Søren Espersen: »Afghanerne har fået demokrati serveret på et sølvfad, og de sagde nej tak«

En lang række danske politikere er fortvivlede over Talebans generobring af Afghanistan, efter USA trak sig ud, og frygter borgerkrig og destabilisering. Dansk Folkepartis Søren Espersen undrer sig over en svag afghansk hær og har en klar melding til afghanerne.

Danmark må omstille sin udenrigspolitik, siger Søren Espersen (DF), som mener, at især den afghanske hærs overraskende hurtige kollaps siger meget om det afghanske folk. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Emil Helms/Ritzau Scanpix

Når Søren Espersen ser Taleban rulle ind i Kabul, beviser det for ham, hvad han længe har været overbevist om.

Danmark havde ifølge Espersen ret i at gå ind i Afghanistan efter 11. September 2001. Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører stadig. Men i forhold til om afghanerne ønsker, at kvinder kan uddanne sig, piger kan gå i skole, og om man skal kunne stemme ved frie og retfærdige valg, har Espersen ingen forhåbninger. Han mener ikke, at afghanerne reelt ønsker det demokrati, som i en skrøbelig udgave har eksisteret i landet, siden amerikanerne smed Taleban på porten.