Sådan kan briterne holde ryggen rank under Brexit

Det internationale samfund vil først og fremmest dømme Storbritannien på, om det magter at opbygge et virkeligt konstruktivt fremtidigt samarbejde med EU.

Premierminister Theresa May er på en svær mission, når hun i Hamburg skal overbevise sine EU-kolleger om, at der er helt styr på Brexit-planlægningen. Arkivfoto: Stefan Wermuth/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Premierminister Theresa May ser ­formentlig ikke frem til denne uges G20-topmøde i Hamburg, som er den første større internationale sammenkomst siden hendes ydmygende valgkamp. Hun havde håbet at kunne bruge topmødet til at demonstrere sin nye autoritet og et selv­sikkert, globalt Storbritannien. I stedet vil de store spillere på G20 se hende som en reduceret skikkelse, og de vil overveje, om Storbritannien ikke er på vej til at kuldsejle på Brexit-skærene.

May kan ikke omgøre valgkampen, men hun kan gøre noget for at gen­oprette tilliden til hendes regerings evne til at håndtere forhandlingerne om udtrædelsen af EU på ansvarlig vis. Nogle i G20-gruppen vil være villige til at indgå frihandels­aftaler med Storbritannien, når vi forlader EU. Men det rækker kun på mellemlangt sigt.

Set fra et G20-perspektiv er det fremherskende ønske at minimere forstyrrelserne for de selskaber, der har base i Storbritannien og EU. Dertil kommer ønsket om at undgå, at Storbritannien synker tilbage i en isoleret position, men derimod bevarer det tættest mulige økonomiske og politiske samarbejde med EU. Theresa May siger selv, at hun ønsker alt dette, og tonen er i hvert fald forbedret mærkbart. Men hun har stadig ikke bekendt kulør i de afgørende spørgsmål. Der er dog velkomne tegn på, at de mere pragmatiske stemmer i den britiske regering har medvind.

Jeg ser to afgørende prioriteter:

For det første må man acceptere, at Theresa Mays tidsplan er en vildfarelse. Det er fuldstændigt urealistisk at presse på for at få afsluttet såvel Artikel 50-forhandlingerne om skilsmisse som det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien på mindre end to år, og det risikerer at udløse en regulær katastrofe. I stedet har vi brug for en ikke ubetydelig overgangsperiode, der helst er så tæt på de nuværende forhold som muligt.

Dernæst bør vi acceptere, at det fremtidige forhold inklusive sikkerhed, udenrigs­politik, uddannelse og forskning foruden handel og økonomisk partnerskab vil tage år at forhandle på plads.

For det andet bliver Storbritannien nødt til at udvise fleksibilitet i de vigtigste spørgsmål. Et forsat medlemskab af toldunionen – i det mindste i en given periode efter vores udtræden – vil bidrage til at afhjælpe problemer ved den nordirske grænse og undgå forstyrrelser i forsynings­situationen. Og den britiske insisteren på helt og aldeles at udgrænse EU-domstolen fra vores fremtidige forhold er umulig at forhandle igennem og helt unødvendigt.

Selv om man anerkender, at EU-domstolen ikke kan være enerådende, så er det dog muligt at forestille sig særlige domstole til afgørelser af tvister, der kan trække på de britiske domstole såvel som EU-domstolen.

Det internationale samfund vil først og fremmest dømme Storbritannien på, om det magter at opbygge et virkelig konstruktivt fremtidigt samarbejde med EU. For kun i det tilfælde vil Storbritannien være i stand til at holde ryggen rank i internationale kredse.

Sir Nigel Sheinwald er tidligere britisk ambassadør i EU og USA