Støt endelig kongernes børn

Kun hver fjerde af de familieejede danske virksomheder går i arv til næste generation. Mange af de stærke ejerledere trækker ejerskabet så længe ud, at det bliver for sent at bevare virksomheden på familiens hænder, og ofte smuldrer livs­værket pga. ejerens nøl og manglende mod til at få generationsskiftet sat på familiens dagsorden.

Monsieur le Président. Den franske præsident Francois Hollande var en populær gæst i Dunkirk i det nordlige Frankrig - meget muligt fordi han kom til et møde, hvor flere jobs var på dagsordenen. Foto: Pascal Rossignol/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det kan være svært at tage sig sammen til at tackle ømfindtlige spørgsmål som faderrolle, søskendeforhold, familiepligt og penge­deling, og pludselig er faderen (eller moderen) blevet så syg eller gammel, at livsværket ikke står til at redde for familien.

Synd og skam, for vi har i den grad brug for virkelyst – også i de næste generationer – så generationsskifte i familievirksomheder er et vigtigt emne, som vi derfor også sætter ekstra lys på i disse uger.

Vi har netop skrevet om den farverige Grønlykke-familie, hvor fem sønner nu kører videre med gourmet-virksomheder som Faldsled Kro, Løgismose og Kong Hans Kælder (læs artiklen på business.dk, hvis du gik glik af udgaven i den trykte avis).

Bestyrelsesformanden Jakob Grønlykke havde skabt sin egen karriere og gjort sig helt fri af familieforetagendet, troede han, og alligevel nænnede han og brødrene ikke at slippe familiens klenodier, som da også havde potentialet til at blive udviklet til en ny tids perler.

I de kommende dage følger vi op med andre fortællinger, hvor familier har haft held med at ejerskifte fra en generation til en anden.

Vi vil gerne vise de gode eksempler, men ikke dvæle ved de tilfælde, hvor det gik skidt. Hvor ejeren var så meget konge i sin egen virksomhed, at han aldrig fandt energi til at overveje generationsskiftet seriøst. Hvor han var bange for, om han kunne få tiden til at gå, hvis sønnen overtog hans gode stol. Hvor overvejelserne trak så længe ud, at der ikke var tid til at forberede generationsskiftet, så det kunne gennemføres økonomisk rationelt.

Vi hører ofte, at arveafgift og skatter kvæler virksomheder på vej til næste generation, men rettidig omhu er også her en faktor, som alle bør praktisere og støtte op om.