Mette Frederiksen er iført en denimskjorte og sparsom make-up. Håret er sluppet fri af den vanlige opsætning og sidder tilfældigt, mens hun stolt viser en etagestor familievask frem for det håndholdte kamera. Billedet stammer fra Mette Frederiksens profil på det sociale medie Instagram, hvor hun har haft en (særdeles aktiv) bruger, siden Folketinget åbnede efter sin sommerpause, og statsministeren for alvor trak i arbejdstøjet.

»Man kan næsten høre rådgiveren i baggrunden sige: Nu skal du huske at være privat. Også poster hun et billede med vasketøjet,« siger studielektor i journalistik på Roskilde Universitet, Mads Kæmsgaard Eberholst, der forsker i sociale medier, da jeg spørger til billedet. Den her type billeder af en mere privat Mette flyder det med på statsministerens Instagram.