Der er næppe i tvivl om, at aftalen om Goldman Sachs’ køb af 19 procent DONG-aktier i dag godkendes i Finansudvalget og Folketinget. Men den sikkerhed, hvormed man kan konstatere dette, skyldes ikke regeringspartiet SFs indsats. Tværtimod, må man sige.

Onsdag aften var nationen vidne til et farceagtigt forløb omkring SFs krisemøde i DGI Byen, hvor landsledelsen først – med et meget snævert flertal - gav SF-formand Annette Vilhelmsen mandat til at sikre et SF-ja til den DONG-aftale, man som regeringspartner selv har været med til at godkende. Hvorefter SFs ledelse og folketingsgruppe over de næste timer simpelthen begyndte at smuldre indefra.

Næstformand Peter Westermann trak sig fra sin post som følge af uenighed med den netop vedtagne partilinje i DONG-sagen. Politisk ordfører og finansordfører Lisbeth Bech Poulsen, som ellers i de seneste dage har banket SFere på plads og garanteret SF-loyalitet over for regeringsbeslutningen om DONG-salget, nedlagde også sine tillidsposter. I nat gik også gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt. Situationen i skrivende stund er, at ingen ret beset vel aner, i hvor høj grad SF-folketingsgruppen vil være i stand til reelt at være loyal over for regeringens holdning i denne sag.

Næppe siden Fremskridtspartiet gik op i limningen under et landsmøde i 1995 har man set mage til i dansk politik. Forskellen er, at dengang var der ikke tale om, at det var et regeringsparti, der nærmest opløstes for øjnene af de danske TV-seere. Hvilket netop er problemet her: Med farcen omkring DONG-aftalen må SF endegyldigt have diskvalificeret sig selv som regeringsparti. Selv hvis det i sidste øjeblik via indviklede clearingaftaler og andre nødløsninger skulle lykkes at sikre SFs loyalitet over for regeringen i teorien og på papiret, vil partiets troværdighed være sønderskudt. Man har ikke været i stand til at bære magtens åg. Man kan ikke være sikker på, at en beslutning taget i regeringen i sidste ende er noget, SF vil kunne stå på mål for.

Derfor bør SF under alle omstændigheder nu træde ud af regeringen. Også dette vil, som flere kommentatorer har påpeget, være et problem for SFs troværdighed som regeringspartner mange år frem. For så har man selv taget konsekvensen og vist, at man ikke kunne klare magten. Men da denne troværdighed alligevel er ødelagt, selv hvis SF skulle forsøge at klamre sig til ministerposterne, burde der ikke være dette hensyn at tage.

Når SFerne har sovet på sagerne og genoptager deres ved midnat afbrudte gruppemøde her til morgen, må de seriøst overveje følgerne af deres egen manglende evne til klart at bakke op om de regeringsbeslutninger, man selv har været med til at tage. Sker det ikke, bør statsminister Helle Thorning-Schmidt gøre det ubehagelige arbejde for SFerne. Groteske scener og en situation, hvor selv førende ministre efter timers møder ikke er i stand til at garantere SFs stillingtagen i DONG-sagen og dermed partiets fortsatte deltagelse i regering, er ikke SF værdige. Og ikke værdige for en regering, der som bekendt skal kunne regere. Dertil bidrager SF ikke i en grad som gør, at man med rette burde blive siddende i den.