Med Gallup som kilde oplyser Berlingske Tidende den 23. juli 2015, at 64 procent af vælgerkorpset ønsker at stoppe stigningerne i den kommunale ejendomsskat, også kaldet grundskylden. En fastlåsning af ejendomsskatten vil – alt andet lige – give boligejerne en højere disponibel indkomst, hvad de fleste sikkert er glade for. Men forslaget har flere uheldige konsekvenser, som vælgerne næppe ikke er opmærksomme på.

For det første betyder en ejendomsskat, der er fastlåst, ligesom det gælder for ejendomsværdiskatten, at vi ikke får den dæmpning af prisudsvingene på boligmarkedet, som ejendomsbeskatningssystemet ellers kunne give. Finanskrisen er så småt ved at blive en fjern fortid, men den viste med stor tydelighed, hvorledes store udsving i boligpriserne kan bringe mange familier i ulykkelige situationer.

For det andet vil en fastlåst grundskyld komme de områder, hvor grundpriserne stiger mest, til gavn. Det vil forstærke fra­flytningen fra landområderne og de mindre provinsbyer og ind til de større byer. Efterspørgsels­presset på boligerne i de større byer vil stige, og det vil betyde, at huspriserne dér stiger. Den manglende stigning i grundskylden vil derfor blive kapitaliseret i form af højere huspriser i de store byer. Omvendt vil der komme et nedadgående pres på huspriserne i landområderne og de mindre provins­byer.

For det tredje vil stoppet for stigningen i ejendomsskatten medføre et provenutab i kommunerne (Berlingske Tidende oplyser 4,5 mia. kroner årligt). Det kan næppe undgås, at det kommunale serviceniveau for­ringes, hvis disse penge mangler. Skal pengene hentes et andet sted, må vælgerne til lommerne på en anden måde.

Et alternativ til stoppet for ejendoms­skatten kan være at gøre udsvingene i skatten mindre, men uden at den dæmpende effekt på boligprisernes udsving fortabes.

Det kan gøres på den måde, at en køber af en bolig betaler ejendomsskat ud fra den aktuelle ejendomsværdi. Når køberen har boet i boligen i to år, betales der skat ud fra gennemsnittet af de to sidste års ejendomsværdi. Når køberen har boet i boligen i tre år, betales der skat ud fra gennemsnittet af de tre sidste års ejendomsværdi. Og således op til en grænse på eksempelvis syv år. Hvis man har boet i en bolig i mere end syv år, skal der betales ejendomsskat ud fra gennemsnittet af de seneste syv års ejendomsværdi.

I de områder, hvor boligpriserne er kraftigt stigende, vil personer, der har boet mange år i deres bolig, således få en mildere opgang i skatten. Omvendt vil et fald i boligpriserne også give en »forsinket« ned­trapning af ejendomsskatten. Købere af boliger vil derimod blive »ramt« af den aktuelle ejendoms­værdi, således at den tilsigtede dæmpning af boligprisernes udsving opnås.

Et sådant system vil også give en mere jævn udvikling i kommunernes provenu fra ejendomsskatten. Det vil formentlig være en fordel, når de kommunale budgetter skal lægges.

Endelig vil en beskatning ud fra ejendomsværdien, og ikke som nu ud fra grundværdien, give en mere jævn udvikling i skatten. Det skyldes, at værdien af bygningerne ikke svinger så meget som værdien af grunden. Værdien af bygningerne er først og fremmest påvirket af byggeomkostningerne, mens grundens værdi påvirkes af de fordele og ulemper, der er ved at bo et bestemt sted i forhold til at bo andre steder. Befolkningsbevægelsen fra land til by skyldes et stigende ønske om at bo i de større byer med de fordele, det giver. Det giver først og fremmest højere grundpriser. Værdien af bygningerne stiger kun i takt med, at priserne på materialer og lønninger stiger.

Med det nuværende system, hvor ejendomsskatten kan stige op mod syv procent i områder, hvor grundværdierne stiger langt mindre eller måske endda falder, er det ikke så mærkeligt, at uviljen mod den stigende grundskyld er udbredt, også i landområderne og de mindre provinsbyer.