Spin-off: Tid til forbehold

Nytårsdag er det tid for den store politiske anakronisme, statsministerens nytårstale. I dag er det svært at finde på nogle fornuftige argumenter for, hvorfor landets statsminister skal have stillet en sådan uimodsagt tv-talerstol til rådighed. Men indtil den dag en statsminister for alvor overskrider grænsen og holder en meget klar partipolitisk inspireret tale forsvinder dette levn fra det forrige årtusind næppe.

Anders Fogh Rasmussen har selv balanceret på denne grænse et par gange, hvilket da også for et par år siden fik Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til at rasle advarende med de politiske håndvåben. Og statsministre anser da også nytårstalen som en kærkommen og stor mulighed for at sætte og præge den politiske dagsorden. Det er jo også helt unikt at få stillet 12-14 minutter til rådighed på begge tv-kanaler til stort set fri afbenyttelse. Indtil dato har Fogh Rasmussen med skiftende held udnyttet sine nytårstaler. Opgøret med smagsdommerne fra hans første nytårstale i 2002 står nok klarest i erindringen, og viser hvor magtfuld denne talerstol kan være til ikke mindst at sætte mere værdipolitiske spørgsmål på dagsordenen.

Men talen kan også bruges som affyringsrampe for mere konkrete politiske udspil og til at varme en kommende sag op. Og det er nok i det afdeling Fogh Rasmussens nytårstale 2008 befinder sig.
Den pakistanske tragedie vil selvfølgelig få Fogh til at minde os om de middelalderlige kræfter, der truer vores levevis og værdier, og om nødvendigheden at også vi tager aktivt del i kampen. Bare ikke længere i Irak.
Den økonomiske udvikling skal også lægges i de rette folder, ikke mindst med henblik på forårets offentlige overenskomster, og Fogh vil utvivlsomt sende signalet om en regering, der både er økonomisk ansvarlig og parat til at tage de nødvendige forholdsregler, skulle dette blive nødvendigt. Men det er næppe her de store afgørende nyheder eller signaler bliver afsendt.

Hvis Fogh vil udnytte nytårstalen format og potentiale så bliver det på EU-spørgsmålet. Opgøret med de danske forbehold er skrevet ind i regeringsgrundlaget, men indtil videre har statsministeren ikke konkretiseret sine planer yderligere. Først skulle den nye traktat undgå en folkeafstemning og formelt underskrives i Lissabon. Men nu er bordet ryddet, og Fogh kan gå i gang med et projekt, der muligvis vil vise sig at blive det sværeste overhovedet i hans tid som statsminister.

Ikke siden den succesrige EU-udvidelse i København i 2002 har EU fulgt meget i statsministerens nytårstaler, nogen vil endda nok mene skræmmende lidt. Så lidt, at det kan virke overrumplende, når vi nu skal til at høre på hvor skrækkeligt og helt afgørende det er at skrotte de danske forbehold.
Fogh Rasmussen har en voldsom opgave i troværdigt pludselig at løfte denne sag op som politisk afgørende for Danmark, når opfattelsen generelt er, at han har været tavs om dette i hele sin tid som statsminister. Men ikke nok med at Fogh skal have sat denne debat i gang nu, han skal også finde en køreplan for hvordan og hvornår forbeholdene skal til afstemning.

At sætte dem alle til afstemning på en gang må anses for stort set udelukket. Dertil er forbeholdenes effekt alt for forskellig, og ikke mindst EURO-forbeholdet har sin helt egen historik. Men noget skal ske relativt hurtigt, så Fogh også får maksimal udnyttelse af at vise sine europæiske kolleger, at han er en handlekraftig europæer. Der er som sagt en række spændende europæiske topposter til fordeling i 2009, og det er næppe skudt helt ved siden af, hvis et eller to forbehold har været til afstemning inden da. Så kan andre jo komme til at tage sig EURO-forbeholdet.