Samhandel er bedste middel mod krig

Jens Chr. Hansen, erhvervskommentator Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Som ventet fik aktiemarkederne verden over et slag over snuden i takt med stigende frygt for krig eller krigshandlinger i Ukraine. Foreløbig er det med fald i niveauet op imod to procent målt på regionale og nationale indeks. Uro og usikkerhed er gift for aktiemarkedet, men man skal dog erindre sig, at det nuværende fald sker fra et ganske højt niveau.

Får krigsretorikken endnu en tak opad, vil det selvsagt kunne give markant faldende aktier over en længere periode, og et samlet fald på 10-15 procent er det, der kan betegnes som et såkaldt glidende aktiekrak.

Et fuldbyrdet aktiekrak er det dog først, når aktiemarkedet falder 20 procent i ét enkelt hug – i så fald at sammenligne med krakkene i 1929 og 1987, mens boblerne og ubalancerne i økonomien i 2001 og 2008 medførte glidende aktiekrak. Noget tyder dog på, at netop aktiemarkederne er ganske modstandsdygtige. Nok giver uro og usikkerhed, som eksempelvis kriserne i Grækenland og Cypern, gældsfrygten i USA og lignende nedture, midlertidige tilbageslag på aktiemarkederne, men de selvsamme markeder er i de senere år i kølvandet på den finansielle krise kommet sig overraskende hurtigt og har fundet ind i nye rekorder.

Der er et enormt placeringsbehov. Der er således frygteligt mange penge i omløb, der hidsigt jager investeringsmuligheder på aktiemarkedet, især på et tidspunkt, hvor traditionelle renteprodukter ikke kaster meget af sig.

Aktiekursen udtrykker prisen mellem køber og sælger på et givent tidspunkt. Det betyder, at en gruppe aktionærer frygter det værste og vil sikre sig, mens tid er, samtidig med at en anden gruppe vurderer aktiefaldene som en oplagt købsmulighed.

Det er dog ikke kun aktiemarkederne, der påvirkes af kriser som den i Ukraine. Russerne har måttet hæve renten for at beskytte rublen, råvaremarkederne steg, både olie og guld, og det betyder, at gnisten i den nuværende konflikt i værste fald kan antænde en periode med et nyt pres på væksten og dermed igen mase den spirende optimisme i Europa flad. Som beskrevet i artikler på side 12-13 i dagens Business-sektion er økonomierne i Europa filtret ind i hinanden, ikke mindst på energiområdet.

Alle vil således tabe, hvis konflikten ekskalerer. Småskænderier lande imellem vil altid bestå, men kan man holde ekstremisterne ude, er stigende samhandel det bedste middel til at bilægge stridigheder og skabe en vis form for stabilitet.