Syv gode grunde til at fortsætte

SEs koncernchef Niels Duedahl svarer igen på Berlingskes erhvervsredaktør Peter Suppli Bensons kommentar.

Direktør i SE Niels Duedahl Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

I sin kommentar i tirsdagens udgave af Berlingske Tidende slår erhvervs­redaktør Suppli Benson sig for alvor løs og giver bramfrit mere end en milliard grunde til at stoppe SEs rejse med mig ved roret. Man må forstå, at erhvervsredaktøren er gjort af et særligt stof, for han har for længst gennemskuet SE og overtegnede. »Hvad sagde jeg?« lyder det efter »en overflyvning« af SEs hjemmeside om selskabets årsresultat og ikke mindst en nedskrivning af SEs goodwill i Stofa. SE er ude på dybt vand, og andelshavernes penge bliver kastet i grams.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det er jo altid behageligt at få ret, men hvis Suppli Benson ulejligede sig med at foretage andet end overflyvninger og satte sig ordentligt ind i tingene, så ville han opnå faktuel viden, der kunne udfordre hans overfladiske betragtninger.

Tillad mig at bringe syv grundlæggende fakta til torvs:

I perioden 2008 til 2016 er SEs driftsindtjening steget fra 19 millioner til 906 millioner – det er en 45-dobling.

I samme periode er koncernens egenkapital forøget med en milliard kroner – den er i dag på 11 milliarder kroner.

SE har ingen gæld – vi har en likvid formue på 1,5 milliarder.

SE har udrullet fibernet til mere end 250.000 husstande – det er der også regionalpolitik i, men den slags tæller nok ikke på et københavnsk erhvervsredaktørkontor.

Vi har den måske højeste soliditet i hele energisektoren.

Vi har øget kundebasen fra 276.000 til 750.000 husstande.

Vi har øgetg medarbejderstaben fra 500 til 1500 medarbejdere.

De otte år er tilfældigvis også den tid, jeg har været betroet ansvaret for at udvikle, ­beskytte og forrente selskabets egenkapital og formue. Har der været bump på vejen? Ja, selvfølgelig har der det. Det vil jeg påstå, at der er i enhver virksomhed, som investerer og udvikler sig. Men virksomheden er i dag markant mere værd til gavn for kunderne og andelshaverne.

Det kræver nok lidt mere end bare en overflyvning af en hjemmeside og fokus på egne »hvad sagde jeg«-synspunkter for at forstå virkeligheden i en virksomhed som SE. Måske Suppli Benson trænger til at komme en tur til Esbjerg. Han er velkommen, og jeg viser gerne vej.