Synspunkt: Professor har misforstået Probanas succes

Probana Business Schools kontorer på Sankt Annæ Plads 13 i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, kritiserede i mandags kursusvirksomheden Probanas pensum som værende for let. Hans viden om Probanas pensum er korrekt, men han har helt misforstået, hvad det er, der har gjort Probana til den store succes, som mange kursister giver udtryk for i deres evalueringer.

Ja, på trods af meget kritik, så handler det jo om, hvilket udbytte kursisterne opnår, og de er tilfredse, endda meget tilfredse.

Som professor Per Nikolaj Bukh skriver, så kan deltagerne efter kursus rable definitioner af og ved, hvad teorierne omhandler, men han beklager, at de ikke kan anvende den tillærte viden, da kurset ikke går dybt nok.

Det er klart, at den begrænsede tid, kursisterne har til at tillære sig stoffet, aldrig kan give den samme indgående viden, som fuldtidsstuderende tilegner sig, men det er der da heller ikke nogen, der forventer.

Tværtimod har jeg f.eks. haft ejerledere på kursus, som har opbygget en stor virksomhed, men gerne vil kende de udtryk som de nybagte cand.merc.’er bruger.

Jeg har haft en del advokater, som fortæller, at de på de jurastudiet aldrig har hørt om teori omkring strategi, og mange har heller ikke lært at læse et regnskab, hvilket er nødvendigt, når de sidder i bestyrelser.

Typisk for Probanas deltagere er, at de har gang i karrieren, og i forvejen har en anden uddannelse. Det er jo ikke tilfældet for Per Nikolaj Bukhs studerende, der skal lære ét fag fra grunden.

Samme niveau kendes fra sygeplejefaget. Sygeplejersker lærer selvfølgelig også om de forskellige sygdomme, men på et lavere niveau end læger. Et niveau, der – som Per Nikolaj Bukh beskriver det – er utilstrækkeligt for kunne anvende den tillærte viden. Men så er det jo godt, at vi har læger, der forventes at have kvalifikationerne. Både patienten, lægen og sygeplejersken har uvurderlig glæde af denne viden, selv om den ikke er så indgående som lægens.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk