Se efter de tre Aer, når du vurderer talenter

Management. Alle er talenter uanset alder. Et talent betyder, at man har evnen til at blive ekstraordinært god på et givent område. Dog kan man godt have et talent, der aldrig udvikles, og dermed ikke bliver en styrke.

Brug de tre Aer – Aptitude, »Adaptitude« og Attitude – når du vurderer talenter. Arkivfoto: Iris
Læs mere
Fold sammen

Vi lever i en global verden med eksponentiel teknologisk og digital udvikling, og vi ved godt, at mangel på talenter vil være en af de største barrierer for virksomheders succes nu og i fremtiden. Derfor er medarbejdere altid min førsteprioritet i en virksomhed.

Med alle de forandringer, der sker i markedet, skal man som leder kunne stole på, at man har de rigtige medarbejdere ansat. Medarbejdere, som har mod på forandring, følger med i udviklingen og sammen får ting til at ske. Derfor skal man kontinuerligt vurdere hele sin talentmasse – kvinder og mænd, forskellige aldersgrupper, kompetencer og personligheder – for at sikre mangfoldighed.

Jeg bruger en enkel lille huskeliste – de tre Aer – når vi skal ansætte en ny medarbejder, eller når vi vurderer den eksisterende arbejdsstyrke. Det gode er, at disse kriterier kan bruges, uanset om vedkommende er 25, 40 eller 65 år.

De tre Aer er:

1) Aptitude. Talent og evner. At personerne har de rigtige evner og kompetencer til den position, din virksomhed har lige nu. Teknologi og digitale kompetencer er hygiejnefaktorer. Marketing handler eksempelvis i dag mere om kunderejser, dataanalyser og kundens behov. I supply chain skal man have forståelse for kunstig intelligens, dataanalyser og samarbejdet mellem robotter og mennesker. Salg skal kunne identificere nye vækstområder og forstå andre brancher på baggrund af de muligheder, som ligger i digitaliseringen etc.

2) »Adaptitude«. At være forandringsparat og evne at være fleksibel er vigtige parametre. Personer, som er forandringsparate, forstår at verden, markedet og kunderne hurtigt skifter. De ved at en enkelt uddannelse ikke længere holder hele livet, men at det er livslang læring, der gælder. De ved, at det er »not business as usual«, at det ikke giver mening at lave en tre-årig strategiplan, fordi der vil være så mange faktorer, som forandres i fremtiden. De accepterer og respekterer ændringer og foretager nødvendige tilpasninger i forhold til markedet, kundens og virksomhedens behov.

3) Attitude. Indstilling, holdning og værdier. Personer, der udviser arbejdsglæde, evner at arbejde i teams, ønsker at skabe resultater og har lyst til at skabe forandringer. Personer, som kan være med til at drive og udvikle kulturen i virksomheden. Kulturbæreren, som gør en forskel.

Både nyansatte, ansatte og ledere (inklusive mig selv) kan vurderes ud fra de tre Aer. Og det er kombinationen af alle tre Aer, der er vigtig. Det nytter ikke noget, hvis man er utroligt kompetent (Aptitude) men ikke evner at omstille sig (Adaptitude) til nye teknologier og tendenser. Det er heller ikke nok at have en god personlighed (Attitude), hvis du ikke har evnerne til jobbet (Aptitude).

Min far, som i dag er pensionist, arbejdede 35 år i samme selskab i forsikringsbranchen. I løbet af de 35 år skiftede selskabet navn seks gange, der var nye ejere og fusioner på kryds og tværs. Han er ingeniør, men tiden (og hans ambitioner) gjorde, at han supplerede med jura, en økonomi-uddannelse og kurser. Rejsen fra manuelt papirarbejde til introduktionen af IT, krævede fokus på udvikling af datakundskaber.

Jeg har aldrig hørt min far klage over sit arbejde og de forandringer, han oplevede. Han har haft en stor arbejdsglæde og taknemmelighed overfor kollegaer og virksomheden, hvilket gav ham en livslang og stærk motivation til at udvikle sine kompetencer, og derved fik han nye muligheder og nye arbejds­opgaver igennem tiden.

Jeg synes, min far havde (og stadig har) de tre Aer. Så kære far, du var helt sikkert blevet ansat hos mig.

God talentjagt. Og husk: Talent har ingen alder.