik potentielle socialdemokrater til at blive hjemme i sofaen og blev dermed til en slags selvopfyldende profeti, der var med til at sikre en ny periode med en borgerlig regering i Danmark. Bruger man logikken fra i søndags burde reaktionsmønstret dog ellers have være det modsatte; her var frygten for at tabe valget med til at få folk af huse. I 2007 fik frygten dem åbenbart til at blive hjemme, hvis man skal tro Socialdemokraterne, der må have et detailkendskab til vælgerpsykologi, som rækker ud over det helt almindelige.

Men bundlinjen er nok, at det ikke er logik eller gode argumenter, der tæller for dem, som ønsker at udvide forbudshysteriet til også at omfatte meningsmålinger og exit polls. Det afgørende er et dybtfølt behov for at kunne (stats)kontrollere verden meget mere, end tilfældet er. Det er således afslørende, hvordan valgforskere og politikere anser det for negativt, at exit polls er med til at ændre vælgernes adfærd. Som om demokratiet ikke netop går ud på, at vælgeres adfærd kan ændres. I den forbindelse kan meget spille ind: Grundholdninger, en politisk diskussion til festen lørdag aften, humøret, taktiske overvejelser – eller en exit poll. Muligvis kan de mange politiske målinger indimellem føles massive og overfortolkede i medierne. Men at forbyde dem er det samme som at ville kontrollere vælgernes motiver for at vælge, som de gør. Det ville være en begrænsning af ytringsfriheden og dertil en mistillidserklæring til den enkelte vælger. Den slags skulle politikerne egentlig holde sig for gode til.