Rul kvotekongerne i olie

Kronik. I 1982 indførte Danmark en særlig afgift på udnyttelsen af ressourcerne i undergrunden. 20 år senere blev ressourcerne i havet overladt til en snæver kreds af personer. Ligesom A.P. Møller i 1962 fik fiskerne ­en eneretsbevilling. Gratis.

Det har vist sig især at være stor­­fiskerne, der har haft glæde af fiskerireformen. Arkivfoto: Betina Garcia
Læs mere
Fold sammen

Den 15. august 2017 offentliggjorde Rigsrevisionen sin beretning om kvotekoncentrationen i dansk fiskeri. Seks dage senere oplyste A.P. Møller Mærsk, at selskabet havde solgt Maersk Olie og Gas, der siden 1974 har været operatør på Dansk Undergrunds Consortiums aktiviteter i Nordsøen, til det franske olieselskab Total. Det ligger lige for med en sammenligning af den måde, vi forholder os til fiskeressourcerne på, med den måde, vi har forvaltet adgangen til ressourcerne i undergrunden.

Salget af Maersk Olie og Gas gav anledning til at genopfriske historien om nordsøolien og den gamle skibsreder, der i 1960 af nationale grunde tilbød regeringen at forestå efterforskning og udvinding af olie og gas i den danske undergrund.

Tilbuddet førte i juli 1962 til en aftale, som eftertiden har bedømt som for favorabel. For Mærsk og selskabets udenlandske partnere. A.P. Møller, der for koncessionen måtte betale 40 kroner i stempelgebyr, havde inden et år videresolgt 75 pct. af rettighederne ifølge koncessionen.

A.P. Møller, der forpligtede sig til et efterforskningsbudget på 30 millioner kroner, fik en eneretsbevilling på 50 år, dog således at bevillingen efter ti år skulle falde tilbage til staten, såfremt der ikke forinden var iværksat en produktion.

Man kan få det indtryk, at regeringen ikke helt matchede hr. Møller i forretningsmæssig kløgt – formanden for Ministeriernes Undergrundsudvalg var ekspert i privatbanernes forhold.

Statsminister Viggo Kampmann (S), der indgik aftalen med A.P. Møller, forudså, at der senere kunne komme krav om en genforhandling, såfremt bevillingerne førte til betragtelige, overnormale gevinster for A.P. Møller.

»Den tid, den fryd«, som Kampmann udtrykte sig. Men ret fik han. Der blev senere gjort indhug i eneretten, og i 1982 vedtog Folketinget at beskatte det over­normale afkast (ressourcerenten) ved udvinding af olie og gas i undergrunden: Danmark fik en kulbrinteskat.

Med fiskerireformen i 2002 fik vi omsættelige fiskekvoter. Vi gav en afgrænset kreds af fiskere (dem, der tilfældigvis var i erhvervet ved reformens ikrafttræden) eneret til at hente fisk op af havet til en årlig anslået værdi af 3,5 milliarder kroner.

A.P. Møller betalte 40 kroner for eneretten. Fiskerne fik den foræret.

A.P. Møller fik eneret i 50 år. Til fiske­kvoterne var der oprindeligt knyttet et opsigelsesvarsel på otte år, som siden er forlænget til 16 år. Kvoterne kan således tidligst inddrages i 2033. Eneretten vil dermed komme til at gælde i mindst 30 år.

Siden 1982 har staten opkrævet en kulbrinteskat på 418 milliarder kroner. Beløbet repræsenterer en særlig beskatning af det overnormale afkast, der er forbundet med at pumpe olie og gas op af undergrunden.

Men hvis der skal betales en særlig skat af det overnormale afkast – og det har, som man kan se, været betydeligt – hvorfor skal fiskerne da ikke svare en særlig skat af det overnormale afkast, der er forbundet med retten til at pumpe fisk op af havet? I vidt omfang bliver fisken faktisk pumpet op!

Det Økonomiske Råd har tidligere skønnet værdien af fiskerettighederne til ca. 14 milliarder kroner. Skønnet forekommer sandsynligt. Med kvoterne følger retten til hvert år at hente fisk op af havet til en værdi af ca. 3,5 milliarder kroner. Uden at skulle betale for det. Det er dog de færreste virksomheder, der kan se bort fra udgifter til indkøb af råvarer.

Til alt dette vil fiskerne indvende, at de allerede har betalt for fiskekvoterne, og at den kvotekoncentration, som har givet anledning til så megen fortrydelse blandt politikerne, er et resultat af en markedsmæssig tilpasning, som de samme politikere slap løs, da fiskekvoterne blev gjort omsætte­lige.

Det er naturligvis korrekt, at der er betalt for kvoter, som er omsat, siden kvoterne blev gjort omsættelige. Men fiskerne har betalt til hinanden. Efter omstændighederne til sig selv – ved koncerninterne transaktioner, der »booster« den bogførte egenkapital og fører afskrivninger med sig.

De bedste handler er ofte dem, man laver med sig selv – og skattevæsenet.

Det er klart, at indførelsen af omsættelige kvoter har ført til en omfordeling af kvoterne. Det var jo netop hensigten. Men hvorfor blev kvote­koncentrationen åbenbart så meget større, end politikerne havde forestillet sig?

Det gjorde den, fordi al fiskeri – bortset fra lystfiskeri – er kendetegnet ved meget betydelige stordriftsfordele.

Når kvoterne er frit omsættelige, bliver de mindre fiskere uvægerligt udkonkurreret af de store redere. Et stort skib, og de største er meget store, kan opfiske yderligere kvoter med en uændret fangstindsats. Jo større skib, des mere er den næste kvote værd for rederen. At kvoterne ender hos de største redere, kan ikke undre. Men det kan undre, at de ikke skal betale samfundet for fisken.

Kulbrinteskatten indbragte i 2013 staten 23,6 milliarder kroner. I 2016 androg beløbet blot 1,9 milliarder kroner. Med faldet i olieprisen faldt også det overnormale afkast på nordsøolien – og dermed ressourcerenten og kulbrinteskatten.

I fiskerierhvervet opkræves ressourcerenten ikke. Men når rederne erhverver kvoter, betaler de for forventet fangst i opsigelsesperioden. Det er åbenbart, at mange i erhvervet helt ser bort fra, at rettighederne kan inddrages. Det er en risikabel business. For sent vil det gå op for rederne og långiverne.

Det ville stabilisere forholdene i fiskerierhvervet, om man ikke kapitaliserede den forventede værdi af fiskerettighederne, men løbende betalte en særlig afgift af det overnormale afkast (ressourcerenten), der måtte være forbundet med fiskeriet.

Det ville i svær grad reducere kapital­bindingen og de finansielle risici i erhvervet. Og det ville lette adgangen til erhvervet, som i dag er forbeholdt en eksklusiv klub.