Revisorer er ikke fritaget for ansvar

Adm. direktør i FSR - danske revisorer Charlotte Jepsen svarer her på Berlingskes erhvervskommentator Jens Chr. Hansens kritik af en dom, der freder revisorer.

Foto: Mads Nissen. Charlotte Jepsen
Læs mere
Fold sammen

Under overskriften ”Højesteret freder selv dårlige revisorer” diskuterer Berlingskes erhvervskommentator Jens Chr. Hansen i disse spalter en nyligt afsagt dom i sagen om Memory Card Technology.

Han skriver blandt andet, at man som lægmand kan undre sig over dommen, og ”også tillade sig at spørge om Højesteret nu også er helt på omgangshøjde med, hvad der foregår i erhvervslivet” og afslutter med, at konstatere, at ”når revisorerne ikke har ultimativt ansvar, jamen hvad er revisors arbejde så værd”?

Memory Card var en virksomhed, som gik ned i 2001, og direktøren blev strafferetsligt dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed. Ved Vestre Landsret blev direktøren også dømt til at betale erstatning til boet efter den krakkede virksomhed. Ligesom selskabets revisorer blev dømt til subsidiært at udrede erstatning. Selskabets bestyrelse blev frifundet. Det er Vestre Landsrets dom over bestyrelsen og revisorerne, som blev anket, og som altså før påske endte med en frifindelse af såvel bestyrelse som revisorer i Højesteret.

Højesterets afgørelse slår fast, at dansk rets grundlæggende erstatningsregler gælder for revisorer på lige fod med andre faggrupper i Danmark. Begår man fejl, er man erstatningsansvarlig såfremt det godtgøres, at disse fejl har medført tab. Hvis det ikke kan godtgøres, bliver man ikke ansvarlig for tabet. Præmissen for Jens Chr. Hansens kritik – at revisorerne har det ultimative ansvar - ville medføre, at revisorerne skulle fungere som en forsikringsordning, hvor man – uanset hvad - kunne få refunderet sit tab. En sådan ordning kunne man godt vælge at have, men omkostningerne ville på sigt blive væltet over på erhvervslivet. Og spørgsmålet er om det er rimeligt, at en profession skal fungere som forsikringsselskab, blot fordi den har en lovpligtig forsikring.

Den diskussion er ikke relevant i forhold til Højesterets erstatningsretlige afgørelse af MCT sagen. Revisorer er en faggruppe, som kan gøres ansvarlig for tab efter dansk rets almindelige erstatningsprincipper på lige fod med andre faggrupper. Såfremt en arkitekt begår en fejl i projekteringen af et hus, som derved overstiger den fastlagte bebyggelsesprocent, og taget sidenhen falder sammen på grund af dårligt byggeri, bliver arkitekten heller ikke erstatningsansvarlig.

Fordi revisor ikke er en forsikringsordning, er Jens Chr. Hansens præmis om ultimativt ansvar en falsk præmis. Og det simple budskab fra Højesterets seks enige dommere er, at revisors forsømmelser i Memory Card Technology sagen ikke har påført virksomheden eller tredjemand et tab – d.v.s. der er ikke nogen årsagssammenhæng. På samme måde fastslår dommen, at bestyrelsesformanden har begået en enkeltstående fejl, som heller ikke vurderes at have medført ansvar.

Virksomhedens ledelse er til gengæld blevet dømt erstatningspligtig, og skal således erstatte boets tab. Når interessen i stedet samler sig om revisors erstatningspligt skyldes det formentlig, at revisorer har en lovpligtig forsikring, mens ledelsesansvarsforsikringer ikke er lovpligtige. Men det forhold, at man har en tvungen forsikring, skal naturligvis ikke i sig selv føre til, at man bliver gjort erstatningspligtig.

Selv om Højesteret afgør, at revisorerne ikke er erstatningspligtige betyder det ikke, at revisorerne er hverken fredede eller går fri for sanktioner – heller ikke i den konkrete sag, hvor revisorerne er idømt store bøder ved Revisornævnet.