Talentjagten dræber sit bytte

Kronik. Dit talent er dét, du øver dig på og fordyber dig i. Det er ikke en medfødt evne – så det kan vækkes til live.

Til forskel fra den populære opfattelse er talent ikke noget, man bliver født med. Talent kommer af øvelse og dedikation, skriver Diana Lindegaard. Arkivfoto: Iris Fold sammen
Læs mere

Det er sæson. Jagten på talent er gået ind, og snart vil vi se de nominerede, der er trængt ind i vindersegmentet og fremover kan bryste sig af den flotte titel.

Der er hype om talent. Alle vil være talenter, men kun få får prædikatet officielt. Det er en skam.

Talentjagt er et tveægget sværd. Trods intentionen om at skabe rollemodeller, motivation og performance har talentjagten slagsider, hvis der ikke er opmærksomhed på de blinde vinkler.

Først den indlysende: At talentjagten med spredehagl også rammer sidemanden til det såkaldte talent. For hvis min kollega udråbes som talent, ligger det så implicit, at jeg ikke selv er det, hvilket for selv stærke sjæle kan virke slemt demotiverende.

Men hvad med talentet selv?

Talent defineres i Den Danske Ordbog som »en særlig (medfødt eller opøvet) evne eller begavelse inden for et bestemt område«.

En del faglitteratur beskriver dog, at det efter al sandsynlighed er en fejltagelse at tro, at talent er medfødt, og at netop denne tro kan give uforudsete problemer for talentet selv, eftersom der kan opstå misforståelser som eksempelvis 1) at med talent er arbejdsindsats ikke nødvendig, eller 2) hvis arbejdsindsats viser sig at være nødvendig, er jeg måske alligevel ikke et talent ...

Andre spekulerer: Hvis talent er medfødt, og jeg ikke kender mit – er jeg så talentløs?

Udnævnelse som talent opildner psyken på grund af den iboende anerkendelse. Det afføder dog også risiko for at stivne i frygten for, at anerkendelsen kan forsvinde igen – for hvad nu, hvis et fejltrin eller en decideret fiasko modbeviser den admirable titel?

Carol Dweck, professor i psykologi på Stanford University, beskriver, hvordan vi med betegnelsen talent let falder i den fælde, at vi tror, at netop talentet afgør, om vi klarer os godt, mens vi overser vigtig­heden af den indsats, der skal udvikle vores evner til et højere niveau.

Vi har faktisk alle sammen adgang til vores egne individuelle talenter, men talentjagt og uddeling af priser til snart sagt alle mulige kategorier, tager pusten fra den essentielle udvikling i det enkelte menneske – din og min personlige vækst.

For de fleste af os tror, at talent kun er for de udvalgte få. Talentkonkurrencer og udnævnelser underbygger denne misforståelse.

Ifølge videnskabelige kilder er sandheden snarere, at talent er et resultat af omstændigheder som gode rollemodeller og den træning, vi udfører fra en tidlig alder – vel at mærke kvalificeret træning, hvor kritik, eksperimentering og raffinering med tiden giver udsøgte og anerkendelsesværdige resultater.

I bogen »Livsfarlig Ledelse« beskriver Christian Ørsted undersøgelser, der viser, at åbenbare talenter som Mozart, Tiger Woods og Bill Gates ikke afslørede særlige talenter som børn. Til gengæld havde de alle et uhørt antal træningstimer med i bagagen, da deres talent begyndte at udfolde sig – det var langt fra en tilfældighed.

Både Mozart og Tiger Woods havde dertil dygtige fædre, der som rollemodeller har påvirket deres sønner fra en tidlig alder.

De har altså både siddet på første parket og iagttaget en voksen øve sig, og de har selv fået kyndig vejledning af en personlig træner helt fra barnsben – måske endda motiveret af ønsket om fællesskab med og anerkendelse fra deres far.

Såkaldt almindelige mennesker, der ikke er udråbt til talenter, vil omvendt ofte erkende, at der skal en god r*v til for eksempel at opnå gode eksamensresultater.

Personligt husker jeg mit skræk­scenarie tilbage i 2.G, hvor jeg efter 11 års bluff skulle vise mit sande værd til mundtlig studentereksamen i matematik. Nu ville jeg blive afsløret.

Imidlertid gav to ugers intensivt fokus og træning (med hjælp, forstås) mit pensum liv og mine egne evner styrke, hvilket resulterede i en fin topkarakter. Jeg indså, at jeg ville kunne udvikle mit talent for matematik yderligere, hvis jeg ville.

Hjerneforskning underbygger antagelsen: dét, du fordyber dig i og træner, bliver du bedre til. Jo mere øvelse, jo bedre. Vi har vidst det altid, men nu er det altså videnskabeligt bevist.

Christian Ørsted opfordrer til, at firmaer belønner deres ansatte efter indsats fremfor at eftersøge og præmiere talent. Hvis vi opfatter talent som årsagen til vores succes eller en fiasko som udtryk for manglende ditto, underkender vi den intensive indsats, som efter al sandsynlighed er den sande faktor, der leverer succes.

I Berlingske 10. april handler artiklen »Erhvervsspidser går sammen om at udklække nye IT-talenter« i virkeligheden om kompetenceløft på forskellige niveauer til forskellige målgrupper. Men et talent skal udvikles, ikke udklækkes som en kylling, der bryder ud af sit æg.

Talentopløb er fin underholdning og anerkendelse er vildt motiverende, men måske er der mere værdi at hente for både enkeltpersoner og virksomheder, hvis vi giver mennesker mulighed for at udvikle deres kompetencer og hylder den indsats i form af fokus og vedholdenhed, der vækker talent til live og forædler det yderligere.