Længe siden er det i hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i den halvtomme ledelsesgang i Grundfos’ administrationsbygning ud mod Ringvejen i den midtjyske by. Gennem måneder har flere af direktionskontorerne i hvert fald stået tomme, et antal der voksede med hurtig fart gennem 2013 og kulminerede i december, da den mangeårige topchef, Carsten Bjerg, blev fyret på gråt papir.

Det var faktisk ikke, fordi Carsten Bjerg havde gjort noget galt, lød det fra formand Jens Moberg, man ønskede bare en anden og mere vækstorienteret leder til at stå i spidsen for den midtjyske pumpekoncern. Og så var det ellers, at Jens Moberg skyndte sig at sætte sig selv i spidsen for arbejdet i koncernen – i hvert fald indtil man finder en ny direktør i løbet af 2014. Nu er det jo langt fra første gang, at en stor virksomhed står uden topchef. De fleste koncerner plejer at overleve den slags, men sundt for virksomheden er det sjældent. Normalt har man afløseren klar – men altså ikke i dette tilfælde, med mindre Jens Moberg ender som en permanent løsning.

Når der er særlig grund til at forholde sig til situationen i Grundfos, skyldes det, at Carsten Bjerg-fyringen efterlod en næsten tom direktionsgang, hvor også HR-direktør, udviklingsdirektør og finansdirektøren var fortid i selskabet. Mandag meddelte Grundfos, at man med ansættelsen af Mikael Geday har fundet sin nye finansdirektør. Så langt så godt.

Tilbage står imidlertid en koncern, som stadig har afgørende huller i ledelsen, en ledelse som burde være i fuld gang med jagten på vækst i en koncern, som er trængt af faldende overskud og moderat vækst. Om fyringen af Carsten Bjerg var den rigtige, vil vise sig. Men rigtigt er det under ingen omstændigheder, at bestyrelsen – med formand Jens Moberg – i så lang tid har ladet dét, der burde være nøglepositioner i koncernen, stå tomme. På den ene side er hastværk et onde. På den anden side er det afgørende for Grundfos, at nøglepositionerne besættes nu, så Grundfos kan finde vejen ud af et truende dødvande.