Sådan løser vi problemet med mangel på IT-specialister

Kronik. Manglen på IT-specialister gør ondt på erhvervslivet og på samfundet generelt. Vi må skabe en uddannelsesrevolution, og den kan kun komme ét sted fra – nedefra.

Vi skal lære børnene, hvad der ligger til grund for teknologien, og IT skal gøres til en kreativ, lærerig leg. Arkivfoto: Steffen Ortmann
Læs mere
Fold sammen

Vi kan lige så godt erkende det. Vores uddannelsessystem har fejlet, og i de kommende år kommer vi til at mærke konsekvenserne. Erhvervslivet skriger desperat efter flere IT-specialister, og dem har vi ikke leveret. Det kommer til at gøre ondt.

Tiden er kommet til at indse, at problemet ikke løser sig selv. Den lokkemad, vi hidtil har kastet ud foran de unge, har ikke været lækker nok til at få dem til at vælge IT-faget. Fremover blive vi nødt til at sælge IT-budskabet langt bedre, og vi bliver nødt til at tænke IT ind i undervisningen i skoler og ungdomsuddannelser på en helt ny måde.

Der er brug for en uddannelsesmæssig revolution. Hvis vi som samfund formår at gøre IT til et attraktivt og grundlæggende værktøj – ikke bare en branchebetegnelse – så kan vi måske få flere af de kreative sjæle til at fordybe sig i det. Det er godt for samfundet, og det er nok heller ikke så dårligt for individet selv.

Problemet er reelt. Som erhvervsjournalist har jeg i årevis fulgt udviklingen i IT-branchen tæt. I forbindelse med udarbejdelsen af min nye bog »Lær af de bedste« er det blevet tydeligt for mig, at vi har svigtet i vores uddannelsessystem, og at konsekvenserne kan blive store.

Det er vigtigt ikke at forklejne problemet. Manglen på IT-specialister vil ramme os hårdt. Branchen vil lide under overophedningssymptomer, og det vil ramme innovationen. Et væld af gode ideer risikerer i stor stil at blive lagt i skuffen igen, fordi der ikke er kvikke hoveder nok til at folde dem ud.

Tal fra Erhvervsministeriet og Danske Regioner illustrerer problemet. Om godt ti år vil vi mangle 19.000 IT-specialister. Hver anden virksomhed oplevede sidste år problemer med at rekruttere IT-specialister – for fem år siden var det hver tredje.

Konsekvenserne er forudsigelige – vi har nemlig set dem før. For ti år siden var unge IT-virksomheder også ofte tvunget udenlands. Et eksempel fra min bog er softwarefirmaet Zendesk. Deres 1.700 arbejdspladser ligger i dag primært i San Francisco.

Dengang pressede manglen på risikovillig kapital de lovende IT-startups ud af landet. I fremtiden bliver det manglen på IT-specialister, og konsekvensen vil være den samme: De nye virksomheder, job og skatteindtægter ender i udlandet.

Lige nu virker det som om, at beslutningstagerne står med hænderne i lommerne og trækker opgivende på skuldrene. Spørgsmålet lyder, hvad skal vi dog gøre, når de unge ikke selv vælger IT-faget? Svaret er, at vi skal skabe en revolution – nedefra.

Vi skal på den ene side blive langt bedre til at fortælle, hvad IT-faget reelt i dag er. Vi skal vise de unge, at moderne IT-virksomheder i dag er nogle af de mest spændende, dynamiske og kosmopolitiske arbejdspladser, man overhovedet kan forestille sig. Vi skal gøre det klart for de unge, at IT-kundskaber er en indgangsdør til nogle af de mest spændende fag og virksomheder i dag.

Det er desværre ikke det billede, vi har vist dem indtil nu. Undervisningsmaterialet på eksempelvis ungdomsuddannelserne er ofte baseret på virksomhedscases fra forrige årtusinde. Ikke et ondt ord om de »gamle« virksomheder, men de har altså ikke meget til fælles med den nye generation af IT-iværksættere. Det forsøger jeg at gøre op med i min bog, der bl.a. skal kunne bruges til undervisning.

Det vil være et godt skridt fremad at gøre op med forældet undervisningsmateriale. Man kan også satse langt mere på inspirerende virksomhedsbesøg og foredrag af ­ f.eks. startup-stjerner. Men vi bliver også nødt til at ændre vores syn på IT.

Vi skal tænke IT mindre som en branchebetegnelse og mere som et grundlæggende værktøj – præcis som dansk retskrivning eller matematik. Altså et fagligt fundament, der gør, at man kan dygtiggøre sig inden for andre fagområder.

Vi behøver ikke at lære børn og unge, hvordan de bruger skriveprogrammer, regneark eller iPads. Det skal de nok selv finde ud af. Vi skal lære dem, hvad der ligger til grund for teknologien. Vi skal lære dem at kode applikationer og spil. IT skal gøres til en kreativ, lærerig leg allerede fra de første folkeskoletrin.

Det kan sagtens lade sig gøre. Det efterhånden landsdækkende koncept Coding Pirates er bare ét eksempel. Her går børn og unge til computerkodning som fritidsprojekt. Det udgør en kreativ eksplo­sion, og ungerne elsker det. Den slags kan vi lære af og gøre til en del af skolepensummet.

Der er dog et stykke vej endnu. I dag får børn og unge oplevelsen af, at IT stadig er en underliggende supportfunktion uden ret meget lighed med det, IT også kan være: Nemlig indgangsdør til nogle af de mest spændende og givende udfordringer og job.

Vi skal holde op med at bekræfte klicheen om, at IT-specialister er nørderi omgivet af cola-flasker og pizzabakker. For intet kunne være længere fra virkeligheden. Det er den nye generation af startup-virksomheder klokkeklare eksempler på.

Hvis vi kan begynde med at føre børn ind i IT-verdenen via leg og på den måde lære dem den grundlæggende ABC inden for IT, kan vi bygge ovenpå i ungdomsuddannelserne. Det vil gøre dem interesserede. De er jo ikke dumme.

Revolutionen skal nok komme, men den skal komme nedefra for at slå igennem. Den skal komme fra de unge selv, og det er sådan, vi løser udfordringen med mangel på IT-specialister.



Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk