Det var slemt nok for verdensfreden, da Indien og Pakistan udviklede atomvåben. Værre blev det, da Nordkorea fulgte efter, men værst bliver det, når Iran bliver atombevæbnet. De eksisterende atommagter ser deres nukleare arsenal som et afskrækkelsesmiddel, der varsler gensidig udslettelse i en militær konfrontation. Iran, derimod, udvikler atomvåben for at bruge dem.

Ayatollah Khomeini forpligtede sine efterfølgere til kompromisløst at forfølge tre politiske mål: udslettelse af staten Israel, nedkæmpelse af sunni-islam, og etablering af shia-islam som verdens dominerende politiske og religiøse bevægelse. Siden grundlæggelsen af den islamiske formynderstat i 1979 har landet udviklet sig til ét stort terrorindustrielt kompleks, der ifølge US Bureau of Counterterrorism anvender omkring en milliard US dollars om året til realiseringen af Khomeinis mål.