Så er skåltalernes tid igen forbi i SAS

Fotobyline: Paul Hanna & Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

I mere end et årti har Europa været vidne til et luftslag, som fuldstændig har flyttet rundt på landkortet blandt Europas store gamle flyselskaber.

Med Ryanairs, Easyjets og Norwegians indtog i luftrummet over Europa blev en stribe store gamle selskaber udmanøvreret og udkonkurreret, og en række af de store er forsvundet.

Det ramte selvfølgelig også SAS. Som de fleste nok ved, har SAS været i en slags permanent tilstand af krise i snart to årtier. Det gav i perioder frygt for et regulært kollaps, ligesom selskabet har været meldt solgt til konkurrenter flere gange.

Og det bringer os frem til 2018.

SAS overlevede blodbadet i skyerne over Europa. De seneste år har vi sågar set et SAS, der med små skridt forlod afgrundens rand og igen begyndte at tage offensive tiltag.

Der blev bestilt nye fly – hvilket var højest tiltrængt. Der blev indgået langvarige aftaler med ansatte som gjorde, at SAS fik skåret i en omkostningsbase, som ellers notorisk var alt for høj til den nuværende konkurrencesituation. Og så var det – set helt uvidenskabeligt – som om SAS genvandt livsmodet og fandt på nye ruter og så på muligheder i stedet for bare at jagte besparelser og muligheder for at overleve.

I en tid har der faktisk været grund til op til flere skåltaler i SAS. Det var den korte og lettere rosenrøde version. For der er fortsat masser af udfordringer for SAS-ledelsen med Rickard Gustafson i spidsen.

Og som om vi ikke vidste det i forvejen, er problemerne blevet tydeliggjort, eksemplificeret og i øvrigt smækket udover diverse forsider og internetfora i løbet af en sommer. Forsinkede fly. Aflyste fly i hundredevis. Kunder som har raset i tusindevis og et SAS og en SAS-ledelse, som har været langsomme til at reagere og dårlige til at kommunikere til og med kunderne. Det er skidt, faktisk på et niveau, så kunder begyndte at sammenligne SAS med den opførsel, de typisk møder hos discount-flyselskaberne. Og det er en sammenligning, som SAS-ledelsen ikke kan tåle.

Læg dertil, at SAS-piloterne har opsagt en overenskomst før tid – og man har ingredienserne til et problemfyldt efterår.

Det er alt sammen alvorligt nok i sig selv. Men alvorligst af alt er dog, at diskussionen om det fremtidige ejerskab af SAS er blevet aktualieseret.

Kort før sommerferien solgte den norske regering statens ejerandel på 9,88 pct. af aktierne i SAS. Det var et bebudet salg – ligesom den svenske stat i øvrigt har proklameret, at de også er villige til at sælge. Over for dem står den danske stat, som faktisk har købt lidt op, og altså har øget ejerandelen i SAS.

Det ændrer bare ikke på, at efter år med relativ ro og fremgang, så mødes SAS igen med spørgsmålet om, hvem der skal eje selskabet på den lange bane? Det er ikke en statslig opgave. Men kan man forestille sig, at SAS kan stå alene som et børsnoteret selskab uden en storaktionær?

Svaret er nej og alt tyder på, at SAS-bestyrelsen og ledelsen får travlt den kommende tid. Dels med at få genoprettet tilliden til kunderne og endnu vigtigere: med at få fundet den helt rigtige ejer, som kan bruge SAS og adgangen til de købestærke skandinavere. Den nuværende situation er ikke holdbar i længden.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske